Ankesag stoppet

Solrød Kommune anker ikke afgørelse i sagen om Jersie Skole

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Solrød Kommune vil ikke fortsætte sin anke i sagen om forældres overvågning af lærere på Jersie Skole. Det besluttede kommunens økonomiudvalg i sidste uge.

Kommunen havde anket Arbejdstilsynets påbud til Direktoratet for Arbejdstilsynet, men her fik kommunen ikke medhold i sin anke. Direktoratet afgjorde, at det var helt rigtigt af Arbejdstilsynets afdeling i Roskilde at gå ind i sagen om Jersie Skole og give et påbud til skolen om at tilrettelægge arbejdet sådan, at det var sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt.

Kommunen kunne have anket Direktoratets afgørelse videre til Arbejdsministeriet, men det har man besluttet ikke at gøre.

- Vi vil ikke bruge flere kræfter på dette. Arbejdstilsynet har sagt, at den sag er stoppet, og at vi har levet op til påbudet ved at tilbyde læreren andet arbejde, siger borgmester Mogens Baltzer, Venstre.

Samtidig har et enigt økonomiudvalg ifølge borgmesteren besluttet, at de ikke vil betale de 3,3 millioner kroner, som lærer Birte Jacobsens advokat har krævet. Pengene er udregnet som løn for de 20 arbejdsår, Birte Jacobsen har tilbage før pensionen, dog fratrukket den pension, der er optjent.

- Vi mener ikke, der er tale om et berettiget krav. Nu vil vi vente og se, om der bliver lagt sag an, siger Mogens Baltzer.

Birte Jacobsen har allerede bedt Lærerforeningen om juridisk bistand, og sagsbehandler i Lærerforeningen, Steen Dam, fortæller, at den juridiske bistand er bevilget. Lærerforeningen vil føre sagen om spørgsmålet om erstatning fra Solrød Kommune.

Kampvalg

På Jersie Skole er der i øvrigt lagt op til kampvalg om skolebestyrelsesposterne. En liste, hvor der blandt andre er forældre fra 1.b - den klasse, hvis forældre overvågede Birte Jacobsen - stiller op imod listen med den siddende skolebestyrelse. En af de opstillede på listen er John Kristiansen, som Birte Jacobsen kører en injuriesag imod.hela