Læreren: 'Hvad er det med dig, Nicolai? Hvad er du nu pludselig sur over?' Lærere møder børn med alvor og interesse som aldrig før. De taler med børnene om tanker, følelser og oplevelser, som det var utænkeligt at tale om for bare en lille generation siden.

Men alt for ofte er det barnets adfærd, der definerer lærernes tone. Det har fået familieterapeut Jesper Juul og cand.psych. Helle Jensen fra Kempler Instituttet til at skrive en bog om pædagogisk relationskompetence, som udkommer i denne uge. Bogen er en fortsættelse af Jesper Juuls 'Et æble til læreren' fra 1993.

'Læreren inviterer tilsyneladende Nicolai til at melde ud, men hendes brug af ordet sur diskvalificerer på forhånd hans svar. Vrede er en ren menneskelig grundfølelse, men ved at sige sur signalerer læreren, at hun betragter Nicolais reaktion som barnlig, og med pludselig foran er den også ubegrundet', siger Jesper Juul.

Den måde at tale på går især ud over de børn, hvis adfærd betegnes som problematisk eller forkert. Det er ellers dem, der har allermest brug for nogle gode samtaler med voksne. Men erfaringerne viser, at de børn, der i forvejen har det vanskeligt, også får mindre positiv opmærksomhed fra lærerne.

'Lærere ser i høj grad børns dårlige adfærd som noget, der generer undervisningen. Men børn siger ikke, at de er utilfredse med den måde, læreren behandler dem på. De reagerer med deres adfærd. Derfor er børns adfærd et signal, som lærerne bør undre sig over og tage alvorligt', siger bogens anden forfatter, cand.psych. Helle Jensen.

Og der skal ikke så meget til for at ændre på situationen. Det kræver, at læreren ser, hvordan det barn, der ikke lige indordner sig, har det. Desuden skal læreren vænne sig til at tale med og ikke til eleven.

'Den pædagogiske succes ligger i den måde, som læreren møder de børn på, der ikke er lydige over for reglerne og rammerne', siger Helle Jensen og tilføjer, at børn har det ligesom voksne. 'De vil helst være sammen med mennesker, de kan respektere, og som respekterer dem. Derfor skal de voksne sætte tonen med deres respekt for barnet, så de bliver troværdige. Når det sker, kan barnet lære at have respekt for andre mennesker og ikke først og fremmest for den magt, de repræsenterer', siger Helle Jensen.

Fra sur til vred

Læreren: 'Jeg kan se, du er vred på mig, Nicolai. Jeg vil gerne vide, hvad du er vred over?' I den nye version af indledningen konstaterer læreren, at Nicolai ser vred ud, og da hun ved, at børn generelt har svært ved at være åbent vrede på voksne autoriteter, hjælper hun ham til at sætte ord på sin vrede.

'Samtidig ved hun, at vreden vil forvrænge deres relation, hvis ikke den kommer til udtryk. Hun udviser altså ansvarlighed, mens læreren i det første eksempel udøver magt og forlanger lydighed', siger Jesper Juul. Den egentlige revolution i bogens budskab er, at læreren skal erstatte det vurderende sprog med det anerkendende. Det vurderende sprog gør, at relationen bliver mellem et subjekt - den voksne, som har magten - og objektet - et barn, der skal gøres noget ved. Det anerkendende sprog åbner mulighed for en dialog mellem to ligestillede.

'Lærere skal selvfølgelig vurdere elevernes faglige præstationer, men netop fordi de er orienterede mod de faglige færdigheder, begår mange den fejl, at de også vurderer børnenes adfærd', siger Helle Jensen.

I stedet skal læreren se sig selv som en del af relationen og forstå, at barnets opførsel også afhænger af, hvordan hun møder ham. Bogen er fyldt med konkrete eksempler på, hvordan det kan lade sig gøre, og hver gang lyder det let og ligetil at få barnet til at tage ansvar.

'Det er det selvfølgelig ikke. Det kræver omtanke at bruge nogle andre ord end dem, man er vant til. Men så snart den voksne ændrer adfærd, følger børnene med. Og når først det er lykkedes en lærer at forholde sig anderledes til børnene nogle ganske få gange, kan hun slet ikke lade være, fordi det virker. Og så kræver det ikke så meget tid og så mange af hendes resurser fremover', siger Jesper Juul.

Ved at påtage sig sin del af ansvaret for, at eleverne er umulige, får læreren mulighed for at gøre nogle ting anderledes. Det får hun ikke, hvis hun alene giver børnene skylden. Derfor understreger de to forfattere, at det er den voksne, der har ansvaret for relationen mellem lærer og elev.

'En af de bedste måder at sænke antallet af konflikter på er at byde dem velkomne i stedet for at forholde sig negativt til dem', siger Jesper Juul.

Læreren som rollemodel

'Du ser virkelig ud, som om det her keder dig? Det vil jeg gerne høre noget om'.

'Læreren skal optræde som rollemodel og låne eleverne et personligt sprog. På den måde anerkender hun eleven, og hun viser konkret, at hun tager ansvaret for relationens kvalitet', siger Helle Jensen.

Forfatterparret møder ofte lærere, der udtrykker sympati for deres synspunkter, men som spørger, hvordan de dog skal forholde sig på den måde til 24 elever ad gangen.

'Svaret er, at det ikke kan lade sig gøre. Men nogle børn fanger hurtigt en lærers tone og falder til ro i bevidstheden om, at de befinder sig i godt selskab. Andre er nødt til at have flere beviser for, at de kan regne med en ordentlig behandling. Nogle på grund af en naturlig skepsis, andre fordi de har dårlige erfaringer fra andre voksne med i bagagen', siger Jesper Juul.

Det store flertal af lærere tager afstand fra magtmisbruget i det indledende eksempel, hvor læreren mener, at eleven er sur. Alligevel søger mange lærere tilflugt i lydighedskulturens værdier, når de føler sig trængte, rådvilde eller hjælpeløse. 'Det gør eleverne usikre og forvirrede, når de oplever, at læreren har ét sæt værdier, når det er let at være sammen med klassen, men et andet, når det er svært. På den måde signalerer læreren, at det er op til eleverne at afgøre, hvilke værdier hun skal handle ud fra. Lærerens adfærd bliver elevernes ansvar, og det er destruktivt for begge parter', siger Helle Jensen.

'Pædagogisk relationskompetence - fra lydighed til ansvarlighed', Jesper Juul og Helle Jensen, 286 sider, 299 kroner, Forlaget Apostrof.

stan

I samspil mellem børn og voksne er samspillets kvalitet og dets konsekvenser udelukkende den voksnes ansvar

Pædagogisk relationskompentence

Oplevelsenaf at blive 'set' - som den, man er - er helt forskellig fra oplevelsen af at blive set på, iagttaget, observeret, afsløret eller betragtet.

Pædagogisk relationskompetenceBørn og unges vej til personlig ansvarlighed beror på kvaliteten af det lederskab, forældre, lærere og pædagoger udøver.

Pædagogisk relationskompetence