Efter at have fungeret i folkeskolen i 37 år - som lærer og som psykolog - tør jeg nok sige, at jeg ved lidt om, hvad der kræves for, at en indsats i klasseværelserne skal bære frugt. Menneskelighed i form af selvrespekt, energi, åbenhed og hensynsfuldhed er blandt de parametre, der kendetegner de lærere, der kan engagere eleverne og få forældrene til at trække fornuftigt på den hammel, som begge parter må have fat i. Selvfølgelig er faglighed også en parameter, men det er banalt i denne forbindelse, hvor ærindet er at give de frederiksbergske lærere med eventuelt flere moralsk støtte.

Stort set intet er mere ligegyldigt end individuelle elevplaner. Deres udformning vil tage lærerens tid og energi - og dermed lyst til at være sig selv i klasseværelset. Og planernes eksistens vil binde lærerne, der som redelige folk gerne vil holde, hvad de lover, til planer, som i bedste fald er ligegyldige, i værste ødelæggende for spontant nærvær. En krig, en tsunami, et flystyrt, en tegning i Jyllands-Posten, en ildebrand på Nørrebro - alle engagerende begivenheder, som vedkommer skolebørn og andre mennesker, der ikke er blinde og døve (i åndelig forstand - bare så ingen politiker misforstår det), reduceres til forstyrrelser i skolens hverdag. Og det går bare ikke. For resultatet vil uvægerligt være, at skolen og lærerne reducerer sig til forstyrrende fænomener i børnenes hverdag. Og dét vil komme alle parter dyrt at stå!

Haarders bagtanke må være at lade forældrene fange lærerne på deres målsætninger (læs: løfter) om enhver lille Peters fremgang i læsning og regning med mere. Han placerer aben på lærerens skulder, og så er det meget nemmere for ham at spare på de tilbud, som en skole, der skal fungere som grundskole for alle, må tilbyde, hvis alle dens elever skal have udbytte af dens indsats. Det er smart tænkt, men luset gjort i et land, der snart kan købe hele verden!