Nogle foretrækker de neonfarvede overstregningstuscher, andre lægger vægt på at sætte forskellige farver sammen, og andre er ligeglade og snupper bare den nærmeste tusch, der virker. Men alle de 10-13-årige børn, der sidder rundt omkring i det stearinoplyste hjemområde F på Maglegårdsskolen i Gentofte og arbejder, udfylder felter i deres personlige læringscirkel efter en snak med læreren.

På baggrund af et historieprojekt om bronzealderen taler lærer Søren Dyrbye med Natasja fra 6.f om, hvordan hun arbejder med tegnsætning, stavning og illustrationer, og bronzealderprojektet føres ind som dokumentation i et fem centimeter tykt portefølje-ringbind. Forrest i ringbindet sidder læringscirklen. Her har Søren Dyrbye og eleverne i fællesskab arbejdet med at oversætte Undervisningsministeriets Fælles Mål til et sprog, børnene forstår - både målene for dansk, matematik og engelsk og målene for elevernes alsidige personlige kompetencer - eller personlige alsidige kompetencer, som det hedder her, fordi PAK er lettere at udtale end APK.

Ingen kontrakt

For lærerne på Maglegårdsskolen er individuelle elevplaner altså hverken nyt eller skræmmende. Men elevplanerne i hjemområde F er milevidt fra den »kontrakt mellem skolen, barnet og forældrene«, som den konservative skoleordfører Carina Christensen forleden blev citeret for bliver en del af et kommende skoleforlig. Forældrene har ikke noget eksemplar af mappen hjemme, som de kan bruge til at kontrollere, at skolen lever op til løfterne - og det er der heller ingen grund til, for løfterne er jo identiske med de bindende mål for undervisningen, som alle skoler skal leve op til. Derimod er alle forældre velkomne til at kigge forbi om morgenen eller om eftermiddagen, hente deres barns mappe i reolen og se, hvilke felter i læringscirklen der er blevet farvet, og se de opgaver, bogforsider, fremlæggelser og historier, der dokumenterer fremskridtene.

»De er meget glade for det - og meget stolte, når de kigger i mapperne«, fortæller Søren Dyrbye.

For ham er mapperne også helt uundværlige:

»Vi er jo nødt til at kunne dokumentere både over for den administrative del og over for forældre og børn. Og når vi skal have forældresamtaler, så har jeg alt, hvad jeg skal bruge - det er bare at tage mappen ned fra reolen«.

»Skrækscenariet er, at vi skal sidde den sidste uge af sommerferien og lægge handlingsplaner for, hvor langt hver enkelt elev skal nå i løbet af det kommende skoleår. Et år er alt for lang tid«.

»Vi udarbejder individuelle handlingsplaner undervejs som led i den løbende dialog med børnene. I 4. klasse lægger vi en lille seddel ind bag læringscirklen i mappen, hvor vi for eksempel aftaler at have fokus på at dividere i den kommende tid«, siger lærer Lone Bjerregaard.

En del af læringen

De to Maglegård-lærere er ikke spor bekymrede for, at tiden til dokumentation går fra tiden til læring:

»At udfylde læringscirklen er en vigtig del af elevernes læring - de bliver bevidste om deres egen læring. Vi snakker sammen cirka hver tredje uge, vi diskuterer, hvordan de har arbejdet, hvordan de lærer bedst, hvor de skal gøre sig mere umage. At gøre sig umage er også en del af læringscirklen, og eleverne kan ikke selv bestemme, hvad der er godt nok til at komme i mappen - hvis de har lavet noget sjusk, kan det ikke komme i mappen«, siger Søren Dyrbye, og Lone Bjerregaard tilføjer, at kravene til, hvad der er godt nok til at komme i porteføljen, naturligvis er forskellige fra elev til elev.

Når eleverne arbejder individuelt som i det såkaldte fællesbånd, den dag hvor Folkeskolen er på besøg, bruger lærerne først og fremmest deres tid på elevsamtaler - ikke så meget på at svare på spørgsmål fra elever, der har svært ved at forstå en opgave eller har glemt, hvad et udsagnsled er.

»Vi har en regel på skolen om, at man altid skal spørge to kammerater, før man spørger læreren. Det handler om videndeling, og det er også en del af læringscirklen«, fortæller de to lærere, der lægger stor vægt på, at den stigende individualisering ikke betyder, at børnene ikke lærer at hjælpe hinanden, være tolerante og behandle hinanden med respekt.

Fordi det er et krav i Gentofte Kommune, bliver eleverne også regelmæssigt testet, først og fremmest i læsning. Men test­resultaterne ligger ikke i elevmapperne - dem holder lærerne for sig selv.

»Det er nogle rigtig gode test, vi bruger - man har meget mere føling med eleverne ud fra dialogen om mapperne«.

»Hvis resultaterne af de kommende nationale test skal ind i elevmapperne, bliver det meget tydeligt for eleverne, at de bliver sammenlignet med hinanden, til trods for vores forsikringer om at det handler om at blive bedre i forhold til sig selv«, konstaterer Lone Bjerregaard.

Ved redaktionens slutning var der ikke indgået nyt folkeskoleforlig. Men ifølge flere aviser er regeringen enig med Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne om blandt andet individuelle skriftlige elevplaner. Den konservative skoleordfører Carina Christensen beskrev i Politiken ideen således:

»Det bliver en slags kontrakt mellem skolen, barnet og forældrene, og de skriftlige planer kan indeholde alt fra ønsket om mere hjælp til brøkregning til sociale formuleringer om at huske morgenmaden«.

I det kommende forlig indgår også offentliggørelse af en landsdækkende score i de kommende nationale test, som forældre og lærere kan bruge til at sammenligne elevernes testresultater med.

Lederskribenterne i både Politiken og Berlingske afviste i øvrigt ideen om elevplaner: »en ny, stor arbejdsopgave til lærerne, som der ikke er skyggen af udsigt til, at de får tildelt den nødvendige tid til at løse. Papirarbejdet vil derfor gå ud over undervisningen og alle de andre opgaver, der i forvejen er pålagt lærerne«, skrev Politiken blandt andet.

»Elevplaner er blot en gang pseudo-managementfilosofi, der har sneget sig ind i skolen og truer med at tage sigtet fra det, der egentlig var formålet med at reformere folkeskolen«, hed det i Berlingske Tidende.