Bogen handler om Danmark, Norge og Sverige, der er de traditionelt skandinaviske lande. Og så røg Finland ud, for det hører først med til Norden (sammen med Island, Færøerne, Grønland og Ålandsøerne). Sådan! Selv om finnerne på snart sagt alle pædagogiske områder ligger forrest i løjpen og Danmark bagerst.

Den specialpædagogiske udvikling - både organisation, tænkning og praksis - i de tre skandinaviske lande er forbavsende forskellig, selv om vi bor op og ned ad hinanden. Det er forbavsende, fordi vi har fælles levevilkår, fælles værdier for børns opdragelse, dannelse og skolegang.

Bogen er delt i tre hovedafsnit: Tiden før 1960, tiden 1960-1990 og tiden 1990-2005. Den afsluttes med en dikussion, som desværre mere er en lidt tandløs opsamling. Der er nemlig i hovedafsnittene mange spændingsfelter tegnet op, som godt kunne udsættes for en mere analystisk refleksion.

Norge er præget af en magtfuld gestalt, professor Hans Jørgen Gjessing, der igangsatte Statens spesiallærerskole i Oslo 1965, var dens først rektor, og som senere blev professor i psykologi ved Universitetet i Bergen. Han fyldte. Dansk specialpædagogik er præget af de mange års spændinger indtil det konfliktuelle i de sidste par tiår af 1900-tallet. Det er meget læseværdigt og skrevet netop af Niels Egelund, én af dem, der aktivt agerede i feltet. Svenskerne har haft mere ro i kroppen, har tilstræbt en klarere integrativ stræben. Det ser for øvrigt ud til, at de skandinaviske brødre og søstre lærer mest af hinanden langt fra hjemmet i for eksempel Salamanca.

Der er i de seneste par tiår talt meget om "skolen for alle", "den rummelige skole", "inklusion" og "den inkluderende skole". Det dækker både den teoretisk-humanistiske debat og den praktiske udskillelse af svage elever i specialskoler eller -klasser. Alle tre lande har bakset med det. Fra en ureflekteret accept af udskillelse til en både politisk og ideologisk afstandtagen over for udskillelse og til en i dagens optik godtagelse af specialskoler og specialklasser. Er det for øvrigt specialpædagogikken, der kan bidrage til at udvikle skolen i en mere inkluderende retning, eller kan den almene pædagogik bidrage til at skabe en skole for alle?

Bogen er værd at læse. Den burde i Danmark være studiebog på det genopstandne specialpædagogiske tema på lærerseminarierne.

Og så er den ganske spændende - ikke mindst det om dansk specialpædagogik. Mange af de aktive på feltet går jo stadig forbavsende levende omkring iblandt os efter slagsmålene!