Debat

Landsforening ødelægger skolen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Igen en fuldstændig meningsløs diskussion om folkeskolen er begyndt. Kommunernes Landsforenings udspil om nyt lønsystem vil helt klart være med til yderligere at skabe frustrationer, mindreværd, manglende engagement og opgivenhed hos mange offentligt ansatte.

Derfor efterlyser jeg politikere, som ville starte og deltage i en debat om folkeskolen, hvor hovedformålet er at skabe en kreativ undervisningsatmosfære, hvor lærere, forældre, skolebestyrelse og kommunalbestyrelse sammen føler et ansvar for skolens udvikling.

Vi har så mange problemer i vort samfund, og der er ingen mulighed for at løse dem, hvis vi ikke skaber ordentlige forhold i folkeskolen, hvor børnene virkelig lærere at tilegne sig nye færdigheder, ny viden og gode sociale samværsformer. Tre kvaliteter (færdigheder, viden, sociale normer), som børnene senere som voksne kan bruge til konstant at udvikle sig menneskeligt og fagligt. De tre kvaliteter er højst nødvendige i et samfund, som på alle områder er i forandring.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Vi skaber ikke gode kreative arbejdsforhold med alt, hvad det indebærer i et klasseværelse, hvis politikere i Folketinget og i Kommunernes Landsforening primært er interesserede i at reducere lønudgifterne i folkeskolen samtidig med, at de udvider klassekvotienten. Politikerne burde i langt højere grad interessere sig for den pædagogiske udfordring, der ligger i et informationssamfund, hvor underviserne ikke får den videreuddannelse, de maskiner og det software, som absolut er nødvendigt for at leve op til kravene i det teknotroniske samfund, hvor informationsteknologien allerede har skabt store forandringer.

Kommunernes Landsforenings udspil skaber mere bureaukrati, flere indbyggede konfliktmuligheder såvel mellem kollegaer som mellem lærere og ledere, mellem skolen og skolebestyrelsen og mellem skolebestyrelsen og kommunalbestyrelsen. Jeg skal ikke komme ind på alle de problemer, som kommunernes overtagelse af folkeskolen har fået.

Kommunernes Landsforening burde tænke på børnenes ve og vel. På forældrenes ønsker om en skole, der gav børnene tryghed og mulighed for en undervisning af høj karat. I et samfund i så hastig forandring, som det vi lever i, burde skolen have en meget mere fremskudt plads i politikernes opmærksomhed. Vi skaber i dagens folkeskole frygt hos børnene, ikke tro på fremtiden. Fremtiden skal bygges på det, som børnene lærer i dag. Og det, jeg ser, skaber ikke overbevisning i mig om en god fremtid. Lærernes arbejdsforhold er for dårlige. Konfliktområderne er for store, og resultaterne er for dårlige.

Politikerne har altid ansvaret for det samfund, som vi lever i, og de samme politikere skaber forudsætningerne for det samfund, som vi og vore børn kommer til at leve i. Med dette i erindring burde mange politikere interessere sig noget mere for folkeskolen og dens vilkår.

Folkeskolen har det dårligt. Og den får det endnu dårligere, hvis det er den slags tanker, som Kommunernes Landsforening nu kommer med, som bliver bestemmende for undervisningen. Ikke en bedre skole med mere kvalitet i undervisningen, mere kreativitet i klasseværelset, ikke en bedre social omgangsform mellem lærere indbyrdes eller mellem lærerne og børnene eller lærerne og ledelsen eller skolen og skolebestyrelsen.

Bent Bundgaard

Storvorde