VM-bold i skoletiden

To skoler i Århus lavede en fælles fest med farver og flag ud af Danmarks kamp mod Senegal

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danmark, Danmark, Danmark'. De taktfaste råb gjalder gennem Rundhøjskolen i Århus akkompagneret af lige så taktfaste tramp i gulvet.

Den danske holdopstilling toner frem på de tre storskærme i skolens idrætshal. Et nærbillede af Stig Tøfting får jublen til at stige en ekstra tand. Den lille terrier har rødder i Århus og AGF.

Netop AGF er skyld i, at eleverne på Rundhøjskolen og Holme Skole ikke har behøvet at plage deres skoleledere om lov til at se Danmark spille verdensmesterskabsfodbold i skoletiden. For Mogens Toustrup og Allan Hjortshøj var på stadion sammen, da AGF slog Silkeborg med 4-0 i den sidste kamp i superligaen.

'Der var en fantastisk stemning, og vi blev enige om, at det skulle vores elever også opleve. Og så var grunden til en fælles fest lagt', fortæller skoleleder Allan Hjortshøj fra Holme Skole, mens et lærerband fra værtsskolen sørger for at varme eleverne op med roligansange.

De to skoler ligger 200 meter fra hinanden og har 1.000 elever tilsammen. Langt de fleste er i dag draget til skole klædt i rødt og hvidt. Nogle har smykket sig med små flag på kinder og arme, andre bærer store hatte i nationalfarverne, og enkelte har malet sig i hele hovedet - måske i håb om at score en præmie i pausen.

Også de to skoleledere er klædt på til lejligheden - landsholdstrøjer, bukser, strømper og fodboldstøvler.

'Vi havde selvfølgelig gerne set, at Danmark skulle spille sine kampe om aftenen. Men sådan er det ikke i år, og så kan vi lige så godt få noget positivt ud af det. Skolen er en del af samfundet, og fodbold optager så mange mennesker, at vi ville miste troværdighed, hvis vi begyndte at registrere elever for ulovligt fravær, fordi de blev hjemme for at se Danmark spille. Derimod skal vi lave nogle ting, som gør eleverne stolte af deres skole', siger Allan Hjortshøj.

'Vi samler på gode oplevelser, fordi det motiverer eleverne i deres arbejde til hverdag', supplerer hans kollega fra Rundhøjskolen, Mogens Toustrup.

'Buuuh', lyder det højt og længe, da en senegaleser begår et groft frispark mod en af de danske verdensmesterskabshelte. Men det tåler ingen sammenligning med lydstyrken på den jubel, der bryder løs, da Danmark får tilkendt et straffespark og derefter scorer.

Anders Schriver Christensen og Morten Bonde Pedersen fra 9.a på Rundhøjskolen læser til eksamen og kunne have set kampen derhjemme. Men de har valgt at se den på skolen.

'Vi kan ikke høre, hvad kommentatorerne siger. Til gengæld er der en fantastisk stemning og et godt sammenhold. Det ville vi ikke gå glip af', siger de samstemmende.

Henrik Stanek er freelancejournalist