Lærer dømt for ikke at underrette

I 2004 blev en folkeskolelærer dømt for at have tilsidesat sin underretningspligt, fordi han ikke gik videre med sin viden om, at en 13-årig pige følte sig presset til analsex

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvordan forholder man sig til en elev, som i dyb fortrolighed fortæller, at hun indimellem er ked af det, og stiller spørgsmål om sex og kærlighed og så pludselig i et brev fortæller, at hun har følt sig presset til analsex? Skal man underrette de sociale myndigheder eller forsøge at vejlede pigen selv?

Det dilemma stod en 47-årig lærer fra Helsingør i, da han gik på sommerferie for fire år siden.

Pigen har han haft først et halvt år i sløjd og siden et halvt år i billedkunst. I løbet af skoleåret begynder hun at betro sig til ham om småproblemer hjemme og overvejelser i forhold til drenge.

Læreren taler med klasselæreren og sundhedsplejersken om pigen, men de beroliger ham. Hun har indimellem perioder, hvor hun er lidt ked af det, men hun bliver altid glad igen.

I slutningen af skoleåret modtager han et brev, hvori hun betror ham, at hun er meget ked af det, efter at hun har haft analt samleje med sin ven »Marcus«.

»Jeg har virkelig fortrudt det! Måske er det rart, men han kan ikke stoppe igen! Det startede med, at jeg havde to valgmuligheder; enten miste ham som ven for altid eller gøre det med ham! Du havde advaret mig, men jeg lyttede ikke«, skriver hun i et brev til læreren.

Pigen understreger også i brevet, at hun er gået til læreren, fordi han er god at snakke med.

»Jeg håber ikke, at du nu er sur på mig eller skuffet? Men please. Lov mig at holde tæt«, slutter hun.

Læreren opsøger dagen efter pigen på skolen og skælder hende voldsomt ud. Han forklarer hende, at hun ikke skal gå med til noget, hun ikke har lyst til.

Inden sommerferien tager han en ny snak med hende og siger, at hun er velkommen til at ringe til ham, hvis hun har problemer. Det gør hun i sommerferien, hvor de taler om løst og fast.

Politiet iværksætter i mellemtiden en efterforskning af en 27-årig mands seksuelle kontakt til en række mindreårige piger. En af dem viser sig at være pigen fra Helsingør, som fortæller, at hun har betroet sig til en lærer.

Politiet kontakter læreren, og han fortæller beredvilligt, hvad han ved, og giver dem kopier af brevene.

Først senere rejser politiet sigtelse mod læreren for ikke at have underrettet de sociale myndigheder om pigens betroelser, og 3. maj 2004 dømmes læreren efter straffelovens paragraf 156 for at have tilsidesat sin underretningspligt. Han anker, men landsretten stadfæster dommen.

Lærerens forsvarer Arvid Andersen undrer sig den dag i dag:

»Jeg synes, det er en meget hård afgørelse. Der burde noget mere til. Som for langt de fleste bestemmelser i straffeloven forudsættes det, at der er forsæt til at begå en strafbar handling. Det her er jo en uagtsom tilsidesættelse af en tjenestepligt, og det er ikke nok«, siger han.

Arvid Andersen mener ikke, at læreren i den konkrete situation havde underretningspligt til kommunen. Læreren er dømt ud fra, at han har pligt til at underrette kommunen, hvis han får kendskab til et barn, der lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare.

»Det at man 'lever under forhold', er ikke det samme, som at man har haft et forhold. Da læreren tager snakken med pigen, må han gå ud fra, at forholdet ophører, og han har ikke anmeldelsespligt i forhold til et forhold, som er ophørt«.

Når læreren alligevel dømmes, skyldes det ifølge Arvid Andersen, at læreren har været for åbenhjertig ved den første samtale med politiet. Pigen har hele tiden troet, at den 27-årige kun var 19 år, og under afhøringen skriver læreren under på en forklaring, hvor fyren fremstår som 19-årig. Læreren fortæller dog gang på gang efterfølgende, at han ikke kendte »Marcus'« alder, men han har overset det i politirapporten, da han efter en lang afhøring skrev under.

»Læreren har været til en afhøring, hvor han havde alle paraderne nede. Når han efterfølgende siger, at han ikke kendte fyrens alder, bliver der tvivl om, hvorvidt han har været klar over, at der var tale om en krænkelse og ikke bare et forhold mellem jævnaldrende«.

Men retten vurderer, at læreren har vidst, at pligten til at underrette går over hensynet til fortroligheden, og at forholdet ikke ophørte, og at han derfor skulle have kontaktet kommunen.

Procesbevillingsnævnet afviser en ankesag ved Højesteret, til trods for at sagen - da den er den eneste af sin art - kan ses som principiel.

Læreren bliver fyret efter domsafsigelsen. Men Arvid Andersen mener ikke, at lærere skal frygte at blive dømt for ikke at have underrettet.

»Der er ingen grund til at male fanden på væggen for alle lærere. Denne sag lægger underliggeren i forhold til, hvad man kan blive dømt for. Men hvis man bliver bekendt med oplysninger om, at en elev er udsat for et reelt overgreb, som er her og nu og fremadrettet, så har man underretningspligt«. |

Moralsk dom

Artiklen er skrevet på baggrund af retsreferaterne og interview med forsvareren. Undervisere har talt med den dømte lærer, som gerne vil forblive anonym. Han stiller sig kritisk over for den måde, skolens ledelse og retsinstanserne har håndteret sagen på, og siger om dommen:

»Min bøde på 500 kroner for forseelsen kan jeg leve med. Man får jo en bøde på 510 kroner for at parkere et kvarter for længe i p-huset. Men jeg føler, at jeg er blevet usagligt og uretfærdigt behandlet i retssale og medier. Jeg har mistet troen på domstolene, for jeg har fået en moralsk dom og ikke en juridisk dom«.