Anmeldelse

En foranderlig tid

Om H.C. Andersen og hans samtid 1805-1875

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bogen er en tematiseret historiefortælling med fokus på H.C. Andersens oplevelser af tidens begivenheder og nyskabelser. Det er Birgit Knudsens synspunkt, at H.C. Andersen levede i en tid med mange forandringer og nye opfindelser, der ændrede hverdagen for alle mennesker. Han udtrykker det selv med overbevisning i den lille science fiction-beretning Om Aartusinder fra 1852, hvor han foregriber flyvemaskinen, elektroniske kommunikationsformer og tunnelen under den engelske kanal, altså den moderne charterrejse.H.C. Andersens barndom i Odense er præget af Napoleons krige, og hans ungdom er præget af krigens følger og fredsafslutningen i 1814. Samme år som Danmark fik den første skolelov. Birgit Knudsen gør meget ud af den teknologiske udvikling: Jernbanen afløser postvognen, gaslygter afløser tranlygter, den første elektriske telegraf blev taget i brug i 1854, og H.C. Andersen besøgte den store industriudstilling i København i 1872. Han kom, som så mange andre af samtidens gæster, for at få et indtryk af, hvad fremtiden ville bringe. Birgit Knudsen gør en del ud af H.C. Andersens forhold til kongehuset, og hun omtaler naturligvis de hektiske dage i marts 1848, der førte til en fri forfatning, men hun gør ikke noget væsen af H.C. Andersens forhold til demokratiseringen. H.C. Andersens sidste leveår er i litterær henseende præget af Georg Brandes og det såkaldte moderne gennembrud. Det forhold omtaler Birgit Knudsen ikke.Bogen har et fantastisk flot og relevant billedmateriale, historien er godt fortalt og giver sammenfattende et godt billede af H.C. Andersens forhold til sin samtid. Den bør interessere de ældre elever.