Inger Lindholm har været lærer på Rønbjerg Skole i 26 år. I dag er hun tillidsrepræsentant for sine otte kolleger og klasselærer for 2. klasse, skolens eneste musiklærer samt matematiklærer for 6. klasse.

Hun har været en af dem, der var betænkelige ved pludselig at skulle 'dele' børnene med en pædagog. Som klasselærer har hun sin 2. klasse de første tre timer af dagen inden den lange pause klokken 10.30, hvorefter hun har 45 minutters musik eller matematik. Så 'overtager' pædagog Jette Eskildsen børnene klokken 12.15.

Folkeskolen har sat de to over for hinanden for at høre deres erfaringer om, hvad læreren kan bruge pædagogen til - og omvendt. Og hvor de to forskellige kulturer støder sammen.

Pædagog Jette Eskildsen:

- Vi bestræber os på i eftermiddagstimerne at have børnehaveklassen, 1. og 2. klasse på tværs, så de hver især kan vælge, hvad de har lyst til i tiden efter pausen. Vi prioriterer den frie leg højt, men sætter også selv noget i gang.

Lærer Inger Lindholm:

- Tre dage om ugen overtager Jette børnene i de to sidste timer, resten er undervisning med lærerne. Så vi er aldrig sammen om børnene rent fysisk. Tværtimod skelner vi ret skarpt.

Pædagogen:

- Ja, vi udfører det arbejde, vi er vant til.

Hvad gør I så, som I ikke er vant til?

Læreren:

- Vi er ikke vant til at sidde og planlægge året sammen med pædagogerne.

Pædagogen:

- For eksempel har vi planlagt et emne om Afrika sammen, hvor vi får besøg af den kvindelige ambassadør fra Burkino Faso. Og vi har haft et projekt om 'indianere', hvor Inger lærte dem at synge og spille om formiddagen, og jeg lavede dragter og legede med dem om eftermiddagen.

- Det er noget nyt for os to at arbejde sammen, og vi taler meget om børnene. Har en af os haft en konflikt, skynder vi os at fortælle den anden om den, så børnene ikke behøver at bruge mere krudt på det end højst nødvendigt.

Læreren:

- Jeg tror på, at det er rigtig godt for børnene, at vi samarbejder. Det er det, der giver helhed i deres tilværelse. Ligesom det giver tryghed, når vi snakker godt sammen med forældrene. Men det giver også mig noget som lærer. Jette ser på børnene ud fra en anden synsvinkel.

Pædagogen:

- Det handler om, at jeg som pædagog i princippet kunne sætte mig ned med en dreng i to timer. Det kan læreren ikke. Som pædagog er jeg jo ikke vant til at skulle tage mig af 12 børn påén gang. Men det er lærerens vilkår.

Læreren:

- Ja, I har ikke det pres, at I skal lære dem at læse. Det gør en forskel.

Pædagogen:

- Men det er bestemt også en læreproces for børnene. De skal vænne sig til, at vi er ligeværdige, og at de lige så godt kan henvende sig til den ene som den anden. For de hænger sig meget i, hvem der bestemmer! Det er for eksempel læreren, der 'ejer' klasselokalet.

Læreren:

- Men når de skal ned på lærerværelset og have plaster på, er det Jette, de går hen til! De fornemmer helt tydeligt, at omsorg, det er pædagogen. Og det ville være rart at få blødt op!

- Noget, der kan få mig op af stolen, er, når man siger, at lærere er gode til at undervise, mens pædagoger er gode til det kreative. Det kan godt irritere mig. For jeg mener, at der i høj grad også er kreativitet forbundet med undervisning i dansk og matematik. Pædagoger er mere legeprægede, men jeg mener ikke altid, at leg er mere kreativt end undervisning!

Pædagogen:

- Ud over, at det er børns egen kreativitet, der styrer legen.

Læreren:

- Da vi definerede projektet, blev faggrænserne sat skarpt op, og lokalt blev DLF lagt for had. Men i dag kan jeg ikke se, at der er nogle fagforeningsmæssige forhold, der behøver at begrænse dét, vi vil. Det siger jeg som tillidsrepræsentant. Jeg er godt klar over, at vi er inde i et grænseområde. Lærerforeningen vil jo også skolens bedste, og man kan sagtens varetage lærernes arbejdsforhold og medvirke til skolens udvikling, for eksempel i samarbejdet med pædagogerne.

Pædagogen:

- Jeg har heller ikke oplevet modstand fra min faglige organisation, BUPL, Forbundet for Pædagoger og Klubfolk.

Hvad siger I til konflikten om organisationstilhørsforhold?

Pædagogen:

- Det må de faglige organisationer afklare, og hvad de finder frem til, retter jeg mig efter. At det så har været utilfredsstillende at være uden ansættelsesbrev, er en anden sag. Jeg har ingen kommentarer til konflikten.

Læreren:

- Jeg synes, du bør være ansat som børnehaveklasseleder og organiseret i DLF, ligesom vores anden børnehaveklasseleder. Og du er så meget med i skolen, at du ville have gavn af for eksempel Lærerforeningens kurser.

Pædagogen:

- Jeg synes, de må kunne finde ud af det. Det er utilfredsstillende at være med i nogle timer, hvor man føler sig som påhæng. For eksempel havde jeg sidste år nogle gymnastiktimer sammen med en idrætslærer, og da DLF siger, at det er læreren, der står for undervisning og planlægning, måtte jeg ikke være med i planlægningen. Idrætslæreren syntes også, det var forkert, at det var ham, der skulle stå for det hele. Jeg var der bare! Senere fandt vi så en arbejdsfordeling, der kunne bruges.

Læreren:

- Jeg synes nu, det er rigtigt, at den faglige baggrund skal være der. For mig går grænsen på spørgsmålet, om du har en faglig baggrund eller ej, også i gymnastiktimen.

Pædagogen:

- Jeg har også den holdning, at det må være læreren, der varetager undervisningen. Så skal der bare ikke kobles en pædagog på! Det er utilfredstillende ikke at være ligeværdig.aw

Noget, der kan få mig op af stolen, er, når man siger, at lærere er gode til at undervise, mens pædagoger er gode til det kreative