Med plastiksværd kæmper Spiderman, et skelet, en romersk legionær og andre udklædte drenge mod hinanden. Kampen foregår i den gamle gymnastiksal, som er ved at blive ombygget om til teatersal på Herskindskolen i Galten, der ligger i Midtjylland. Det er drengene fra 2. klasse, der som en del af et lektieprojekt arbejder med rollespil. Tanken er, at drengene gennem fysisk aktivitet og leg skal styrke deres samvær og sociale forståelse.

Drengene er delt ind i to hold, de gode og de onde, som begge har lagt en enslydende slagplan. »Vi skal vinde«, hvisker de til hinanden på de to hold, og så stiller de sig op i kampformationer i hver sin ende af salen.

»En, to, tre, nu«, tæller Kasper Andersen, og de to parter spæner mod hinanden. Kasper går i 7. klasse og er hjælpeinstruktør. Det er ham, der står for rollespillet, som senere skal vises for forældrene. Han er ligesom fem andre fra 7. klasse kontaktperson for en eller to af drengene fra 2. klasse. Gennem leg hjælper instruktørerne drengene med at blive bedre til noget, som de ikke er så gode til. Flere af drengene fortæller, at de arbejder med at blive bedre til at lytte til andre, til at samarbejde, til at trøste dem, der er kede af det, og til at koncentrere sig.

Enten før eller efter legen snakker drengene og hjælpeinstruktørerne om, hvordan det går med det, de øver sig på, og sammen med kontaktpersonen skriver drengene om deres udvikling i et kladdehæfte.

Børn hjælper børn

I rollespillet mister man armen, hvis man bliver ramt på den. Det samme gælder benet, og er man ramt to gange på kroppen, så er man død. »Drengene er blevet gode til at overholde reglerne, og holdene samarbejder mere nu end i starten«, siger Kasper Andersen. På den måde kan han se, at drengene er blevet bedre til det, de øver sig på. Kasper har meldt sig som frivillig hjælpeinstruktør, fordi han mener, at han selv var en rod, da han var mindre.

»Jeg lærer både de små og mig selv bedre at kende ved at være med, og så skal vi lære at lægge mere mærke til de små«.

At alle får noget ud af at være med, er præcis, hvad et af målene er.

»Børn hjælper børn, kalder vi det. Eleverne skal mødes i et forum, hvor hver især kan være både den, der får hjælp, og den, der giver hjælp«, siger viceskoleleder Anne Grete Nydam.

Herskindskolen har fået del i en pulje, som Undervisningsministeriet har bevilget til projekter om udsatte børns lektiehjælp. Man arbejder med at omformulere to begreber, det ene er »udsat«.

»Når man siger udsatte børn, tænker man straks svage børn. Men det er ikke svage børn, der er tale om. Det er børn, som har svært ved noget, men har nogle andre færdigheder, som de er rigtig gode til. Det, der gør børn udsatte, er, at man tænker hindringer, når de skal hjælpes, i stedet for at tænke muligheder«, siger Anne Grete Nydam.

Hun bryder sig heller ikke om ordet »lektiehjælp«.

»Det lyder så traditionelt, og det skaber nogle billeder af noget, som er en sur pligt. Vores projekt bygger på frivillighed, og vi øver os på nogle færdigheder, som vi ikke er så gode til«.

Projektet bygger på anerkendende pædagogik. Eleverne, der melder sig som frivillige instruktører, bliver belønnet med et diplom, som dokumenterer, at de har spillet en væsentlig rolle. De bliver også tilbudt kurser i dans eller noget andet, som de har brug for som hjælpeinstruktører. Drivkraften er, at eleverne føler sig privilegerede og særligt udvalgte. De skal opleve, at det bliver værdsat at yde en ­ekstra indsats.

Der er brug for alle

Én af dem, der yder en ekstra indsats, er Kristian Kristensen fra 7. klasse, som er instruktør på et edb-kursus for pensionisterne i lokalområdet. Kristian laver selv hjemmesider og animerer sine egne film på computeren i fritiden, og flere i hans familie har inspireret ham til at interessere sig for computere. Hver onsdag eftermiddag hjælper han så en halv snes ældre med noget, som er ren barnemad for ham selv. Det er word og regneark, og han viser dem, hvordan man søger på nettet og sender en e-mail, eller émajl, som de ældre kalder det.

»Det er nogle lidt underlige spørgsmål, de stiller nogle gange«, konstaterer Kristian med et smil.

Han synes, det er sjovt at undervise andre i noget, som han selv synes er let, og selvom han har lidt svært ved at sætte ord på, hvorfor han vil bruge sin fritid på det, så er han ikke i tvivl om, at det vil han. Lærer Jette Liborius kan tydeligt se, hvad Kristian får ud af det. Han er blevet mere åben og tør sige meget mere, end han gjorde tidligere, fortæller hun.

Projektet foregår i fritiden, så det skal være fordybelse og ikke pligt. På Herskindskolen er man ikke bleg for at inddrage både ridning og friluftsaktiviteter, og til foråret tilbyder man børnestavgang. Men viceskolelederen understreger, at skolen ikke er ude på at udkonkurrere hverken det lokale spejderkorps eller boldklubben. Det skal være et samarbejde, hvor eleverne oplever et fællesskab mellem skole og fritidstilbud.

Undervisningsministeriet har afsat en pulje til lokale udviklingsprojekter, som skal øge kvaliteten af udsatte børns undervisning. Ét af indsatsområderne er lektiehjælp, og ét af målene med »Forvandlingsdynamoen«, Herskindskolens lektieprojekt, er at finde nye veje for lektiehjælp. Blandt andet ved at inddrage leg og fysisk aktivitet, samarbejde med lokalområdet og få eleverne til at hjælpe hinanden. Når projektperioden er færdig, fortsætter Forvandlingsdynamoen som en permanent ordning.