En mur af tavshed

Sørgende forældre og børn føler sig svigtet, når deres sorg blot bliver mødt med tavshed

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Anemone døde pludselig sankthansaften 1997 - kun to måneder og 22 dage gammel. Da hendes store søskende, Andreas på tolv og Amalie på otte, kom tilbage til skolen efter sommerferien, fik Anemones død omkring fem minutter i den sædvanlige runde: Hvad har du lavet i din ferie? Og så sagde børnenes lærere, at hvis de havde brug for at snakke mere om det, så skulle de bare komme.

- Siden hen var der bare en larmende tavshed. En tavshed, som gjorde så smertende ondt inde i os alle sammen. For det var vores børn, der blev svigtet, fortæller Erik Møller.

Erik Møller, far til fem, beretter på høringen om Børn, Sorg og Skole om den mangel på omsorg, hans børn mødte i skolen og daginstitutionen, da deres lillesøster døde.

Få dage før det nye skoleårs start ringede Erik Møller til Andreas' og Amalies klasselærere og fortalte dem historien om Anemones død. Han beskrev, hvordan børnene sørgede, og hvordan de levede videre. Han bad lærerne om at tage initiativ til at tage oplevelsen op, når klassen mødtes efter ferien, og han opfordrede til omsorg og ekstra opmærksomhed omkring børnene.

Erik Møller tilbød også at møde op i klassen med historien og med billeder af Anemone. Og han bad om en tilbagemelding fra lærerne på, hvordan de oplevede børnene efter Anemones død - socialt, fagligt og psykisk.

Familien blev mødt med en mur af tavshed.

Frygter at blive afvist

Jes Dige, der er konsulent i Kræftens Bekæmpelse, siger, at det ikke er usædvanligt, at lærere og pædagoger vægrer sig ved at kontakte en familie i sorg. De er usikre på, hvad de skal sige til familien og frygter at blive afvist. Men frygten er ubegrundet. Familien har ofte behov for at snakke og for at vide, at der er nogen, som i skolesammenhæng vil give børnene omsorg.

- Vi har utallige eksempler fra børnene på, hvor svært det er at stå alene. Og hvor svært det er ikke at blive set, hørt og forstået i de omgivelser, hvor man trods alt bruger mange af sine daglige vågne timer, siger Jes Dige.

Han opfordrer skolerne til at tage udfordringen op og lave en OmSorgsplan - et fælles grundlag for, hvordan lærerne møder børn i sorg.

- Berøringsangsten tilhører de voksne - ikke børnene, siger Jes Dige.

Konsulent i DLF, Thomas Seeberg, der har arbejdsområdet 'børn med særlige behov', er enig i, at lærerne skal handle, når de møder børn i sorg. Man svigter børnene, hvis man mener, at sådan noget går over af sig selv. Men OmSorgsplanen må ikke blive en sovepude.

- Man kan ikke købe aflad med en plan. Man er nødt til at tage udgangspunkt i den løse plan og så gøre noget alvorligt ved det, siger Thomas Seeberg.

Han mener, at det bør være en del af skolens kultur, at problemerne tages alvorligt, når de opstår. Så skal skolen i hver enkelt situation handle ud fra barnets familiemæssige baggrund, alder og særlige behov.

Laila Jensen, socialrådgiver i DLF, rådgiver medlemmerne omkring arbejdsskader og psykisk arbejdsmiljø. Hendes erfaring herfra er, at det er godt at have tænkt tingene igennem på forhånd. Ligesom man på nogle skoler har handleplaner omkring vold, chikane, mobning og så videre, kunne man også lave handleplaner omkring børns og kollegaers sorg.ms