Knap 80 procent af de ansatte i ældre- og sundhedssektoren er på deltid.

KL og fagbevægelsen enige om, at flere skal på fuld tid

KL og Forhandlingsfællesskabet for de kommunalt ansatte går nu i fællesskab til kamp mod deltidskulturen på de kommunale arbejdspladser. Fuld tid skal være det normale - både for at skaffe flere hænder og styrke ligestillingen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi skal ganske enkelt lykkes med at få flere kommunale medarbejdere op i tid, hvis vi skal løse udfordringen med mangel på hænder. Det kræver, at alle parter har vilje til og mod på at ændre vores praksis og kultur samt afprøve nye veje. Det er en svær opgave, men jeg har store forventninger til, hvad vi kan opnå, når alle parter lægger kræfterne i", siger formanden for KL's løn- og personaleudvalg Michael Ziegler i en pressemeddelelse.

KL og Forhandlingsfællesskabet iværksætter nu i fællesskab en indsats i 10-15 nøglekommuner, som skal udvikle og afprøve handleplaner og redskaber, der siden skal bredes ud til de øvrige kommuner. Målet er at udfordre og finde løsninger på deltidskulturen i kommunerne med respekt for, at en så stor forandring kræver tid.

"Den fælles målsætning forventes derfor ikke at blive indfriet på kort sigt, men kræver derimod et langt sejt træk. Indsatsen for et fremtidigt kommunalt arbejdsmarked, hvor langt flere ansættes på fuldtid, handler i høj grad om at udvikle og tilpasse de kommunale arbejdspladser, så fuldtidsansættelse bliver attraktivt for den enkelte medarbejder, gavner arbejdsmiljøet og samtidigt er muligt ift. driften", hedder det i pressemeddelelsen.

Næste 80 procent af de ansatte i ældre- og sundhedssektoren er på deltid. Også i folkeskolen stiger andelen, der er på deltid - læs mere i fagbladet Folkeskolen i næste uge.