Tilskud trods principper

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I efteråret vandt 15 elever fra Karise Skole et mini-OL i skolefag ved en internatio­nal konkurrence i England. Dermed beviste de, at det faglige niveau i en almindelig dansk skoleklasse ikke er så ringe, som man kunne tro ud fra for eksempel Pisa.

Klassen med det flotte resultat blev efterfølgende inviteret til Canada og Kina, men skal selv samle penge ind til rejsen. Til formålet indstillede DLF's forretningsudvalg, at foreningen bidrog med 20.000 kroner.

John Illum påpegede, at dette var i klar modstrid med foreningens politik siden 1994, hvor den daværende hovedstyrelse besluttede, at man ikke fremover ville yde tilskud til lejrskoler og skolerejser.

Næstformand Stig Andersen påpegede, at der ikke var tale om støtte til rejseudgifterne, men honorar for en rapport, som foreningen ønsker udarbejdet af skolen med elevernes medvirken.

»Vi har en indlysende interesse i at støtte dette, for det, de laver, rammer centralt ind i en aktuel debat«, begrundede Stig Andersen.

Hovedstyrelsen besluttede derefter at bevilge beløbet med 17 stemmer for og fire imod.