Debat

Faglige resultater kommer ikke af sig selv, men det gør forpligtigelse for fællesskaberne heller ikke

Succeskriteriet for denne periode med nedlukning og nødundervisning afhænger i høj grad af, hvor fokus lægges, hvilke øjne der ser, og hvilke kompetencer og færdigheder der betragtes som livsduelige.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er pt. stor fokus på elevernes tabte læring bl.a. fra Lederne (Faglig organisation), der til Altinget.dk d. 24.01 skriver, at de frygter, at vores afgående elever ikke har opnået de nødvendige kompetencer til at gå videre på ungdomsuddannelserne [...] eller ud på arbejdsmarkedet. Selvfølgelig kan undervisningen ikke overføres 1:1, selvfølgelig kan skærm ikke afløse øjenkontakt og et kram, og selvfølgelig er der udfordringer forbundet med træning og udvikling af specifikke færdigheder i given stund. 

Som lærer er det bl.a. min opgave at hjælpe eleverne til at bliver uddannelsesparate (personligt, socialt og fagligt). Jeg oplever, at den bevågenhed, der er på elevernes påståede tabte læring, i høj grad fokuserer på de faglige resultater, man tilsyneladende har en ringe tiltro til. 

I en situation som denne er det nemt at have fokus på det, vi gerne vil, men ikke kan - men der er altså også meget at glædes over. Vi lærte sammen i foråret og helt ærligt, så blev de unge mennesker udsat for lidt af hvert. De blev mødt med sætninger som: “Jeg har sporadisk kigget på programmet - ved I, hvad sporadisk betyder?” (Svaret: “Ja, det betyder, du ikke ved, hvordan det virker.”) - men ved I hvad, vi fik det (de fik det) til at virke. Det er den måde, jeg oplever, eleverne møder til undervisning… det er den måde, de møder hinanden og mig på. 

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Skift fokus, se det de kan, det der lykkedes. Elever i 1. klasse online opmærksomt lyttende. Elever i 5. klasse, der synger fødselsdagssang for veninderne i deres nyetablerede (online) lektiegrupper. Mine 8. og 9. klasseselever for hvem der til min store glæde ikke lader kommende prøver få det mentale overtag, som står for online fællessang for forældregruppen, som hjælper de klassekammerater, der er udfordret, hvad enten det handler om teknik, opgaveløsning eller trivsel. Vi ved, der er elever, der er vant til yderligere stilladsering og guidning, og netop det er vanskeligt her under nedlukningen, men jeg oplever, at disse udfordringer i langt højere grad løftes i fællesskab, eleverne og jeg imellem.

Jeg glædes hver dag, når jeg ser dem - for jeg ved, de ser hinanden! 

Den tabte læring? Jeg afgiver gerne de 10 sider i dansktekstopgivelserne, som jeg med sikkerhed ikke når, og i historie bliver den kolde krig givetvis lidt kortere. For det, vi måske har tabt i læste sider, er vundet i noget, vi ikke kan sætte tal på. Eleverne mister jo ikke deres historiebevidsthed og kildekritisk sans, fordi vi ikke når det sidste emne!

”Jeg knytter meget dannelsesbegrebet til en idé om etik og medborgerskab og forpligtelse på fællesskaberne. Dannelse er at vokse ind i fællesskaberne og tage vare på dem og videreføre dem efter bedste evne. [...] Et dannet menneske er et ordentligt menneske.” Svend Brinkmann, professor i almen psykologi til Kristeligt Dagblad (29.07.2017)

Kære skeptikere - Hvis der er én ting, jeg med sikkerhed kan love jer, så er det, at de elever, jeg sender videre til sommer, har opnået de nødvendige kompetencer. Men ved I hvad - helt gratis og uden I efterspørger det, så garanterer jeg jer, at hver og en af dem også er et ordentligt menneske.