Vi skal tilbage til de gode gamle dage, før 1968 og den antiautoritære pædagogik, dengang eleverne gjorde, hvad der blev sagt, og hvis ikke, faldt lærerens hammer, så børnene vidste, hvad de havde at rette sig efter. Hvis det bare kunne blive sådan igen, så ville eleverne nok lære noget mere.

Sådan kan man opsummere budskabet i den pædagogiske debat, der på det seneste har udspundet sig i nyhedsmedierne i anledning af udgivelsen af professor Niels Egelunds bog, 'Udfordringer for skolen'.

Kæft, trit og retning er imidlertid ikke vejen frem, mener professor i pædagogisk sociologi ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Jens Rasmussen.

'Selvfølgelig er ro og godt arbejdsklima en forudsætning for fornuftige undervisningsaktiviteter i skolen. Men det er ikke ligegyldigt, hvordan man skaber sådanne rammer', siger Jens Rasmussen.

'Måden, man gør det på, må være i overensstemmelse med moderne omgangsformer, som de for eksempel kommer til udtryk på arbejdspladserne. Her forventer man i dag, at medarbejderne kan regulere sig selv på egen hånd. At de ikke behøver stramme regler, som de bare har at rette sig efter uden diskussion eller forhandling'.

'Det er netop blandt andet det, som eleverne må lære i skolen. Det kan ske ved, at lærerne opdrager dem til at gå i skole på en nutidig måde. Ingen andre kan nemlig gøre det', siger Jens Rasmussen.

jvolsen@dlf.org