Nybagt lærer. Man bliver ansat på en skole, hvor gennemsnitsalderen for lærere - 45,4 år - er den herskende årgang. Man kommer som den eneste unge, får et dårligt skema, er overladt til sig selv. Og der er ingen hjælp at hente nogen steder.

Sådan siger myterne, men på Møllevangskolen i Århus er gennemsnitsalderen 39 år. 11 af lærerne er under 30, fem af disse er - hvor utroligt det end lyder - mænd.

Den ene hedder Carsten Yding, 27, gift og har en datter på to år. Han blev færdig påÅrhus Seminarium i sommeren 1995 og har siden været ansat på Møllevangskolen. Og han er glad. Glad for at være lærer.

Han deler klasselærerfunktionen i en 2. klasse og underviser eleverne i matematik, natur/teknik, billedkunst og kristendom. Han er koordinator for skolens tosprogscenter og underviser også en 5. klasse i natur/teknik, kristendom og historie.

- Jeg føler mig godt modtaget på skolen, de andre er meget hjælpsomme og øser ud af deres erfaring, når man henvender sig. Ledelsen viser tillid, og døren til kontoret står åben. Og man har mulighed for at få indflydelse på sit eget skema.

Skolen har en politik om, at alle lærere kommer til udviklingssamtaler en gang om året. Alt sammen virkelig positivt. Men der har også været episoder, hvor der har været anledning til grå hår.

Første skoledag var angstens time. Han havde kun mødt eleverne i den daværende 1. klasse to gange. Meget kort. Forældrene havde han aldrig set.

- Det var rædselsfuldt, men det var en befrielse, at det ikke var mig, der var klasselærer. Sidste år havde jeg klassen til musik, så jeg skulle synge en velkomstsang med dem. Jeg gik fra bord til bord og sang 'hej velkommen' og nævnte alle ungernes navne.

Problemet var bare, at jeg glemte et bord.

Den skrappe lærer

I begyndelsen forsøgte eleverne at løbe om hjørnerne med deres nyudklækkede lærer. Carsten Yding mener selv, at problemet er, at man som ung lærer heller ikke helt selv ved, hvad man mener lige nu og her.

- Jeg gik ud fra seminariet med nogle humanistiske tanker om, hvordan det nu skulle være. Jeg har sgu været nødt til at lægge noget af det på hylden og så være den skrappe lærer i en periode, og nu, hvor ungerne ved, hvor jeg står, synes jeg, der er blevet mere plads til at være både menneske og lærer.

Praksischok. Også han må indrømme, at han i begyndelsen forholdt sig til alt for meget.

- I starten skulle alting op at vende, selv den mindste lille ting skulle debatteres. I en periode gik jeg ind i alle konflikter og dramatiserede dem i klassen. Børnene begyndte at dyrke det, og så gik der et kvarter med dét i hver eneste time. Men egentlig handlede det vel bare om lidt pylren om sine egne små.

Alle de praktiske ting med at tømme sit dueslag, låne bøger, føre protokol, have styr på kaffeordning, kopimaskine og oprydning i klassen har været fuldstændig uoverskuelige i begyndelsen.

- Der er så mange uskrevne regler, og det har været svært med alle de praktiske ting. På et tidspunkt bagte jeg med 1. klasse. Der var mel over det hele, og vi har gulvtæpper på gangene. Man kunne selvfølgelig se de hvide fodspor helt ud i skolegården. Så klagede rengøringen og proklamerede, at det måtte vi selv fjerne. Der sad jeg så med håret i postkassen, for det er altså ikke skidesjovt at kvaje sig over for eleverne.

- En anden ting, der har overrasket mig meget, er, hvor meget tid af undervisningen der går med socialisering - opdragelse. I starten havde mange børn glemt blyanter, linealer og alt muligt andet. Det skulle de så lige låne, og det gav et utroligt højt støjniveau. Nu har forældrene fået at vide, at de ting bare skal være i orden, for der er simpelthen ikke tid til det.

Frygt for forældre

Samarbejdet med forældrene var det, han frygtede mest.

- Forældresamarbejde har man ikke med fra seminariet, for uanset hvor meget praktik der er, ser man ikke forældresiden. Det eneste, vi beskæftigede os med på seminariet, var sådan noget med, hvordan tilrettelægger man forældremøder, og så prøvede vi nogle værdispil, som jeg da også har liret af direkte nede i 1. klasse. For der havde jeg noget at holde fast i.

- Pyhha! Det er godt, at det første forældremøde er overstået. Det var enormt hyggeligt, men dagene op til var knap så hyggelige. Man er så bange for, at man ikke gør det godt nok. Hvor langt kan man gå, hvad kan man tillade sig, og hvilke krav kan man stille til forældrene. Jeg tror igen, det handler om, at jeg som ung lærer skal finde ud af, hvor jeg selv står, og hvad jeg selv synes er rimeligt.

Kammeratlige klap

Selvom Carsten Yding får masser af opbakning fra kollegaerne på Møllevangskolen, tæller rådene fra de ældre lærere ikke altid, de har nemlig opbygget en autoritet, og børnene kender dem.

- Jeg har stadig kontakt med mine seminariekammerater, men desværre for lidt. I starten havde jeg stort behov for at snakke med dem og udveksle erfaringer. De ældre lærere hjælper meget, men det er ikke altid nok. Nogle gange har jeg mere behov for at spørge en af de andre nye: 'Hvad gør du - for dig respekterer de heller ikke!' Nybagte lærere bør faktisk planlægge at mødes en gang imellem for at bakke hinanden op.

På lærerværelset bliver der talt meget, og der er ingen generationskløft. Kun en gang har han følt sig trådt på.

- Vi havde et møde om regler på skolen, og i min gruppe sagde jeg, at det vigtigste for mig var respekten for hinanden. En ældre lærer råbte: 'Du har da forladt seminariet. Det skal ikke være sådan nogle højtflyvende begreber, men facts, vi skal have på bordet.'

- Jeg kunne godt forestille mig, at de ældre lærere mener, at vi unge er for vage, for svævende og for teoretiske.

- Det er absolut en fordel, at vi er så mange unge her på skolen, for jeg føler også, at jeg er med til at forme skolen.

Snakken går

Der bliver talt meget om, at den pædagogiske diskussion på lærerværelset er gået i stå. Det passer ikke på Møllevangskolen i Århus.

- Vi unge kommer hele tiden med alle vores problemer, så helt konkret kører den pædagogiske diskussion. Men didaktisk kører den ikke, jeg savner en bevidsthed om, hvorfor det lige er, at vi synes, som vi gør.

- På seminariet var didaktik virkelig hittet, og det var et chok at opdage, hvordan det ser ud i virkeligheden. At den pædagogiske snak fylder så meget skyldes måske, at lærerrollen handler så meget om opdragelse.

Han er generelt tilfreds med seminarietiden, og han følte sig ganske godt forberedt på at starte som lærer, men er godt klar over, at mange af studiekammeraterne ikke er enige med ham. Der er dog et par ting, han kunne have ønsket anderledes.

- Jeg ville gerne have været alene i praktik og så have haft mulighed for at indgå i nogle tværfaglige forløb ude på skolerne. I nogle af mine praktikker fik vi bare stukket en lærervejledning og et system i hånden, og så kørte vi det, fordi det var nemt. Der skulle måske stilles større krav til, at man tilrettelægger et forløb fra start til slut.

Sjovt og levende

Det bedste ved at være lærer er, ifølge Carsten Yding, at man kan prioritere sin egen tid, og så er det et sjovt og levende job, der giver masser af guldkorn fra børnene. Her er et af de nyeste:

- Jeg skulle hjælpe en af mine to-sprogede elever med at analysere en reklame. Den forestiller et ungt par, der står og kysser hinanden ved siden af nogle togskinner, og i baggrunden ser man et tog. Sloganet er: 'Der kommer altid et tog mere om en time.' Eleven havde så lavet et nyt slogan, der lød: 'Du kan altid nå at kysse din kæreste inden rejsning.'

Gode oplevelser og masser af opbakning. Jo, han mener, det er fedt at være lærer. Noget, der til gengæld irriterer ham, er den udskældte rolle, lærerne har i samfundet.

- Jeg har behov for at føle, at mit arbejde bliver værdsat, og at folk ved, at jeg gør det ordentligt. Og det føler jeg bestemt ikke med al den aviskritik, siger Carsten Yding.

Efter hans mening er den vigtigste opgave for Danmarks Lærerforening lige nu at forbedre lærernes image.