Alle elever over 12 og ansatte som møder i skole i Danmark opfordres til to ugentlige coronatest.

Corona: Elever i nødundervisning bør også testes to gange om ugen

Alle elever over 12 år og ansatte, som møder i skole, opfordres til at blive testet, så de til hver en tid har et negativt testsvar, som ikke er mere end 72 timer gammelt. Det gælder også elever, der får nødundervisning på skolen, mens klassen er hjemsendt.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I denne uge genåbnede skolerne for elever på Bornholm og for afgangselever i Vest- og Nordjylland. Inden genåbningen forventede flere, at Børne- og Ungeministeriets kraftige opfordring til, at elever over 12 år bliver testet to gange om ugen, kun gjaldt i de dele af Danmark. Men tæt på genåbningen blev det klart, at opfordringen gælder hele landet - og dermed også for elever, der er i nødundervisning på skolen, mens resten af klassen er hjemsendt, og som udgangspunkt også for elever på specialskoler. 

Formand for landets skoleledere Claus Hjortdal fik først beskeden fredag aften kl. 23.15.

"Vi har siddet og ventet på nogle retningslinjer, der kom i god tid. Men de kom sent, fordi retningslinjerne om test skulle koordineres med KL", siger Claus Hjortdal og fortæller, at det først sent er gået op for flere skoleledere, at opfordringen gælder for elever på skoler over hele landet.

"Det tror jeg ikke, at kommunerne og skolerne har været forberedte på".

Han mødtes i går med KL, hvor han understregede, at kommunerne har ansvaret for testdelen, mens skolerne har ansvaret for undervisningsdelen.

"Der er et kæmpearbejde", siger han og forklarer, at det må være kommunerne, der står for indhente samtykkeerklæringer om test fra forældre til elever under 15, og også kommunerne, der står for smitteopsporing i forbindelse med smitte på en skole.

"Vi har brug for, at kommunerne hjælper med at ringe til forældrene", siger han. 

Ny teststrategi: Store skoleelever skal testes to gange om ugen på skolen 

Skole og forældre: To ugentlige test stiller store krav til forældre 

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil og socialminister Astrid Krag har sendt et brev ud til alle skoleelever og deres forældre for at minde om muligheden for at komme hen på skolen til nødundervisning. Men kommer man på skolen, er opfordringen til forældrene, at eleverne testes to gange om ugen.

Formand for Skole og Samfund Rasmus Edelberg kan godt forstå opfordringen, selv om den kan være udfordrende for forældrene.

"Hvis de test skal gennemgøres så intensivt, som det anbefales, så stiller det store krav til den enkelte. Det vil tage tid, før man får en tilfredsstillende høj procent, der bliver testet. Vi anbefaler, at man får testet børn, når de kommer i skolen, for det betyder, at det bliver sikrere at komme i skolen", siger Rasmus Edelberg.

Han synes, at opfordringen om så massiv testning af elever i skole giver grund til nogle principielle overvejelser.

"Det gør det i forhold til det her med, hvor hårde krav, man kan stille for adgang til skolen. Vi skal holde skolerne åbne for så mange som muligt, men også på en sundhedsmæssigt forsvarlig måde. Det udvikler sig hele tiden politisk, og virussen udvikler sig også. Der er skiftende meldinger, som bliver præciseret i forskellige skridt, så nogle, der måske ikke følte sig omfattet i første omgang, nu er det.  Men måske er det bare nødt til at være sådan", siger han. 

Mistrivsel: Ministre vil have flere børn i nødundervisning 

Skoler skal ikke tjekke testresultater

Børne- og undervisningsministeriet præciserer med henvisning til spørgsmål/svar om covid-19 på ministeriets hjemmeside, at der ikke er krav om test i skolen, men at der er tale om en opfordring. Desuden peger ministeriet på, der er undtagelser fra opfordringen, som er særlig relevante for specialskoler.

Undtaget for opfordringen er elever og ansatte, der af medicinske årsager ikke bør få foretaget en PCR- eller antigentest. Man er også undtaget, hvis man har en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, som gør man ikke bør tage en test. Desuden er ansatte og elever, der tidligere har været smittet med covid-19 undtaget opfordringen, hvis de kan fremvise dokumentation for et positivt undersøgelsesresultat, som på fremvisningstidspunktet er mindst 14 dage og højst 12 uger gammelt.

"Fordi det kun er en opfordring at lade sig teste, skal skolen ikke kontrollere testsvar", står der i spørgsmål/svar fra ministeriet. 

Læs mere