Anmeldelse

Hva' har du gang i?

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der skal sættes konstruktivt og kreativt ind, når der opstår uoverensstemmelser i klassen i udskolingen. De unge har ikke brug for at høre sandheden fra en voksen, men snarere selv at diskutere og prøve sig frem. Denne lille dvd-samling henvender sig til læreren, der ønsker at diskutere konflikterne med eleverne, og dette uden at benytte sig af hævede øjenbryn.

Fakta:

Titel: Hva' har du gang i?

Pris: Gratis

Type: Dvd

Forlag: Feldballe - film og tv

Kommunikation og interaktion er nøgleordene. Spørgsmålene, der søges besvaret, er fra den daglige boldgade og dermed fra de unges egen virkelighed: Hvilke muligheder har du i denne situation? Hvad sker der, når du vælger denne handlemåde frem for en anden? Hvilke reaktioner kunne du få fra andre? Hvordan løser vi problemerne sammen? Dette er et udmærket konflikthåndteringsmateriale, der vil sætte samtaler i gang om konflikter mellem venner og veninder og mellem unge og voksne. Det helt afgørende er, at alt foregår i et dagligt sprog, og at konflikterne er genkendelige for de fleste unge.

Idéen med at se konflikterne fra flere perspektiver er sympatisk og nødvendig. Således har det fænget denne anmelders egne elever at følge den interaktive fortælling om en aften i klubben, hvor der skal tænkes og ageres dreng eller pige - med vidt forskellige hændelsesforløb og konflikteskaleringer. Dvd-materialet "Hva' har du gang i?" vil fungere fint i især fagene dansk og samfundsfag i folkeskolen i forbindelse med et forløb om venskab, kliker, rusmidler og vanskelige samtaler og så videre.