På den konference, som afsluttede festivalen Den gode Historie, blev den danske billedbog og den danske ungdomsbog hyldet for sine kvaliteter. Tilbage stod endnu en gang litteraturen for de 9-12-årige som det store problem. Manglende kvalitet var den gennemgående diagnose - og for megen trang til belæring; med andre ord de sidste - og sørgelige - rester af den litteratur, som dominerede 1970'erne.

Vi kommer ikke uden om, at der er et problem, som samtidig er et paradoks, i og med at det er de 9-12-årige, som læser flest bøger.

Uforklarligt er det imidlertid ikke. Mange forfattere har nemlig åbenlyst den opfattelse, at der skal tages særlige hensyn til denne aldersgruppe, som netop er blevet læsere. De 9-12-årige er endnu ikke så trænede og erfarne, men har ikke længere mulighed for at støtte sig til en voksen højtlæser sådan som de mindre børn.

Denne hensyntagen giver sig udtryk i kortere sætninger, mere almindelige ord, få hovedpersoner, genkendelige miljøer (og dermed velkendte ord) og en misforstået finfølelse. Tænderne trækkes ud af litteraturen af bare hensyntagen. Tilbage bliver et fladt normalsprog og en ofte usynlig fortæller. Her udspilles en handling, men der er sjældent noget på spil.

Der er derfor heller ikke noget at sige til, at de nye læsere hurtigst muligt bevæger sig ind i det, der kaldes ungdomslitteraturen, og endda i voksenlitteraturen. Ikke alene er det sprogligt - om man vil: kunstnerisk - mere udfordrende. Det er også indholdsmæssigt mere spændende; for her er fortællingerne om den fremtid, der ligger lige foran en.

Manuskripter

Problemet blev for mig ganske godt anskueliggjort, da jeg her i foråret var dommer i Forums konkurrence om den bedste bog for lige præcis denne aldersgruppe. Det er en nordisk konkurrence med deltagelse også fra Sverige og Norge. Og det er en anderledes konkurrence, for i hvert land kåres der tre foreløbige vindere, som så sendes på forfatterværksted, inden de skriver deres bøger færdige og deltager i finalen. Vinderne, en fra hvert land, kåres den 14. september i år og modtager hver 100.000 kroner i præmie og honorar.

Til Forum indkom der 249 manuskripter, i Sverige cirka 80, i Norge cirka 40. Enten er talentmassen større i Danmark, eller også er det blandt danskere en mere udbredt opfattelse, at sådan en bog 'kan jeg godt skrive'.

Mere end 200 af manuskripterne kunne forholdsvis let afvises. Tilbage blev 28 i en afsluttende runde; alle blev de grundigt læst af de tre dommere. Til sidst samlede opmærksomheden sig om fem-seks manuskripter, hvoraf tre så blev valgt. De formentlig lykkelige forfattere skal nu gøre arbejdet færdigt.

De mange manuskripter giver et ganske godt billede af, hvilke opfattelser af litteratur for børn der findes i vort samfund. Hvad kan der skrives om, og hvordan skal der skrives? Man forstår efter endt læsning mere af, hvori denne del af børnelitteraturens problem består.

Jan og urkvinden

Jeg nåede i løbet af halvanden måned at læse, hvad der snildt kunne have været Jan-bog nummer 82, 83 og 84; kombinationen fire børn, en lang sommerferie, nogle mystiske mænd og fundet af smuglergods lever stadig videre som grundstof i børnelitteraturen. Det gør såmænd også 1970'ernes belærende og klassekampsorienterede børneroman; jeg indrømmer gerne, at det var et hjertegribende gensyn!

Men først af alt trives den opfattelse, at børnelitteratur for denne aldersgruppe skal være fantasy i en eller anden forstand. Jeg har som læser rejst gennem vildnis, over bjerge og ad floder, ligesom jeg er blevet truet af hekse, troldmænd og andre dæmoner. Jeg er omvendt blevet hjulpet af feer, urkvinder og svært bevæbnede mænd. Og jeg har udkæmpet lange kampe for at nå frem til borgen, hvor den onde enehersker bor, måske overvågende en a-skat (guld og ædle stene) eller en b-skat (den smukke pige). Sejrsbevidst har jeg vendt det sidste blad og stukket sværdet i skeden. For en sejr har det været - over kedsomheden.

De mange læsninger har tydeliggjort for mig, hvor svært det er at skrive vedkommende fantasy. Mange tror åbenbart, at de skriver sig tættere på kunsten, hvis de flytter sig væk fra den forkætrede (social)realisme. De tager fejl. Kunsten ligger ikke begravet et hemmeligt sted derovre i Landet på Den anden Side; den gemmer sig dybt inde i sproget selv.

Men der har også været glædelige, ja noget nær store øjeblikke. I hvert fald de tre danske manuskripter, som er gået videre i konkurrencen, tegner til at blive noget af det, vi har manglet. Her er den nytænkte magiske roman og det genresikkert fortalte eventyr i E.T.A. Hoffmannsk stil, båret af både fortællelyst og fortælleevne. Og så er der en nærværende, isnende realisme!

Især det sidste er glædeligt, for konkurrencen åbenbarede nemlig flere manuskripter, som - hvis forlagene er lydhøre og støtter forfatterne - kan føre os hen mod en ny realisme, som fastholder 1970'ernes indignation, men som er skrevet i et langt bedre sprog, ikke mindst med en fin fornemmelse for noget af det sværeste af alt: replikkerne.

Højdepunkter på vej

I floden af nyudgivne bøger for de 9-12-årige har der i de senere år været enkeltstående flot fortalte værker, højdepunkter, som ikke bare bibliotekarerne og lærerne har været glade for, men også børnene. Det gælder blandt andet Bodil Bredsdorffs Kragevig-bøger.

Forums konkurrence tyder på, at flere højdepunkter kan være på vej, også fordi noget af den galskab, som i de senere år har givet nyt liv til billedbøgerne og ungdomsbøgerne, nu også mødes i bøgerne for dem, der må finde sig i at blive omtalt som 'mellemgruppen'.

Torben Weinreich er forfatter, ph.d. og lektor ved Danmarks Lærerhøjskole. Han skriver fast for Folkeskolen