Fællesrådet Træder Frem

FTF ligner mere og mere den handlekraftige hovedorganisation, som lærerne har efterspurgt. Formand Bente Sorgenfrey høstede rosende ord og stående bifald for sin indsats gennem de sidste tre år på den netop afholdte kongres

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Evnen til at skabe dagsordensættende nyheder ved hjælp af analyser, undersøgelser og en tydelig kommunikationsstrategi blev fremhævet, da FTF i sidste uge holdt kongres i Falconer Center i København.

Mange var på talerstolen for at rose FTF, der er hovedorganisationen for 450.000 privat og offentligt ansatte, blandt andre lærerne, for at have vendt udviklingen. Organisationen er siden sidste kongres for tre år siden blevet støvet grundigt af, og mange af de mere end 100 medlemsorganisationer gav udtryk for, at de har fået en handlekraftig organisation, der formår at lægge pres på politikerne.

»FTF er blevet mere klar og tydelig«, takkede Henriette Brockdorff fra BUPL.

Pas på kvalitetsreformen

Lærernes formand Anders Bondo Christensen kvitterede for FTF's forvandling, men han udtrykte også bekymring for FTF's rolle i regeringens arbejde med at sikre kvalitet i velfærden.

Han vil ikke være med til, at FTF bliver taget til indtægt for, hvad der bliver besluttet, sådan som han føler, det er sket i arbejdet med Globaliseringsrådet.

Han krævede, at FTF får reel indflydelse, før den takker ja til regeringens invitation til at deltage i en møderække om den kommende kvalitetsreform.

»Indflydelse kræver medansvar. Men samarbejde kræver også indflydelse. Vi skal stille betingelser, hvis vi vil indgå i det samarbejde«, sagde Anders Bondo. Han blev støttet af flere af de andre organisationer.

DLF krævede desuden, at FTF sikrer sig, at kvalitetsreformen ikke kommer til at berøre forhold, der ligger inden for det danske aftalesystem, for eksempel spørgsmålet om lønsystemer og arbejdstidsregler.

FTF-formanden, Bente Sorgenfrey, medgav Anders Bondo, at FTF skal være parat til at sige fra i debatten om kvalitet i velfærden.

»Det er vigtigt, at regeringen holder sig væk fra aftalestof som løn og arbejdstid. Det er vigtigt, at vi forholder os konstruktive og kritiske og melder ud. Vi vil vælge en mere offensiv strategi end den, der er lagt op til i Globaliseringsrådet«, lovede Bente Sorgenfrey.

»Finans Tryner Folkeskolen«

Som et led i moderniseringen af organisationen foreslog FTF's forretningsudvalg, at Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for fremtiden blot skal hedde FTF, og at de tre bogstaver i stedet skal stå for Faglighed, Troværdighed og Fællesskab.

Forretningsudvalgets forslag drev mange andre kække forslag på banen. »Finans Tryner Folkeskolen«, med en henvisning til, at Finansforbundet og DLF ofte har meningsudvekslinger på FTF's talerstol, og »Formændene Tjener Fedt« var nogle af de forslag, der kom op.

Men Per Sand fra DLF's hovedstyrelse sagde, at man skal tænke sig godt om, før man beslutter, hvad de tre bogstaver skal stå for.

»Vi skal passe på, vi ikke bliver for popsmarte«, sagde Per Sand og foreslog, at hovedorganisationen fremover blot hedder FTF uden nærmere forklaring på de tre bogstavers betydning.

Forretningsudvalget trak sidste del af sit navneforslag, og FTF hedder fra nu af blot FTF.

Formand beholder lønnen

Kongressen skulle også tage stilling til FTF-formandens løn. For tre år siden, da Bente Sorgenfrey forlod BUPL, var der stor opmærksomhed om den sum, hun modtog fra BUPL. Kongressen besluttede uden debat, at Bente Sorgenfrey fortsat skal have næsten 1,2 millioner kroner om året for sin indsats i FTF.

»Bente har ydet en kæmpe indsats for FTF«, »Bente står til rådighed 24 timer i døgnet«, »FTF er blevet mere synlig og handlekraftig«, lød begrundelserne fra Finansforbundets formand, Allan Bang, der også er næstformand i FTF. Han mente, at åbenhed om formandens løn er vigtig i et forbund som FTF.

Samtidig blev det besluttet, at Bente Sorgenfrey også fremover kan beholde de honorarer, som hun modtager fra de bestyrelser, hvor hun repræsenterer FTF. Men FTF vil frem til næste kongres i 2009 undersøge, om der skal ændres på formandens lønmodel.

Bente Sorgenfrey blev genvalgt uden modkandidater. Alle kongressens delegerede rejste sig op og gav hende et taktfuldt bifald.

»Jeg vil sige tak. Jeg var selv lidt spændt på det, da jeg stillede op. Spændt fordi det er en meget sammensat gruppe. Det har været en udfordring at få kendskab til alt fra politiets badeforhold i Helsinge over bleer og børn til pensionsforhold i finanssektoren«, sagde hun og takkede for opbakningen til at fortsætte det arbejde, hun sammen med FTF's sekretariat har sat i gang.

FTF satser på velfærd og vækst

FTF skal i de kommende år arbejde med:

Kvalitet i velfærden styrker Danmark

Kvalificeret arbejdskraft til FTF-områderne

Velfærd og vækst i EU-perspektiv

Indflydelse i lokalt perspektiv

Læs mere om indsatsområder og kongressen på www.ftf.dk