Påskeferie i Vietnam med Folkeskolen

Fra den smukke Halong-bugt i nord til det farverige Mekong-delta i syd 6.-17. april med Folkeskolen og Albatros travel

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Som noget nyt er Folkeskolen gået ind i et samarbejde om specialsyede rejser for bladets læsere, og sammen med Albatros travel har vi kreeret en rejse i påskeferien. Rejsegruppen vil udelukkende bestå af Folkeskolens læsere og eventuelle ledsagere, og der indgår selvfølgelig også skolebesøg.

Vietnam kaldes ofte »det uspolerede Østen«. Landet har en charmerende befolkning, en smuk natur og en farverig historie. I de største byer er der spændende arkitektur, et myldrende folkeliv og markeder, butikker og restauranter. Det moderne samfund, som vi kender det, har endnu ikke fået helt fat.

Rundrejsen begynder i nord i hovedstaden Hanoi og fortsætter til den vidunderlige Halong-bugt, hvor vi sejler rundt mellem de imponerende kalkstensklipper i et eventyrligt øhav, der er beskyttet af Unesco. Herefter går turen mod syd til den moderne storby Saigon med de mange bygninger i fransk kolonistil, her besøger vi blandt andet en skole. Vi sejler ad Mekong-floden til Can Tho og videre til Chau Doc ved den cambodjanske grænse, hvor vi oplever det farverige flydende marked.

Transporten foregår med bus, båd og fly. De fleste måltider er inkluderet i rejsen. Vi bor på moderate førsteklasses hoteller og i Mekong-deltaet på de pragtfulde Victoria-hoteller bygget i eksklusiv og elegant fransk kolonistil.

tt@dlf.org

Fakta om rejsen

Torsdag 6. april, klokken 16.30, er der mødetid i Kastrup Lufthavn. Mandag 17. april lander vi igen i Kastrup klokken 9.35.

Rejsen bestilles hos Albatros travel på telefon 3698 0000.

Prisen per person i dobbeltværelse er 14.990 kroner. Tillæg for enkeltværelse er 2.990 kroner. Enerejsende af samme køn, der ønsker at dele dobbeltværelse, kan spare enkelttillæg. Delt dobbeltværelse kan dog ikke garanteres.

Med i prisen

Flyrejse Kastrup - Paris - Hanoi/Saigon - Paris - Kastrup med Air France. Indenrigsflyvning Hanoi - Saigon. Indkvartering på moderate førsteklasses hoteller. Morgenmad alle dage, frokost dag fire og syv. Aftensmad dag tre, otte og ni. Velkomstmiddag på Hilton Opera, afskedsmiddag dag ti. Hele udflugtsprogrammet med entréer, dansk rejseleder og engelsktalende lokalguide, alle danske flyskatter og -afgifter. Bidrag til Rejsegarantifonden, EU-påbudt produktansvarsforsikring.

Ikke med i prisen

Sygdomsafbestillingsforsikring og rejseforsikring. Ikke nævnte måltider, drikkevarer og drikkepenge. Afrejseskat fra Vietnam (for tiden 12 USD), som betales kontant ved hjemrejsen. Eventuel provinstilslutning skal bestilles ved tilmelding.