Anmeldelse

Twist it

- med dansk 1

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Denne bog er et ambitiøst bud på inddragelsen af tekstbehandling i danskundervisningen på mellemtrinnet. Der er ikke tale om at integrere it og dansk generelt, men om en manual med gode danskfaglige oplæg til konkrete øvelser med Word.

Bogen indeholder opgaver, hvor eleverne skal fremstille et konkret produkt. Et portræt af en kendt person, et postkort eller en bog om klassens fritidsaktiviteter, hvor regnearket også inddrages. Hver opgave er bygget op med et kort oplæg, så nogle gode ideer, et (meget) kort afsnit om, hvilke områder inden for dansk og it der trænes, og til sidst en opskrift på, hvordan opgaven løses. Sværhedsgraden stiger bogen igennem, forklaringerne er instruktive og grundige, men de fleste kræver en forholdsvis høj læsekompetence.

Word er hele vejen det overordnede. Øvelsen med at skrive et postkort bliver således ikke fulgt op af et forslag om at sende kortet som e-mail. Ligeledes synes jeg, det er problematisk at udarbejde en vejledning i at gå på nettet og finde billeder, der kan sættes ind i Word, uden at omtale copyright. Det står kun omtalt ganske kort i lærervejledningen, som i øvrigt ikke er særlig omfangsrig.

Alle computertekniske fagudtryk gengives på både dansk og engelsk. Umiddelbart synes jeg, det virker forvirrende, men det kan selvfølgelig være en hjælp, hvis hjemmene har en engelsk Word-version.

De fleste opgaver lægger ikke op til samarbejde: "Du bliver kun god til at bruge computerens mange muligheder, hvis du prøver selv, og hvis du også bruger tid derhjemme på at arbejde med opgaverne". Om klassen skal arbejde sådan, bør efter min mening være lærerens eget valg, ligesom det bør være et valg, hvor meget af undervisningstiden der skal medgå til at opfylde it-målet: "at kunne formatere tekst".