Forlag klar med kæmpe kanon-værk

En 'super-kanon' kalder forlaget Gyldendal det gigantværk i 11 bind med tekster til brug fra børnehaveklassen til 3.g, som forlaget er på vej med. Værket rummer tekster af de 40 forfattere, som nu ophøjes til officiel kanon, plus over 200 andre.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"I al beskedenhed mener jeg, at "Kanon i dansk" giver alle elever - ikke bare dem fra resursestærke hjem - en fælles ballast af væsentlig dansk og international litteratur op gennem grundskolen. Og dem, der fortsætter i gymnasiet, får en fælles platform at arbejde videre på - en platform med en litteratur- og kulturhistorisk sammenhæng til de tekster og forfattere, som de vil møde gennem gymnasietiden", siger forlagsdirektør Mathias Bruun, Gyldendal Uddannelse.

"Vi har stilet højt og udviklet en kanon, der trækker en linje gennem hele skoleforløbet fra de første oplæsningstekster i børnehaveklassen, børnelitterære klassikere på mellemtrinnet, overgangen til voksenlitteratur i de ældste klasser og et bredt udvalg af dansk og international litteratur til gymnasiet".

Tudemarie og Pippi, Pelle Erobreren og Aladdin er med i Gyldendals bud på en kanon. Det samme er både Elverhøj, Hamlet og Erasmus Montanus. Der er også blevet plads til Dante, Homer og Saxo, Grundtvig, Ingemann og Pontoppidan og til Jens August Schade, Frank Jæger og Michael Strunge.

Redaktørerne, der har kanoniseret de 739 tekster, er for de yngste elevers vedkommende professor Torben Weinreich, der satte debatten om en kanon anno 2004 i gang og leder af Center for Børnelitteratur Nina Christensen. Seminarielærerne Thomas Thurah og Lene Møller bygger bro mellem børne- og voksenlitteratur i 7.-9. klasse. Lene Møller har siddet i undervisningsministerens kanonudvalg ligesom forfatteren Jens Smærup Sørensen, der sammen med Suzanne Brøgger og professor Torben Brostrøm har valgt værkerne til de gymnasiale uddannelser.