Venstres Ellen Trane Nørby er ikke tilfreds med arbejdstempoet i ministeriet hos Pernille Rosenkrantz-Theil.

Redegørelsen om skolereformen er forsinket endnu engang

"Mon den nogensinde kommer?", spørger Venstres Ellen Trane Nørby. Hun har nemlig modtaget et nyt svar fra undervisningsministeren, hvoraf det fremgår, at den stærkt forsinkede redegørelse om folkeskolereformen er blevet forsinket – igen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er efterhånden slået fast med syvtommersøm, at den omdiskuterede folkeskolereform fra 2014 ikke har haft den planlagte effekt på elevernes trivsel og læring - men til gengæld er det endnu uvist, hvilke ændringer regeringen måtte have planer om at foretage i reformen.

For undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils (S) længe ventede og afsluttende redegørelse om folkeskolereformen lader nemlig vente på sig, og nu viser det sig, at redegørelsen er yderligere forsinket i forhold til tidligere.

Senest lød forventningen i ministeriet, at den stærkt forsinkede redegørelse i stedet for i marts ville blive offentliggjort i slutningen af april:

"Dette har dog desværre vist sig ikke at være muligt at nå grundet coronasituationen. Jeg forventer,  redegørelsen om virkningerne af folkeskolereformen anmeldes til Folketinget i Maj II", lyder det i et nyt svar fra undervisningsministeren til Venstres undervisningsordfører, Ellen Trane Nørby.

Interessen for redegørelsen er ikke blevet mindre efter, at undervisningsministeren i november i folketingssalen slog fast, at der er behov for ændringer af folkeskolen i elefantstørrelse. 

Forsinket redegørelse om udskældt skolereform er mere forsinket 

Som led i aftalen om folkeskolereformen, der trådte i kraft 1. august 2014, blev det besluttet, at ministeren senest fem år efter lovens ikrafttræden skulle udarbejde en redegørelse "om lovens virkninger og eventuelle behov for ændringer".

Senere tilsluttede folkeskoleforligskredsen sig, at ministeren kunne vente med at aflevere redegørelsen til foråret 2020. Men så kom corona - og redegørelsen blev atter udskudt. Denne gang til efteråret. Men denne tidsplan holdt heller ikke, og redegørelsen blev udsat til først primo marts, og herefter sidste halvdel af marts i år. Siden indtrådte så en ny forsinkelse, og redegørelsen blev udskudt til slutningen af april. Og nu meddeler ministeren altså, at redegørelsen igen er forsinket og kan forventes i slutningen af maj.

Venstre: Det haster

Venstres undervisningsordfører, Ellen Trane Nørby, er stærkt kritisk over for forsinkelserne, for det haster med at få ændret reformen - ikke mindst ved at sikre skolerne mere frihed lokalt, understreger hun.

"Det her er helt vildt. Jeg tænker da efterhånden, om den redegørelse nogensinde kommer", siger Ellen Trane Nørby til folkeskolen.dk

Hun sammenligner ventetiden på redegørelsen med fortællingen om 'Peter og Ulve'n.

"Da ulven endelig kom, var der ingen, der troede på Peter længere. Og sådan har jeg det efterhånden med den redegørelse. Jeg begynder efterhånden oprigtigt at tvivle på, om den kommer inden for det her skoleår. Og dermed er den jo udsat ikke bare i månedsvis, men i årevis", siger Ellen Trane Nørby.

Hun mener, at indholdet i redegørelsen kan ende med at være forældet, inden den offentliggøres.

"Men det ændrer jo ikke på, at vi ønsker at få lavet de justeringer af reformen, der er nødvendige i forhold til at sikre flere frihedsgrader til skolerne, og i forhold til også at sikre, at der kommer mere rum til at sikre faglighed og trivsel på den enkelte skole. Så jeg er efterhånden mere interesseret i, at ministeren overhovedet får indkaldt til noget - men det har jo desværre endnu længere udsigter", siger Ellen Trane Nørby.

Folkeskolereform: Mens vi venter på ministeren

Powered by Labrador CMS