Fyret, fordi hun var gravid

Hvis ikke en skole skal kunne give barsel, hvem skal så, spørger Caroline Zeuthen, der har rettens ord for, at hun mistede sit job, fordi hun var gravid

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med et smil byder Caroline Zeuthen indenfor. I den sparsomt møblerede stue hygger hun med stearinlys og ild i kaminen. Det er kun 14 dage siden, hun flyttede ind i huset sammen med sin kæreste og Emilie på to et halvt år.

Emilie er indirekte årsag til, at Caroline Zeuthen som den eneste ud af ti lærere ikke fik forlænget sin tidsbegrænsede ansættelse på Vejlby Skole i Århus. I sidste uge fik hun rettens ord for, at fyringen skyldtes hendes graviditet (læs om dommen under Nyheder fra www.folkeskolen.dk på side 4-5.)

»Skolelederen sagde, jeg kunne blive en kanon indskolingslærer, men han ville ikke beholde mig, fordi jeg var gravid. Jeg følte mig uretfærdigt behandlet, for jeg havde krav på at blive fastansat og få barsel«, siger den 29-årige lærer.

Hun håbede, skolelederen ville trække sine ord i sig og alligevel tilbyde hende et skema. Det skete bare ikke. Derfor endte de i retten.

»Lærerforeningen advarede mig om, at det ville blive hårdt at stå ansigt til ansigt med skolelederen i vidneskranken. Men når man har sagt a, må man også sige b, og da vi endelig skulle i retten, skete der da noget«, siger Caroline Zeuthen.

Det hårde har været den uvished, hun har været udsat for undervejs.

»Jeg skulle ud at søge job igen efter min barsel. Og hvor ville jeg få job? Vi ville gerne købe hus, men det kunne vi ikke, når vi ikke vidste, hvor jeg skulle arbejde«.

Op til andre at få børn

Det er grotesk, at Århus Kommune altid ansætter nyuddannede lærere i tidsbegrænsede stillinger, mener Caroline Zeuthen. At Vejlby Skole havde faldende elevtal, gjorde sagen endnu mere absurd.

»Det er hårdt at begynde som ny lærer, og det gør jobbet endnu mere utrygt, at man ikke ved, om der er brug for ens arbejdskraft året efter. Jeg boede tæt på skolen, men det var åbenbart alle andre end os lærere, der skulle føde børn«.

Hun er godt klar over, at skolelederen havde været nødt til at rokere en del rundt på hendes skema, hvis han havde fastansat hende. Samtidig skulle han ud at finde en barselsvikar for hende.

»Han har nok tænkt, at det ville være for besværligt. Men det er et vilkår unge lærere kan blive gravide, men hvis ikke en skole skal kunne give barsel, hvem skal så?«

Hun måtte på sygedagpenge under sin barsel og dermed gå ned i indtægt. Desuden er hun gået glip af anciennitet og indbetalinger til sin pension. Det er i det lys, at godtgørelsen på 220.000 kroner skal ses. Til gengæld har Århus Kommune mistet en lærer, som bliver fremhævet for sin kompetente undervisning, blandt andre af skolelederen på Vejlby Skole.

Skrev ordvekslingen ned

Ganske vist fik hun job på en anden skole i Århus efter sin barsel, men igen kun for et år. Da der om foråret opstod usikkerhed om, hvem der kunne få lov til at blive, valgte hun at søge væk.

»Vi er ikke flyttet på grund af retssagen, men den har bidraget til, at jeg er søgt til et sted, hvor man værdsætter unge lærere og ikke lader dem gå i uvished i 12 måneder«, siger Caroline Zeuthen, der i dag arbejder på Bredagerskolen i Jelling.

På Vejlby Skole tog hun ikke sin tillidsrepræsentant med til mødet med skolelederen, som i retten afviste, at hun var røget ud, fordi hun var gravid.

»Jeg var nyuddannet, og nu kan jeg godt se, at jeg også var naiv, men jeg havde ikke ventet, at min graviditet ville blive brugt imod mig«.

Hun glæder sig over, at hun skrev ordvekslingen med skolelederen ned.

Notatet fik afgørende betydning for dommens udfald.

folkeskolen@dlf.org