Pisa er bestilt forskning

Mange tror, at Pisa er rigtig forskning, fordi Danmarks Pædagogiske Universitet står bag, men det er forkert, siger universitetslektor. DLF bør sætte penge i en videnskabelig kritik af Pisa

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Eftersom et universitet står bag, tror alle politikere, lærere og folk og fæ at Pisa er blåstemplet videnskab, der fortæller sandheden om tingenes tilstand i den danske folkeskole.

Alle undtagen universitetsfolk. De ved nemlig godt, at Pisa ikke er blåstemplet videnskab. Pisa er rekvireret forskning, som er noget andet end den klassiske grundforskning.

Rekvireret forskning er forskning, der er bestilt af en kunde udefra, i tilfældet Pisa OECD via Undervisningsministeriet i Danmark.

Det er en velkendt trafik. Førhen bestilte ministeriet bare undersøgelser hos sektorforskningsinstitutioner som Danmarks Pædagogiske Institut (DPI) og Socialforskningsinstituttet (SFI).

Det nye er, at et universitet nu også er involveret. Det er ikke kun i Danmark, det er sådan. Over hele verden køber regeringer, erhvervsliv og interesseorganisationer forskning på universiteter.

Hvad angår Pisa i Danmark så er det godt nok et konsortium bestående af SFI, Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut og Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), der står for Pisa, men udadtil er det DPU, der tegner Pisa. DPU fremstår i den brede offentlighed som garant for den videnskabelige kvalitet i Pisa.

Men det er lånte fjer, og det er netop problemet: Politikere og offentlighed tror, at rekvireret forskning er underlagt samme universitære kvalitetskontrol som traditionel grundforskning.

Men det er netop ikke tilfældet, fastslår lektor Inge Henningsen, afdeling for anvendt matematik og statistik, Københavns Universitet.

Pisa unddrager sig kvalitetskontrol

Rekvireret forskning som Pisa unddrager sig tværtimod den traditionelle kvalitetskontrol på universiteterne. Den rekvirerede forskning lever nemlig sit eget liv mellem de forskere, der er købt fri til at foretage den pågældende undersøgelse, og den kunde, der har bestilt varen, fjernt fra det videnskabelige miljø på universitetet.

»Hvis Pisa havde været traditionel grundforskning, ville der have været seminarer alle mulige steder, hvor den videnskabelige metode og de forskningsmæssige fund var blevet lagt frem og kritisk diskuteret med kolleger«, siger Inge Henningsen.

Men det er netop ikke sket med Pisa, understreger hun.

I den traditionelle universitetsforskning bliver videnskabelige artikler og bøger normalt underkastet kollegial kritik, inden de bliver offentliggjort. Holder argumentationen, er referencerne relevante, er de loyalt gengivet og så videre?

»Det er en kvalitetssikringsmekanisme. Det anses som en naturlig del af dit arbejde som universitetsansat, at du forholder dig kritisk til dine fagfællers arbejder. Det giver merit at gøre det«.

»Og omvendt: Hvis du som forsker fortsat vil være et gyldigt medlem af det videnskabelige samfund, må du forholde dig forpligtende til fagfællers kritik af dit arbejde. Ideen er, at videnskaben i det lange løb er selvkorrigerende. Det er en kvalitetskontrol«.

Pisa hører under rapportsektoren

Anderledes med det, som Inge Henningsen kalder rapportsektoren, altså den rekvirerede forskning.

»Som oftest offentliggøres resultaterne i rapporter udgivet af projekterne selv. Der er ikke tradition for indbygget kvalitetssikring i form af uafhængige vurderinger af metoder og resultater«.

»Der er heller ikke et forum, hvor en eventuel kritik af metoder og resultater kan fremføres på en måde, der forpligter de forskere, som har foretaget undersøgelsen«.

Skulle der være en kollegial kritik, ville det kræve, at der i finansieringen af projektet var sat penge af til den form for kvalitetskontrol, men det er der ikke tradition for, påpeger Inge Henningsen.

Derfor kommer der ikke en grundig kollegial kritik af undersøgelser som Pisa.

»Eftersom den slags rapporter ikke anses for at være rigtig videnskab, tager fagfæller ikke noget ansvar for det, der kommer fra den kant«, siger hun.

»Det giver ikke merit, og så har man som universitetsansat ikke tid til at gøre det. Resultatet er et svagt system for kvalitetssikring af undersøgelser som Pisa«.

En vej frem ville være, at fagforeninger som Danmarks Lærerforening og Magisterforeningen køber sig uafhængig, kritisk forskning for eksempel i samarbejde med forskningsrådene, mener Inge Henningsen.

Hun er en af de få enkeltpersoner fra videnskabeligt hold, der af egen drift har brugt tid på at kikke nærmere på de offentliggjorte Pisa-opgaver i naturfag og matematik (se sidste nummer af Folkeskolen).

»Lærerne skal ikke tro, at der er en fungerende kritisk, faglig offentlighed over for sådan noget som Pisa. Der findes simpelt hen ikke en forskningsfaglig offentlighed, hvor sådanne rapporter hører til. De er derfor beskyttet mod kritik«.

Uvildige forskere ville godt kunne få adgang til datamaterialet i Pisa under de almindelige regler om tavshedspligt, vurderer hun.

hlauritsen@dlf.org

jvolsen@dlf.org

Powered by Labrador CMS