Et godt liv med dysleksi

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I sin ph.d. har svenske Gunnel Ingesson interviewet og intelligenstestet 75 unge mellem 14 og 25 år, der i 1990'erne fik dia­gnosen dysleksi, altså ordblindhed. Intelligenstesten viste en signifikant relativ forringelse af deres sproglige intelligens, formentlig fordi de ordblinde unge får mindre læse- og skriveerfaring end deres jævnaldrende. Til gengæld havde de gennemsnitligt en tilsvarende og endda større forbedring af deres ikke-verbale intelligens. Gunnel Ingessons forsigtige tolkning er, at de kompenserer ved at udvikle visuelle, kreative og intuitive metoder til problemløsning. For første gang i Skandinavien har Gunnel Ingesson undersøgt, hvilke faktorer der har betydning for, at dyslektikere kan bevare et selvværd og ikke blive ramt af dårlig trivsel og følelsesmæssige bieffekter af dysleksien.

Gunnel Ingesson opdeler de interviewede unge i tre grupper, »de ubekymrede«, »de opgivende« og »fighterne«. »De ubekymrede« er karakteriseret ved, at de har et særligt talent eller en stærk interesse, og familien i øvrigt ikke har store skolemæssige ambitioner på de unges vegne. »De opgivende« har dårlige kammeratskabsrelationer og ringe opbakning fra forældrene. De, der har den største selvtillid, »fighterne«, er i stand til at isolere deres ordblindhed til en lille del af selvet. Eksterne positive faktorer er gode relationer til familie og venner, en mor, der tror på sit barns chance for at blive til noget, og/eller et talent for for eksempel sport eller musik. Dertil kommer »fighternes« personlige stædighed.

Et abstract af afhandlingen »Growing up with Dyslexia: Cognitive and psychosocial impact, and salutogenic factors« kan læses på fou.skoleporten.com