Vi tror, vi er i kontakt med hele verden – men måske slet ikke med vores klassekammerat eller vores nabo. "Ai-ai-ai" er en både kropslig, mærkelig, tankevækkende og morsom forestilling.

Egnsteatret i Roskilde, Aaben Dans, har de senere år været nyskabende inden for teater, hvor dans, lyd og skuespil går op i en højere enhed. Et af Aaben Dans succeser er den Reumertvindende børneforestilling "Ai-ai-ai" - fra det engelske AI, Artificiel Intelligence, kunstig intelligens.

Vi møder Folmer, Ole og Antoinette, tre meget kropslige spillere, i en grotesk fortælling om kroppens og vores eget møde med den digitale og automatiserede verden. Danseren Antoinette Helbing smyger sig ud af et sølv-grå-meleret bagtæppe og siger hej til børnene. Hun bruger sin krop som musik og klasker sig på lårene for at gøre huden rød. Som en sand akrobat viser hun os alt, hvad hendes smidige krop kan udføre af kolbøtter, piruetter og frie fald - og hun har med sit livlige kropssprog den umiddelbare kontakt til publikum.

Bag hende står et gammelt 12-tommer tv, og en temmelig introvert Folmer Kristensen er dybt involveret i den gamle blockbuster ”Borte med Blæsten”. Han kan alle Clarks Gables replikker udenad, hvor han først skælder Scarlett ud og derefter siger, at han elsker hende. Vi ser tv’et bagfra, og hans ansigt er kun oplyst af et blåt lys fra tv-apparatet, og vi ser, hvordan han præcist mimer til lydsporet af Rhett Butlers replikker – han er helt i sin egen verden. Folmer Kristensen spiller den endimensionelle mandefigur med stor ironi og komik, og selvom ”Borte med Blæsten” måske ikke siger nutidens børn meget, så fatter de det groteske i den kunstige, romantiske verden fra Hollywood.

Netop det ønsker børnenes repræsentant, Antoinette, at gøre oprør mod. Hun danser hen mellem ham og tv-apparatet for at fange hans opmærksomhed - men uden held.

Som en kropslig klippe dukker forestillingens tredje danser op. En veltrænet kæmpemand står på sine træstammetykke ben, foroverbøjet med begge hænder, der omkranser hans isse, så huden rynker og ligner en valnød – hans hjerne. Han står stiv som en statue, indtil det viser sig, at skuldrene kan rejse sig som to kyllingevinger. Så begynder kroppen at kunne alle mulige ting, og mekanisk begynder manden at gå som en robot med abrupte, afmålte bevægelser. Han går hen over gulvet med staccatoskridt og albuer, der tegner firkanter i luften.

Han er en kropslig maskine, og lige meget hvad Antoinette gør af kunster, får hun aldrig øjenkontakt med ham. De danser dog sammen, og vi forstår, at hendes medmenneskelighed på en eller anden måde påvirker ham. Lyset skifter i gult, rødt og blåt på bagtæppet, og de tre figurer danser rundt om hinanden, uden at de rigtig kommer i harmoni med hinanden.

Forestillingen stiller det velkendte spørgsmål: Vil maskinen tage magten fra mennesket? Med Aaben Dans udgave er det oplagt efter forestillingen at tale med børnene om, hvordan vi bruger vores digitale devises? For hvordan er man egentlig rigtig sammen med nogen? Og hvad hvis den, man er sammen med, faktisk er en maskine?

Som en fra børnepublikummet udtrykte det: ”Hvor var han uhyggelig, den robotmand, ham kunne jeg ikke tænke mig at blive ven med”.