Lise Clausen havde så ondt i brystet, at hun troede, at hun havde et hjerteproblem. Smerterne forsvandt imidlertid, da hun havde været sygemeldt et stykke tid. Hun havde ikke problemer med hjertet, viste det sig. Hun var stresset.

»Alle de fysiske symptomer forsvandt under min sygemelding. Smerterne i brystet holdt op, min hjertebanken holdt op, og jeg kunne sove igen. Den eksem, jeg havde fået på hænderne, forsvandt også. Og mit forbrug af Panodil dalede. Jeg var ikke klar over, hvor tit jeg egentlig havde hovedpine«, fortæller Lise Clausen, 33 år. Hendes stemme er grådkvalt.

Hun tog konsekvensen og sagde sit job op. Hun var ellers det, man kan kalde den fødte lærer. Hendes far var lærer, og hans åbenlyse arbejdsglæde ansporede hende til også at vælge den levevej.

»Jeg var simpelthen arketypen på en seminariestuderende. Min far var lærer, og vi var godt nok mange lærerbørn på seminariet. En af grundene til, at jeg valgte at blive lærer, var, at jeg havde en far, der, lige til den dag da han gik på pension, var glad for sit arbejde. At se ham sidde og rette historieopgaver fra eleverne - 'ej, nu er jeg nødt til at give 13 igen, altså de møgunger, de er bare så gode'. Han sad og glædede sig over, hvordan børnene overraskende ham positivt. Jeg kunne se, at min far var glad for sit arbejde og var det efter 30 år. Det var der nok noget i, tænkte jeg«.

Slidt op på syv år

Og det gik sådan set godt. Lise Clausen var afholdt og respekteret af eleverne og en efterspurgt teammakker på skolen. Hun var en kollega, man kom og spurgte til råds. Flere forældre sendte gaver til hende, da hun var sygemeldt. Ingen kunne forstå det, da hun sagde op.

Men efter syv et halvt år var hun slidt op. Hun var overbygningslærer i dansk, engelsk, historie og kristendom og brugte en stor del af sin forberedelsestid på at rette opgaver. De mange møder tog også deres bid, så den løbende forberedelse af undervisning måtte ofte foregå i fritiden. Alt for ofte. Hun så mindre og mindre til sin mand og sit barn. De nye prøveformer blev tuen, der væltede læsset. Især kaosset omkring indførelsen af dem. Der burde have været lavet overgangsordninger, mener Lise Clausen. »Bertel Haarder snakker så meget om respekt for lærerne. Respekten for lærerne skal jo gerne ligge i vores faglige autoritet: Vi ved, hvordan tingene skal køre. Bare rolig, skal vi kunne sige til forældrene, I skal ikke tænke på prøven, vi ved det, for vi har prøvet det før. Og så skulle vi her i efteråret stå på et 9.-klassemøde uden at vide besked om det, der interesserede forældrene: de nye prøveformer. Lærer efter lærer måtte sige: Jeg ved det ikke. Jeg tror, at det bliver sådan og sådan, fordi det siger jungletrommerne, men jeg ved det ikke. Forældrene gik sikkert hjem med en følelse af 'de der lærere, ved de egentlig noget? Det kan godt være, at Bertel Haarder har ret i, at de er dumme og dovne'«, siger hun. »Jeg har en god protestantisk arbejdsmoral. Jeg plejer at forberede de store linjer i skoleåret i første og sidste uge af sommerferien: kikker på prøveevalueringen fra sidste år - hvad er det for emner, der typisk er i de skriftlige opgaver, hvad er det, vi skal have fokus på i forhold til diktater og så videre? Der er mange ting hver dag, der går på en anden måde, end du regner med. Der er så meget, du lige skal ændre, og du når ikke altid det, du har planlagt. Men det kan man holde til som lærer, fordi man har styr på de store linjer. Man ved, hvor man skal hen. Når man så lige kommer til at snakke om noget andet i en historietime - det kan eleverne godt lære noget af - så gør det ikke så meget, for man ved, hvad fokus er. Men når fokus pludselig er væk, og man ikke ved, hvad eleverne skal evalueres på, så skrider det«, tilføjer hun.

Der er ikke tid nok

Stadig flere lærere går ned med stress. På Strib Skole - der ligger i et middelklassekvarter i Middelfart Kommune - hvor Lise Clausen var ansat, er to lærere i øjeblikket sygemeldt med stress.

Men Lise Clausen sagde op, da hun vendte tilbage til skolen efter sin sygeorlov. Det fungerede ikke. Hun ved endnu ikke, hvad hun så vil lave, men det skal være et job, hvor der er ordnede forhold, og hvor man har fri, når man har fri.

»Min kollega, der var skolebibliotekar, havde otte undervisningstimer om ugen. Jeg havde tre gange så mange, men vi havde samme forberedelsestid. Dejligt for hende. Og fordi jeg kun underviste i prøvefag, så var jeg også med til mange skole-hjem-samtaler, fordi det er det, forældrene er interesserede i. Og det tager også tid at forberede skole-hjem-samtaler. Det skal tages af den individuelle tid. De kolleger, der underviser på mellemtrinet i idræt og musik og sløjd, er ikke så meget med til skole-hjem-samtalerne, men igen - de har samme forberedelsestid som mig, også selv om de heller ikke har retteopgaver«.

»Det er jo ikke, fordi jeg synes, at de er dovne, eller at de ikke skal have den tid, selvfølgelig skal de det, men alle skulle have tid til at løse opgaverne«, tilføjer hun.

Hun mener, at der i overenskomsten skal være et mere fair forhold mellem forberedelsestid og undervisningsopgaver.

»I det her skoleår underviste jeg ikke i fag, som jeg ikke havde undervist i før. Det nye var, at kristendom og historie er blevet skriftlige fag, og det lægger så lige et ekstra tryk 16 på forberedelsestiden, fordi der skal rettes opgaver. Man kan ikke bare vælge at lade være med at gøre det, for så har man en flok meget utilfredse forældre, med god grund«.

Der skal politiske løsninger til

Hun kan godt forstå, at unge mennesker er betænkelige ved at tage en læreruddannelse. Christiansborg siger igen og igen, at kvaliteten i skolen skal op, men pengene følger ikke med. I samtlige de syv år, hvor Lise Clausen har været lærer, har der været nedskæringer på programmet. Dertil kommer der det, som hun kalder »ugens gok i nøden« i medierne.

»Det er ikke kun antallet af ansøgere, der er faldet, kvaliteten af ansøgerne er også faldet. De flittige piger, der får gode karakterer, søger ikke ind på seminariet længere. Det er sådan nogle som mig. Da jeg søgte ind på seminariet i 1995, var garantikvotienten 9,2 eller 9,3 eller sådan noget. I dag kan enhver med en dårlig studentereksamen komme ind på seminariet. Allerede dengang blev jeg spurgt: Når du har de karakterer, hvorfor laver du så ikke noget andet? Jeg vil gerne være lærer, svarede jeg. Går du på seminariet for at blive lærer? Ja, jeg skulle ikke være journalist på TV2 eller noget andet, jeg ville faktisk gerne ud at undervise. Jamen, du kan da også komme på universitetet. Ja, men jeg vil gerne det andet«, siger hun.

Men nu er det slut for Lise Clausen. Hun understreger, at det ikke er skolens skyld. Skoleledelsen har tværtimod gjort, hvad den kunne for at hjælpe hende og hendes stresssygemeldte kolleger, også for at fastholde dem på skolen.

Det er heller ikke familiemæssige problemer, der er årsagen til stressen. Både Lise Clausen og kollegerne er gift med mænd, der tager deres del af ansvaret på hjemmefronten.

Nej, problemet er politisk, fastslår Lise Clausen: Forvirrende udspil fra Christiansborg, evindelige budgetmæssige nedskæringer i kommunerne og en overenskomst, hvor der ikke altid er en fair sammenhæng mellem forberedelsestid og undervisningsopgave.

Derfor står hun nu frem med sin historie. Den er almen, siger hun, ikke privat. Skal lærerfaget igen blive attraktivt, kræver det politisk agtpågivenhed og politiske løsninger, mener hun.

Det er i bund og grund arbejdstidsaftalen, der skal løse de problemer, som lærere kan have med stress, siger formand for fagligt udvalg i DLF, Lotte Lange.

»Ved Overenskomst 08 stiller vi igen krav om en arbejdstidsaftale, der fastsætter et maksimalt undervisningstimetal, og hvor omfanget af forberedelse knytter sig til antallet af undervisningstimer«, tilføjer hun.

Den dramatisk stigende stresskurve kan kun knækkes, hvis arbejdsvilkårene er i orden, mener Lotte Lange.

»Der påhviler arbejdsgiverne et stort ansvar. De kunne starte med at lytte til vores anbefalinger af, hvad der skal til, hvis vi skal undgå lærerflugt fra folkeskolen og tiltrække nye lærere til uddannelsen«, siger hun.

I 2006 henvendte 462 stressede lærere sig til DLF. De følte sig overbebyrdede og havde brug for hjælp, råd og vejledning. Tre ud af fire var så medtagede, at de måtte sendes videre til behandling hos en psykolog.

Det går den forkerte vej: Året før henvendte 365 lærere sig med stress. Det er en stigning på 30 procent på bare et år.

Og ikke nok med det: Antallet af lærere, der bliver invalide, stiger også stejlt. I 2001 var der 262 lærere på invalidepension, i 2002 var der 311, i 2003 391, i 2004 485, i 2005 765 og i 2006 1.000.

»Det mest bekymrende er, at gruppen af unge lærere mellem 25 og 40 år nu står for en større andel af de udbetalte invalidepensioner«, siger ansvarshavende aktuar i Lærernes Pension, Jesper Brohus.

Lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Martin Bayer, der forsker i læreres arbejdsmiljø, forudser et »nationalt problem«.

»Vi kommer til at mangle lærere. Det store arbejdspres skræmmer de unge væk fra seminarierne«, siger han.

I år er der 23 procent færre, der har læreruddannelsen som første prioritet på deres kvote-2 ansøgning, end sidste år.

Kære Lise Clausen.

Først og fremmest kan jeg ikke beklage nok, at du ikke vil være lærer mere. Jeg håber, at du vender tilbage og igen bliver glad for at være lærer og får den følelse, din far havde - at det at se børn udvikle sig er en kilde til daglig arbejdsglæde. Der er brug for dig og dit engagement.

Men det er trist at høre din historie. Jeg forstår godt, at du ikke synes, at det er fair, at du underviser 24 timer om ugen i de store klasser og får nøjagtig den samme tid til forberedelse som din kollega, der er skolebibliotekar og derfor kun underviser otte timer om ugen. Jeg har længe efterlyst muligheden for mere fleksibilitet på skolerne, så for eksempel yngre lærere med mange timer får mere tid til forberedelse og måske mere i løn for at knokle som dig. Det handler om at få anerkendelse for sin indsats.

Du kalder de nye prøver »tuen, der væltede læsset«, fordi vejledningerne først kom i efteråret, så du ikke kunne fortælle forældrene om dem på et forældremøde og heller ikke planlægge året i den sidste uge af sommerferien, som du plejer. Men vi har jo ikke ændret ved de faglige trinmål, så du kunne trygt planlægge undervisningen. Jeg medgiver, at der har været mange nye tiltag i år med nye prøver, elevplaner og test - og oveni de tekniske problemer med de elektroniske prøver. Jeg er udmærket klar over, at det er meget nyt at forholde sig til på én gang. Det kræver omstilling og fleksibilitet - og indimellem et ualmindeligt stort overskud. Men skolen skal udvikle sig hele tiden. Jeg håber, at du forstår og er enig i, at vi skal reagere på problemer - som det at for mange i 9. klasse ikke læser godt nok til at fortsætte på en ungdomsuddannelse.

Det betyder, at arbejdsvilkårene vil ændre sig indimellem - det er uundgåeligt i et vidensamfund. Ingen af tiltagene er jo indført for at genere lærerne, men for at sikre, at alle elever blive set og støttet i tide. Men jeg kan ikke beklage nok, at der har været forvirring og tekniske problemer. Vi vil evaluere det hele og gøre, hvad vi kan for at forbedre kommunikationen og undgå det fremover.

Du har til gengæld ikke ret i, at der har været nedskæringer i folkeskolen. Udgifterne til folkeskolen er steget med knap 2,3 milliarder kroner i faste priser siden 2001. Antallet af elever er samtidig steget med 35.000, og det betyder, at udgiften per elev har været konstant siden 2001, selv om den 22. elev i en klasse ikke koster så meget som den første - lokalet, varme, lys og administration koster jo det samme, uanset om der er 21 eller 22 elever.

Jeg er helt enig med dig i, at respekten for lærerne skal ligge i jeres faglige autoritet og engagement. Vi har strammet kravene til læreruddannelsen, fordi vi gerne vil tiltrække sådan nogle som dig, og der går ikke en dag, uden at jeg fremhæver de mange gode lærere og eksempler på skolerne.

Dét skaber respekt.

Med venlig hilsen

Bertel Haarder