Underretningspligt
0   266

De så mig ikke

Vi har alle et ansvar for, at børn trives. Men lærerne har et særligt ansvar, og det lever de ikke altid op til, mener Rikke, 32, der efter forældrenes skilsmisse følte, at hendes lærer burde have rakt hende den hjælpende hånd

200 kvadratmeter. Det er et stort hus at gøre rent. Især når man også skal klare tøjvasken, oprydning, indkøb og madlavning for husets to beboere. Og specielt når man kun er 13 år og har overtaget opgaven fra sin mor, der netop er flyttet med lillebror.

Sådan var virkeligheden for Rikke, da hun gik i 7. klasse i en mindre jysk by. I efteråret blev hun pludselig ladt alene tilbage med en far, som hun i dag føler var tyrannisk og kontrollerende. Hun måtte ikke bruge telefonen uden at spørge om lov først, hun måtte ikke have kammerater med hjem, og hun skulle ofte være i hans forretning, indtil den lukkede, så han vidste, hvor hun var. Sådan husker Rikke tilbage på sin barndom.

Artiklen fortsætter under banneret

»Jeg var bange for ham. Han var meget tyrannisk. Og han havde kun krævet at have mig for at hævne sig på min mor. I mit hjem talte man ikke så meget om tingene, man argumenterede ikke. Han slog mig aldrig, så det kunne ses, men jeg fik tit en syngende lussing«, siger Rikke, der i dag er 32 år, uddannet økonom og netop har startet sit eget galleri.

Inden skilsmissen var Rikke udsat for massiv mobning i skolen. Men ingen gjorde noget ved det.

»Jeg kan huske, at jeg sad foran skoleinspektøren med en dreng - et stort brød - der lige havde taget kvælertag på mig. Og skolelederen sagde bare: 'Kan I ikke blive gode venner, for vi skal på påskeferie nu'. Der var ingen, der tog fat i problemerne. Ingen, der tog fat i mig og spurgte, hvordan jeg havde det«, siger Rikke.

Hver morgen trak hun ligegyldighedens maske på og gik hen til skolen. Ofte stod hun foran skolens porte klokken 6.30, når portene blev åbnet.

»Det er ikke normalt, at børn kommer i skole, hver dag når den åbner. Min familie var gået op i alle syninger. Jeg boede alene med min far, og han kunne slet ikke takle at have en begyndende teenager boende. Jeg følte, at jeg skulle tage vare på min mors følelser, på min lillebrors og min fars. Jeg skulle bare klare det. Jeg havde ingen på skolen at gå til. Jeg tror, skolen vidste, at mine forældre blev skilt, men jeg har ikke en eneste gang prøvet, at nogen kom hen til mig og spurgte, hvordan jeg havde det«.

Rikke ønsker ikke i dag, at lærerne havde skrevet en underretning til de sociale myndigheder. Men hun ville ønske, at de havde grebet ind og skaffet hjælp.

»Omkring skilsmissen skulle de have holdt øje med mig og måske sendt mig til en skolepsykolog. Jeg tror aldrig, jeg ville have fortalt lærerne, hvordan det hang sammen, men jeg tror, jeg kunne fortælle det til en skolepsykolog«, siger Rikke.

Hun er ikke sikker på, at lærerne overhovedet var klar over, at der var noget galt i hendes familie. De boede i en lille by, og faren var en markant forretningsdrivende i byen. Desuden var der andre børn i klassen, som Rikke mener havde meget mere brug for hjælp end hun selv.

»Jeg tror ikke, lærerne vidste, at han slog mig. Men jeg tror, at de vidste, at der var noget rivruskende galt. Men jeg sagde ikke noget. For som barn har man en kæmpe loyalitetsfølelse over for sine forældre«, siger Rikke.

Når hun ser på billederne fra sin konfirmation, forstår hun ikke, at lærerne ikke greb ind.

»Jeg ser bundhamrende ulykkelig ud. Mine øjne er simpelthen så triste. Det må lærerne da have set. Når en lærer har fulgt barnet fra fem-seksårsalderen, så undrer det mig, at man ikke har føling med barnet«.

Hun tror ikke, lærerne ville have fået noget ud af at have kontaktet hendes far.

»Dengang ville jeg aldrig have tænkt på, at det var lærernes ansvar, men på det tidspunkt var lærerne de eneste upartiske voksne, jeg var i kontakt med. Min far havde afvist det på stedet, hvis de havde kontaktet ham. Men hvis de var kommet til mig, kunne jeg måske have fået hjælp«.

Rikke klarede skolen og kom i gymnasiet. Men mellem 2. og 3.g gik det helt galt derhjemme, og efter et særligt voldsomt sammenstød flyttede Rikke hjemmefra.

»Jeg har gået i et langt terapiforløb. Det har kostet sved og tårer, og jeg har lidt af depressioner, fra jeg var 21 til 30 år, og det er helt klart, fordi jeg har haft så mange oplevelser med i rygsækken, som et barn aldrig bør have med sig«.

Hun tror, at hendes lærere kunne have gjort en forskel i hendes liv.

»Lærerne er ofte den eneste voksenkontakt, man har som barn. Hvis lærerne ikke kan påtage sig ansvaret for at handle på problemerne, så er det okay, men det er lærernes ansvar at give deres viden videre, så der er nogen, der kan tage sig af det«.

Rikke har i dag ikke kontakt til sin far. |

»På det tidspunkt var lærerne de eneste upartiske voksne, jeg var i kontakt med«

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
9.447 andre er allerede tilmeldt