'Kend din folkeskole' hedder en 60-siders sag, som Kommunernes Landsforening (KL) udsendte i fredags.

Folkeskolens redaktion bad i god tid om lov til at læse med, så bladets læsere hurtigst muligt kunne få kendskab til, hvad skoleejernes forening anbefaler. Der blev venligt, men bestemt sagt nej, pjecen kunne først udleveres mandag formiddag - altså efter Folkeskolens deadline. Den journalistiske dækning side 22-23 og de følgende linier er altså produceret i løbet af nogle få timer ved at forsinke afleveringen. Nuancerne må læseren altså selv lægge til, når pjecen når frem til skolen.

At KL-pjecen ikke handler om undervisning, fremgår af undertitlen: 'Eftersyn af ressourceforbrug - styringsmæssige udfordringer.'

Det drejer sig om at få styr påøkonomien.

Det kan kommunale skattebetalere selvfølgelig kun være tilfredse med. Og både elever, forældre, skoleledere og lærere kan kun være enige i, at de penge, der bevilges til folkeskolen, bruges på den bedste måde. En hurtig skrålæsning af pjecen giver da heller ikke anledning til de helt store panderynker. Tonen er ikke nær så aggressiv, som den for eksempel var i 'Folkeskolens Økonomi' fra 1995; som værktøj betragtet er teksten ikke voldsomt skræmmende.

Forstå det ret: Det er ikke saksen, man skal kritisere, hvis æbletræet bliver beskåret, så der ikke kommer nogen frugter.

Og kommunernes opgave er vanskelig: Frem til år 2005 stiger folkeskolens elevtal med 20 procent. Der mangler både undervisningsmidler og bygninger, og skoleloven forudsætter, at der sker en lang række indholdsmæssige forandringer. Alt det skal der finde penge til - samtidig med, at kommunerne også presses på børne- og ældreområderne. Derfor er det rigtigt at give alle områder et økonomisk serviceeftersyn. Men pjecen giver ikke kun vejledning i, hvordan beskærersaksen skal bruges og vedligeholdes. Motorsaven bliver smurt, og øksen får en tur på slibestenen, selv om det ikke siges helt tydeligt:

'Det er interessant at analysere og sammenholde udviklingen i den gennemsnitlige klassekvotient med elevtalsudviklingen', hedder det. Og: 'Kommunalbestyrelsen bør vurdere, om forbruget af personaleydelser sikrer en høj prioritering af normalundervisning/elevernes ugentlige skematimer i forhold til anden undervisning, og øvrige opgaver, såsom tid til lejrskoler, ekskursioner, mødevirksomhed med videre.'

Når formuleringerne bliver krænget ud af den sproglige plastikindpakning, står der, at klassekvotienten skal op, og at der skal skæres i Ø-tiden. Økonomisk skoledrift handler om gennemsnitligt at sætte mange elever i klasserne. Dér kan de så sidde i tre rækker og lege stilleleg. Individuelle hensyn, holdundervisning, deletimer og tolærertimer er for dyrt. Hvorfor dog besøge virksomheder i virkeligheden og se på planter i skoven, når man kan læse om det i en bog?

Der er ikke den store sammenhæng mellem folkeskolens formål og de politisk-økonomiske overvejelser. Men faktisk står der noget om det: 'For at målene kan resultere i en reel styring af området, er det også vigtigt, at der er en sammenhæng mellem økonomi og mål, og at ændringer i de økonomiske forhold, herunder ressourcetildelingen, også medfører ændringer i målene.'

Sagt mere ligeud: Hvis folkeskolens ejere ikke kan eller vil betale den undervisning, der beskrives i folkeskoleloven, så bør man sige det. Og tage konsekvensen og forlange en anden lov. Der er inspiration at hente i 1937-lovens økonomi og pædagogik. Og i 70'ernes skolelukninger.

-th

Læs side 22

Det er ikke saksen, der skal kritiseres