Grundig forberedelse, temamøder, udviklingstid og fælles fodslaw. Det er de vigtigste ingredienser i indførelse af elevplaner på Nordre Skole i Ikast.

Sådan lyder det, hvis man spørger kommunerepræsentant Birthe Puggaard, der er lærer på skolen og har fulgt processen med at indføre planerne.

»Det er et stort stykke arbejde, der skal gøres, men ud over tiden til elevsamtalerne har vi haft fælles tid på skolen til at sætte os ind i, hvordan det skal gøres, og vi har haft oplægsholdere for at fortælle, hvordan planerne kan se ud og bruges. Det hele har motiveret os til at komme godt i gang«, siger hun.

På Nordre Skole har første halvdel af skoleåret været en øveperiode, der er blevet brugt til at gennemarbejde planerne og gennemføre elevsamtaler. Derefter er planerne evalueret sammen med lærere fra Silkeborg Seminarium.

Forældrene er blevet orienteret gennem skoleavisen og på forældremøder, og i foråret skal den færdige model stå sin prøve i forbindelse med forældresamtalerne.

»Hos os er vi ret sikre på, at forældrene får nogle meldinger, som de kan bruge til noget. Lærerne er enige om, hvordan tingene skal kommunikeres«, siger Birthe Puggaard.

Forældrene er positive

På Nordre Skole har man besluttet at bygge elevplanerne op efter SMTTE-modellen (Sammenhæng, Mål, Tiltag, Tegn og Evaluering), der er et refleksions- og evalueringsredskab, som kan anvendes til planlægning og processtyring.

»Det betyder ikke, at vi alle arbejder på samme måde, men at planen er bygget sådan op, når man skriver den ind på vores intranet, og at det er sådan, den bliver fremlagt for forældrene«, siger Birthe Puggaard.

I det omfang forældrene i Ikast er blevet inddraget, har reaktionen været positiv. Det samme har den været hos forældrene på Voldum Skole i Hadsten Kommune.

»De har taget elevplanerne utrolig godt til sig«, siger tillidsrepræsentant Morten Fjord. »De siger, at de nu meget mere præcist ved, hvor deres børn har styrker, og hvor der er udfordringer, de skal arbejde med. Forældrene ved derfor, hvad de skal gøre for at kunne hjælpe deres børn bedst muligt. Elevplanerne giver i det hele taget et godt grundlag for skole-hjem-samarbejdet, og jeg har flere gange hørt forældre sige, at de er imponerede over det arbejde, vi gør«.

Skolens 12 lærere har været med til at udvikle undervisnings- og evalueringskulturen. Det er sket i arbejdsgrupper, og et af fokusområderne har været at skabe det bedst mulige skole-hjem-samarbejde.

»Et svar var elevplanerne, som er en del af grundlaget for skolens virke. Det, at udviklingen er sket nedefra, og at der ikke bare har været tale om endnu en opgave, som vi skulle til at løse, har skabt et stort engagement. Vi har set, at elevplanerne er noget, der kvalificerer vores arbejde, blandt andet fordi der kan indgås konkrete aftaler med forældrene«, siger Morten Fjord.

På Voldum Skole begyndte arbejdet med elevplaner som et forsøg, der blev afsat udviklingsmidler til.

Lærernes ejerskab er afgørende, og på skolen er det lykkedes at opnå det engagement gennem en ledelseskultur baseret på medbestemmelse.

Morten Fjord mener ikke, at det kun er små skoler, der kan få en succesoplevelse ud af elevplanerne. De fleste større skoler er opdelt i afdelinger, der kan have næsten de samme vilkår, som man kan have på små skoler.

Brug af målskive som model

Fuglesanggårdskolen i Virum har et stykke tid haft en såkaldt målskivemodel, der er blevet brugt i skole-hjem-samarbejdet. Den er blandt andet af Undervisningsministeriet og Skole og Samfund blevet fremhævet som et eksempel på en elevplan, men ifølge tillidsrepræsentant Bjarke Wissing er det at tage munden for fuld.

»Det er rigtigt, at vi har gjort erfaringer med skriftlig evaluering og målfastsættelse i forhold til forældrene, men vores model opfylder ikke de krav, som Undervisningsministeriet stiller til elevplaner. Derfor overvejer vi i øjeblikket, hvordan modellen skal udvikles«, siger han.

Målskivemodellen bruges som et redskab i forbindelse med en samtale med eleven om status og mål. I den inderste cirkel skrives, hvad eleven kan, i den næste hvad eleven er lige ved at kunne, og yderst hvad eleven ikke kan endnu, men som elev og lærer aftaler som mål for næste skridt.

Evalueringen følges op af lærerens kommentarer og af udpegning af fokuspunkter, som ønskes drøftet med forældrene. Desuden medtages de aftaler, der blev indgået ved sidste skole-hjem-samtale, og aftaler for den kommende periode.

»Der er stor frustration blandt lærerne over, at vi nu får trukket elevplanerne ned over hovedet, og over, at de skal omfatte alle fag. Det har mange svært ved at se formålet med. Frustrationen bliver ikke mindre, når der kommunalt ikke kan findes ekstra tid til at løse opgaven«, siger Bjarke Wissing.

En teamløsning

De fleste lærere kan godt se det fornuftige i at have mere tydelige planer for nogle elever, men så burde det kun have været for de vigtigste fag og måske kun for udvalgte elever. Det konkrete forslag lugter af at være en politisk bestemt bureaukratisk løsning, som er blevet til uden dialog med de involverede parter.

Bjarke Wissing tror ikke, at der kommer noget brugbart ud af det, hvis man på skolerne vælger en afkrydsningsmodel, der på en nem måde legitimerer arbejdet med elevplaner. Men han forstår godt tankegangen, fordi nogle lærere har få timer i mange klasser.

»For mange lærere er det svært at leve med at lave noget, som man godt ved egentlig ikke kan bruges. Derfor er det uhensigtsmæssigt, at elevplanerne er gjort obligatoriske«.

På Fuglesanggårdskolen bliver løsningen at udarbejde elevplanerne i team. Derved kan man anlægge en bred faglig vinkel på eleven og i fællesskab finde ud af, hvilken indsats der skal til, for at det rykker.