Med en imponerende timing har Lars-Henrik Schmidt udsendt en tanketung sag på 400 sider. De første fem år på Danmarks Pædagogiske Universitet er ved at slutte, rektorstillingen er netop slået op igen, og det ser ud til, at kampen om kæden skal stå mellem Lars-Henrik Schmidt og professor Niels Egelund.

Begge kandidater udtaler sig ofte om skoleforhold og gerne kritisk. Men mens Egelund er til letforståelige hovedsætninger, der gør sig i medierne, er Schmidt mere til tætpakkede sætningskonstruktioner, der strutter af fremmedord. Hvor den ene surfer på tidsånden, prøver den anden at forstå og fortolke den.

Uddannelsessystemet skal ikke være frontløber i samfundsøkonomien, som mange politikere mener, advarer Lars-Henrik Schmidt. Systemet skal uddanne frontløbere. Og det er noget helt andet. Skolen er mere et kulturelt projekt end et egentligt uddannelsesprojekt. Vi holder skole for at få ordentlige mennesker ud af næste generation. Og det er ikke det samme som at score højt i Pisa, svarer han kort i et interview inde i bladet. Argumenter og mellemregninger må man grave frem i »Om respekten«, som den nye bog hedder.

Pakket ud af Lars-Henrik Schmidts komplicerede begrebskonstruktioner lyder hans melding cirka sådan: Alle danske børn er ønskebørn, og både hjemme, i institutionen og på skolen oplever de, at der altid er et alternativ. Jeg behøver ikke at finde mig i noget, jeg kan bare vælge noget andet, tænker og siger de. Konsekvensen er en generation, der overvurderer sig selv.

I skolelovens formålsparagraf står der, at skolehverdagen skal bygge på »åndsfrihed, ligeværd og demokrati«. Det bliver nemt til valgfrihed, ligelighed og medsnak, advarer Schmidt.

»What did you learn in school today?« sang vi engang med Tom Paxton. I dag spørger forældrene: »What did you say in school today?« Læreren skal respektere alle synspunkter, uanset hvor tåbelige de er. Mine værdier er lige så gode som dine, siger eleven. Og læreren kan eller tør ikke insistere på sandhed. Dette ligeligheds- og ligegyldighedsmageri må der gøres op med, siger Lars-Henrik Schmidt.

Selv om en del af bogens beskrivelser mere ligner en karikatur end virkeligheden, så peges der på noget centralt. Schmidt vil sikkert ikke være helt enig i alt i de følgende linjer, men de tager afsæt i hans kritik: Alle har lige ret til at være med, men det betyder ikke, at alle har lige ret. At tage udgangspunkt hos den enkelte elev må ikke betyde, at man bliver dér. Og at lysten driver værket, giver ikke ret til at drive den af og at undgå det svære. Leg og læring er langtfra altid det samme, og slid og træning kommer før kompetence.

Undervisning er kommunikation med en hensigt ikke løs snak. Folkeskolen skal medvirke til elevens alsidige personlige udvikling. »Alsidig« handler om at skulle lære både bredt og dybt. Og det »personlige« er ikke invitation til individualistisk navlepilleri. At bidrage til elevens alsidige personlige udvikling er et dannelsesprojekt, som handler om, at eleven skal blive sig selv uden at blive sig selv nok.

Den skole er ikke ligegyldig, og den er det værd at kæmpe for.

-th