Pædagogik
18   80

Skældud er magtmisbrug – og det hjælper ikke

82 procent af lærere og skolepædagoger skælder ud, viser undersøgelser. 100 procent af alle skolebørn hader det. Det er budskabet i en ny bog, som hævder at kunne vise vejen til en skole uden skældud.

Louise Klinge har arbejdet med relationer i skolen, siden hun påbegyndte sin ph.d. i 2011. Mette Thor Jørgensen har i 17 år undersøgt, hvordan man som lærer kan undgå at skælde ud. Og Erik Sigsgaard har, med egne ord, arbejdet med vigtigheden af at tale pænt til børn »siden forrige århundrede«. Nu har de sammen udgivet bogen »Skole uden skældud - hvorfor og hvordan«.

Hvad er efter jeres mening bogens vigtigste pointe?

Artiklen fortsætter under banneret

»Når du skælder ud, misbruger du faktisk din samfundsgivne magt«, siger Louise Klinge. »Det er dig, der er den stærke, og barnet, der er den svage. Når man hører, hvordan børn oplever at blive skældt ud, hvor store omkostninger det har, så må man konkludere, at det er misbrug af magt at skælde børn ud«.

»Lærere og pædagoger har verdens vigtigste job og det største ansvar overhovedet. De står med fremtiden i deres hænder, og den skal de forme hver dag«, siger Mette Thor Jørgensen. »Og der følger et ansvar med, som man skal leve op til. Bum! Blandt andet at vi skal tale pænt til de skønne unger. Også når vi er pressede. Hvis vi skal opnå verdens bedste skole, er ingen skældud et meget konkret sted at starte«.

Så verdens bedste skole er en skole uden skældud?

»Det er en vigtig vej at gå for at komme derhen. Der er også andre veje«, svarer Mette Thor Jørgensen. »Men skældud har så stor betydning for børnene og deres trivsel, udbytte og skoleglæde. Så hvorfor ikke starte der?«

»Jeg sidder her med et citat fra en pige i 3. klasse, som siger om skældud: 'Skældud, det er at råbe i ansigtet. Det er sådan noget, man bliver rigtig rystet over'«, siger Erik Sigsgaard. »Sådan siger alle børn, ikke med de ord selvfølgelig, men med det indhold. Og vi må ikke glemme, at skældud er smitsomt. Børn, der er blevet skældt ud som børn, skælder deres børn ud, når de selv bliver forældre. Ikke alle, men nok. Så hvordan får vi brudt den kæde?«

»Det spørgsmål må lærere og pædagoger stille sig selv hver dag, når de står der med guldklumperne. Hvad vil vi give videre? Hvad skal børnene tage med sig ud i skolegården og ud i deres voksenliv?« spørger Mette Thor Jørgensen.

TRE TRIN TIL AT UNDGÅ SKÆLDUD

De tre trin til at undgå skældud skal ikke nødvendigvis bruges i den nævnte rækkefølge. På folkeskolen.dk/1849605 kan du finde et kapitel fra bogen, som gennemgår metoden og har flere eksempler på hjælpesætninger.

Trin 1: Vær rolig

Stop dig selv og din automatreaktion, for eksempel i forbindelse med skældud, bebrejdelse eller irritation. Vær bevidst om dit kropssprog, som bør være imødekommende. Din stemmeføring bør befinde sig i et normalt leje.

Eksempel på en hjælpesætning, der kan bruges på trin 1:

»Vi taler sammen, når du er klar. Nogle gange skal man lige sidde og falde til ro, før man er klar til at tale«.

Trin 2: Vær nysgerrig

Dan dig et overblik over situationen. Stil opklarende spørgsmål på en ikkedømmende måde. Prøv at se konflikten i et lærings- og dannelsesperspektiv, og husk på, at konfliktløsning er en uundgåelig del af skolehverdagen og en vigtig del af børnenes socialiseringsproces.

Eksempel på en hjælpesætning, der kan bruges på trin 2:

»Husk, at problemer er til for at blive løst. Vi kan ikke undgå dem - men det gode ved dem er, at vi kan lære noget«.

Trin 3: Vær hjælpsom

Fortæl børnene, hvad du gerne vil have dem til at gøre, i stedet for at nævne de ting, de ikke må. Dermed skaber du muligheder og åbninger, som børnene gladeligt griber ved at begynde at hjælpe konstruktivt til med at løse konflikten.

Eksempel på en hjælpesætning, der kan bruges på trin 3:

»Hvad kan I gøre en anden gang, hvis det samme sker? Og hvad kan man mon lære af det, der er sket?«

Kilde: »Skole uden skældud - hvorfor og hvordan« af Erik Sigsgaard, Louise Klinge og Mette Thor Jørgensen, Dafolo, 2020.


»Hvis vi vil mobning til livs, så må vi også komme skældud til livs«, indskyder Louise Klinge.

»Det er et paradoks. Vi voksne kan ikke forstå, at børnene ikke taler pænt til hinanden. Hvorfor mon? Det er da, fordi der ikke bliver talt pænt til børnene«, siger Mette Thor Jørgensen.

Automatreaktioner og nye vaner

Hvad vil I sige til de undervisere, som lige nu sidder og tænker: »Det kan ikke lade sig gøre at skabe en skole, hvor vi ikke skælder ud«?

»Heldigvis er der mange klasseværelser i landet, hvor der skældes meget lidt ud. Men det er en vigtig pointe i vores bog, at lærerne og pædagogerne skal vide, at det er meget forståeligt, at de skælder ud. De er oppe imod stærke kræfter«, understreger Louise Klinge. »Skældud er en automatreaktion. Det er vores autopilot, når vi ikke er bevidst reflekterende, fordi vi er pressede. Vi er oppe imod både vores egen biologi og en mange hundrede år gammel kultur, som dikterer, at 'skældud skal der til'. Men det gode er, at automatreaktioner kan ændres«.

»Jeg har tidligere skrevet en bog til forældre, som hedder 'Skæld mindre ud'. Folk skal ikke tænke, at 'fra i morgen klokken tolv er det slut. Så skælder jeg aldrig mere ud'. Det kan man ikke leve op til. Men vi kan snakke med vores kollegaer og ledelse om, at vi vil prøve at skælde mindre ud. Det kan alle overkomme«, siger Erik Sigsgaard.

»Jeg tror på, at når vi får vist vejen, så kan det lade sig gøre. Så får vi mange flere med på kort tid«, siger Mette Thor Jørgensen. »Man skal selvfølgelig ville det. Og ja, det er hårdt. Man bliver træt i starten, når man lige har besluttet sig for at ville stoppe med at skælde ud«, medgiver hun. »Indtil man har indlært en ny automatreaktion. Så kan jeg love for, at børnene vil give så meget positivt igen«.

»Der er ikke nogen løftede pegefingre i vores bog. Den er en slags oplysningsprojekt. 'Kom og vær med, så gør vi noget rigtig godt for børnene og for de voksne'«, siger Louise Klinge. »For det er hele vejen rundt, at vi vil blive gladere. Det er både en redskabsbog og et tal højt om det-projekt. Vi håber også, at skoleledere og beslutningstagere på skoleområdet vil læse med, for det er dem, der kan skabe mere menneskevenlige rammer, så lærere og pædagoger ikke skal cykle hjem fra arbejde og tænke: 'Sådan her vil jeg jo slet ikke være'«.

»Man skal vide, at hver gang man sætter klassekvotienten op af sparegrunde, skaber man mere skældud«, siger Erik Sigsgaard og fortsætter:

»Det er ikke den eneste sammenhæng, men det er en vigtig sammenhæng. Og det er ikke kun børnene, der lider under skældud. Skolens voksne står også i en frygtelig situation«, understreger han. »En ny lærer på 30 år, som skal blive ved til sin 75-års fødselsdag, tænker måske: 'Hvordan skal jeg holde det ud? Det kan jeg ikke!' Lærere og pædagoger valgte deres fag, fordi de ville arbejde med med mennesker. Ingen siger: 'Jeg vil ud og gøre livet surt for nogle mennesker'. Og det bliver så den store, store skuffelse for nogle lærere og pædagoger, når de kommer ud i faget, for hvad bliver der af deres drøm om at være gode ved børnene? Hvad er det, det er endt med, det er jo ikke til at holde ud! Klasseværelserne og skolegårdene skal være steder, hvor lærerne og skolepædagogerne kan virkeliggøre deres drømme«.

Rolig under pres

Jeres metode tager udgangspunkt i, at den voksne bevarer roen, når han eller hun møder en konflikt. Det kræver sit af læreren eller pædagogen, og I mener samtidig, at børnene også skal bevare roen, når de kommer i konflikt med hinanden. Kan man forvente det af børn?

»Nej, det kan man selvfølgelig ikke fra dag ét«, svarer Mette Thor Jørgensen. »Men de er jo i skolen for at lære. Som lærer eller pædagog sår man frø, og det er ikke altid, man når at se dem spire. Men det er vigtigt at så frøene alligevel«.

»Man skal også huske, at børnene kan være under et frygteligt pres hjemmefra«, skyder Louise Klinge ind. »Mindst hvert femte barn er udsat for fysisk vold. Det et ikke hjemme, de alle lærer at tage en dyb indånding og tænke, at konflikter er til for at blive løst. Men netop derfor at det vigtigt, at de præsenteres for en anden måde at reagere på«.

I bogen er et eksempel, hvor en pige mobber en anden pige. Da læreren går ind i sagen, viser det sig, at mobberen har det skidt, fordi hun frygter, at klassen skal finde ud af, at hendes mor er blevet kæreste med en anden kvinde - og nogle elever i klassen taler grimt om homoseksuelle. Så bliver et emne om køn og seksualitet taget op, mobberen bliver gladere, og homofobien bløder også lidt op. Men hvad med mobbeofret - hun kommer jo nærmest til at opleve, at mobberen bliver belønnet?

»Børn kan sagtens have den holdning, at andre børns uhensigtsmæssige adfærd skal straffes med skældud. Men her må den voksne gå ind og hjælpe barnet med at se tingene i et højere perspektiv«, siger Louise Klinge. »Formålet er jo ikke at straffe nogen, men at ændre den uhensigtsmæssige adfærd - her stoppe mobningen. Vi skal hjælpe dem ud af 'øje for øje'-tankegangen, og faktisk er børn tit selv indstillet på at tilgive og komme videre, når vreden har lagt sig«.

»Når man ikke råber ad børnene, så er det meget vigtigt at være eksplicit. At sige tydeligt, at mobning ikke er okay, og at det gør ondt på den, det går ud over«, siger Mette Thor Jørgensen. »Men også at forklare offeret, at når man er presset, er man ikke den bedste version af sig selv. De snakke har jeg haft med børn mange gange, og du skal se, hvordan skuldrene falder ned«.

»Under alle omstændigheder viser undersøgelser, at skældud ikke virker, hvis målet er at få et barn til at ændre adfærd«, siger Louise Klinge. »Måske kan man få ændret det, så mobningen foregår mere skjult, men det er så også det. Hvis man vil mobningen til livs, må man arbejde med børnenes fællesskab, og her skal alle børn kunne mærke, at man vil dem det bedste. Ellers vil alle børn ikke samarbejde, og så bliver det ikke varige løsninger«.

Relationens ro >< magtens ro

I bogen nævner I, at 82 procent at de adspurgte lærere skælder ud, og en del af dem, 12 procent, bliver ikke selv påvirket af det, fordi de mener at skældud er et nødvendigt værktøj i opdragelsen …

»Nogle lærere tror, at de skal holde børnene i et jerngreb for at bevare deres autoritet. Men det er slet ikke den bedste måde at interagere med børn på«, understreger Louise Klinge. »Man kan sagtens undskylde og indrømme fejl. Hvis man fortæller børnene, at man vil dem det bedste, men at man indimellem fejler, så er de parate til at tilgive. Som lærer er man rollemodel, og derfor er det faktisk fint nok at vise børnene, at man begår fejl, men man er klar til at komme op på hesten igen«.

»Det interessante er, at når man spørger børnene selv, så har de som regel meget mere respekt for de lærere, som ikke skælder ud«, siger Mette Thor Jørgensen. »Og det er ægte respekt, de får, ikke 'magtens ro'. Og det er jo ikke, fordi man ikke skal markere sig som lærer, man skal bare gøre det på en ny måde - uden skældud. Så får vi 'relationens ro'«.

»Eller 'arbejdets ro'«, siger Louise Klinge. »Men jo, skældud virker, hvis målet er at få ro. Men det er 'magtens ro', som skyldes, at børnene er bange. Så har man faktisk ikke taget ansvaret på sig, i forhold til at skolen er en institution, hvor eleverne er 12.500 timer af deres liv. De skal både have det godt og blive dannet til at kunne og ville bidrage til et større fællesskab. Det er en illusion at tro, at skældud er vejen frem«.

»Hvis man kigger på de videnskabelige undersøgelser, der er foretaget af skældud, må man konstatere, at det ikke virker. Man har for eksempel kigget på børn, der i begyndelsen af et skoleår bliver skældt ud for uhensigtsmæssig adfærd. Når man kommer til slutningen af skoleåret, så har de faktisk mere af den adfærd. Så man kan ikke argumentere for, at skældud fører noget godt med sig. Samtidig bliver vi nødt til at sige, at vi godt nok har gjort det svært for pædagoger og lærere at lykkes. Hvad bilder man sig ind at stuve 28 børn ind til én voksen?«

»Rigtig mange lærere og pædagoger giver sig selv skylden, når de mister besindelsen«, supplerer Erik Sigsgaard. »Og selvfølgelig skal man da spørge sig selv, om man kan gøre noget anderledes. Men - 28 i en klasse, så mange var der ikke engang, da du begyndte som lærer, og du er så ung!« Han slår hånden ud mod Mette Thor Jørgensen.

»Jeg tror, der var 21 elever i klassen. Og alle havde fri klokken 13«, svarer hun.

»Men også dengang var der stadig skældud«, siger Louise Klinge. »Så man må spørge sig selv om, hvad man selv kan gøre, samtidig med at man forstår det pres, man er under. Det drypper nedad. Når lærere og pædagoger bliver kontrolleret, så bliver de kontrollerende over for eleverne. Elever, der bliver skældt ud, lærer mindre og mobber mere«.

»Men ligesom skældud smitter, så smitter det modsatte også«, understreger Mette Thor Jørgensen.

Ro er ikke lig med succes

»Læreruddannelsen svigter også her«, siger Mette Thor Jørgensen. »Man lærer næsten intet om at håndtere konflikter. Jo, måske en lille smule i faget specialpædagogik, men det er så også det. Det er slet ikke nok til, at man kan indlære nye automatreaktioner«.

»Det ville være fantastisk, hvis læreruddannelsen gik ind i det her, men det er ikke sådan, at løbet er kørt for de færdiguddannede«, siger Louise Klinge. »Man kan stadig opbygge nye vaner, når man er færdiguddannet. Men man skal også arbejde med kulturen på skolerne, tale om, hvad succeskriteriet er. Og hjælpe hinanden med at huske på, at konflikter ikke er et udtryk for, at man har fejlet som lærer. Konflikter er både uundgåelige og en mulighed for at lære«.

»Det er også vigtigt at få sagt, at læreren eller pædagogen skal kunne hente hjælp hos ledelsen«, fortsætter Erik Sigsgaard. »Ledelsen skal ikke møde lærerne med en holdning om, at 'det går godt i 5.b, der er da ro'. Ro er ikke et udtryk for succes. Ledelsen skal blive urolig, hvis der er for meget ro i en klasse«.

Tror I, at man kan udrydde skældud i skolerne?

»Ja«, svarer Erik Sigsgaard. »Skældud - grov skældud - kommer til at forsvinde fra skolen. Der vil selvfølgelig være lærere, som slet ikke vil høre på vores budskab«.

»Der er måske to-tre procent af lærerne, som vi ikke kan nå«, medgiver Mette Thor Jørgensen. »Men jeg håber og tror på, at vi kan nå den store gruppe, som plejer at blive trætte, hver gang der kommer en ny bog om pædagogik. Dem tror jeg, vi kan nå, fordi vi viser vejen til målet helt konkret«.  


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ