Nej til kontrol- evaluering

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Forældre føler sig mindst lige så kvalitetsbevidste som Undervisningsministeriet, og de kan selv definere, hvad der er kvalitet', sagde formanden for Dansk Friskoleforening, Margaretha Balle-Petersen, på et ekstraordinært landsmøde i weekenden. Anledningen var regeringens plan om at oprette et evalueringsinstitut, som skal evaluere friskoler på samme måde som folkeskoler. Loven vil pålægge friskolerne samme pligt til at rette sig efter centrale krav og regler som folkeskoler, mens evaluering på efterskoler kun kan gennemføres efter aftale med skolen.

Et større antal forældre med erfaringer fra erhvervslivet advarede mod, at det nye institut ifølge lovforslaget både skal evaluere og føre kontrol. Den sammenblanding er i modstrid med, hvad man i dag finder udviklende for en god arbejdsplads, mener de.

Undervisningsminister Margrethe Vestager lovede at se nærmere på visse formuleringer i forslaget og udtrykte håb om, at der via Evalueringsinstituttet og det kommende Danmarks Pædagogiske Universitet kan finde en erfaringsudveksling sted til glæde for alle skoleformer.