Selv om øerne omkring Storstrømmen er plaget af gæld i en grad, så flere borgmestre er ved at give op og lade indenrigsministeren tage tøjlerne, kører tøjbutikkerne stadig deres stangtøj ud til skue i handelsgaderne, DSB sender stadig det ene tog efter det andet forbi det gamle toldhus i Vordingborg, og folkeskolelærerne i området får stadig løn for at gå på arbejde. Eller rettere: En slags løn, hvis man spørger inde i toldbygningen, som i dag ejes af Vordingborg-egnens lærerkreds.

Hovedstyrelsesmedlem Karsten Holst tager den lange tur rundt om bordet i det store, tomme mødelokale, sætter alle stole ned på plads og begynder at dække kaffebord.

Karsten Holst er lige ankommet fra sit hjem i Roskilde for at møde sine politiske rødder, kredsrepræsentanterne i Storstrøms Amt. Selv om Karsten Holst formelt stadig er ansat som lærer i Vordingborg Kommune, har hans arbejdsliv været forankret i Vandkunsten 12 hos DLF i Københavns city siden udgangen af 1993, hvor han som suppleant blev indkaldt til hovedstyrelsen. Han er i mellemtiden flyttet fra Vordingborg, men taler stadig om at skulle 'hjem' til sin kreds, når han styrer mod Storstrømmen, hvor hans politiske arbejde startede.

Karsten Holst vender hjem til de politisk aktive lærere i amtet hver mandag op til et hovedstyrelsesmøde, og som regel vender han tilbage tre dage senere for at referere mødet i København. Samlet er Karsten Holst i Vordingborg for at møde lærere op mod 25 gange om året.

Denne mandag når dagsorden og bilag et omfang, så den fylder to store ringbind. Det er de to-tre kilo papir, som i morgen skal debatteres i København, Karsten Holst og de lokale kredsfolk går i gang med at udveksle meninger om.

'Det er afgørende vigtigt for mig, at jeg har den tætte kontakt til mit politiske bagland. Jeg kan ikke agere politisk, hvis der ikke var en række mennesker ude på skolerne, som bruger en del af deres tid på at samle synspunkter og oplevelser, som de formidler videre til mig', siger Karsten Holst.

Han er fuldtidspolitiker, og ud over at have siddet i forretningsudvalget siden 1996 er han formand for organisationsudvalget i Danmarks Lærerforening, et af de tre hovedudvalg, som hele foreningens struktur er bygget op omkring. Det betyder, at han hierarkisk ligger i det andet magtlag, lige under formand og næstformand i DLF.

Inden han ankom til Vordingborg, har Karsten Holst i organisationsudvalget allerede forholdt sig til store dele af hovedstyrelsens dagsorden. Her har han sammen med udvalget bestemt, hvad han mener.

'Når jeg er en del af en indstilling fra organisationsudvalget, kan jeg ikke ændre min indstilling, fordi jeg har været nede og snakke med mit bagland. I hovedstyrelsen kan jeg selvfølgelig sige, at jeg i forbindelse med snakken med baglandet har fået øje på nye problemstillinger, men grundlæggende er jeg forpligtiget af indstillingen. Derfor er jeg altid spændt på at komme til Vordingborg og se, om der er opbakning til det, jeg har stået for'.

Denne eftermiddag er der ikke store meningsforskelle mellem Karsten Holst og de fremmødte kredsrepræsentanter, men ved to punkter spørger han ind til holdningerne rundt om bordet.

Han og organisationsudvalget har besluttet ikke at følge en opfordring fra de små lærerforbund om at sætte strejkestøtten ned. De små forbund har ikke nær de samme strejkemidler som Danmarks Lærerforening, men Karsten Holst vurderer, at det ville være politisk selvmord at sætte folkeskolelærernes konfliktstøtte ned nu, fordi det vil blive opfattet, som om ledelsen prøver at true et ja til næste overenskomst hjem.

På længere sigt kan det imidlertid blive nødvendigt at se på princippet om fuld strejkedækning, mener han. Der bliver flere og flere strejkeberettigede overenskomstansatte. Derfor rækker strejkemidlerne til færre og færre strejkedage. Hvert medlem skal betale omkring 200 kroner ekstra om måneden, hvis strejkefonden Særlig Fond skal op på tidligere tiders styrke.

'Det er altså langtfra peanuts, vi taler om, så det er en vigtig diskussion - hvad syntes I?', spørger han efter sin redegørelse.

Han får med det samme et rapt svar i en frisk tone fra Thyge Pind, Østsjællands Lærerkreds:

'Vi har snakket om, hvornår vi bliver en ordentlig fagforening, hvor det koster noget at gå i konflikt - hvor vi kun får op til højeste dagpenge, for eksempel. Man skal vove noget, når man går i kamp. Det må gerne smerte lidt. Det har vi snakket om ude ved os - men jeg ved ikke, Karsten, hvad gør andre forbund?'

'Så vidt jeg ved, er vi den eneste organisation, der giver fuld kompensation. Jeg synes ikke, smerten i sig selv er et mål, og vi må ikke glemme, at også i dag koster et nej - pengene skal betales tilbage til Særlig Fond på et tidspunkt', siger Karsten Holst.

I løbet af debatten præsenteres han for synspunkter om at sænke kompensationen, fordi man så kan holde længere ud under en konflikt. Andre synes, at DLF for længst skulle være begyndt at fylde flere penge i strejkekassen.

Det andet store punkt på hovedstyrelsens dagsorden er arbejdstidsaftalen kombineret med overenskomstforhandlingerne i 2002.

'I hovedstyrelsen og på vores kredsformandskonference har vi set på situationen. Aftalen løber til 2004. Er det sådan, at der skal bruges alle midler til at forsøge at åbne aftalen før tid? - og jeg mener alle midler, selv om det ikke er en opfordring. Er vores medlemmer så desperate, at de er parate til at tage sagen i egen hånd? Det har jeg brug for at vide', siger Karsten Holst.

Jonna Rolvung fra Lærerkredsen for Vordingborg, Langebæk og Møn tager ordet - og det er ikke just optimistiske toner, hun slår an:

'Det er mit helt klare indtryk, at I ikke får nogen til at strejke eller nedlægge arbejdet nu. Måske den hårde kerne, men ikke generelt. Og det er ikke, fordi de er tilfredse med arbejdstidsaftalen - det er, fordi de er trætte af det hele', siger hun.

'Jeg er enig, og det, der skete til kredsformandskonferencen i Køge, er et billede på en handlingslammet forening. Vi ved ikke, hvordan vi skal komme gennem den periode, hvor vi har fraskrevet os retten til at forhandle. Vi må ruste os og stå stærkt ved overenskomstforhandlingerne i 2004 - men hvordan får vi medlemmerne til at forstå det? De siger: 'Hvor er den stærke forening, der kan sætte Kommunernes Landsforening, KL, på plads? Hvor er den stærke formand?' Billedet i Køge var, at så snart man siger noget, får man et øgenavn hæftet på sig, og så bliver man kaldt det ene eller det andet. Fløjene kører de her krige mod hinanden i stedet for at finde ud af, hvad vi skal gøre. Hvor langt lærerne vil i den situation - det ved jeg ikke. Det er vores evindelige dilemma', siger Thyge Pind, Østsjællands Lærerkreds.

Sådan lyder to af de markante indlæg omkring bordet i Vordingborg, og efterhånden som synspunkterne bliver lagt frem, tegner der sig et billede af en svær situation, fordi lærernes samliv med arbejdstidsaftalen veksler fra ren katastrofe til velfungerende sameksistens fra skole til skole. Man er enige om, at det er en vanskelig situation, som ikke bliver nemmere af, at det fra Vordingborg ser ud, som om de politiske fraktioner i foreningen lader gammelt nag stå i vejen frem for at få løst problemerne ude hos lærerne.

Alt i alt er det et meget broget billede, Karsten kan tage med sig til hovedstyrelsesmøde, men det generer ham ikke.

'Jeg havde brug for at vide, hvor langt vi kan gå - og det fik jeg. Vi må ikke havne i den situation, at vi centralt erklærer krig og så står alene på barrikaderne. Ved at lytte til synspunkterne får jeg bekræftet, at der ikke er sket den store bevægelse, siden vi sidst snakkede sammen, og derfor har jeg en sikker fornemmelse af, hvor de står', siger han.

Han træder ud i den sene eftermiddags varme fra en gavmild forårssol og stiger ind i sin sorte BMW, som har nået en temperatur, hvor man ikke bare kan spejle æg på taget - man kan også brænde dem på. Med det samme han tænder sin mobiltelefon, bliver han ringet op. Et formøde til et bestyrelsesmøde i a-kassen er rykket frem til i morgen tidlig før hovedstyrelsesmødet. Karsten accepterer, sætter solbrillerne på plads og styrer hjem til Roskilde og en aften, hvor han ikke bare skal finde ud af, hvordan han skal håndtere Vordingborg-synspunkterne til hovedstyrelsesmødet - han skal også have læst sig gennem en a-kasse-dagsorden med bilag, inden han klokken 8.30 sidder mødeparat i Københavns centrum.

Næstformand i Danmarks Lærerforening, Stig Andersen, svinger som formand for a-kassen taktstokken, da fire mænd punktligt går til dagsordenen for at forberede dlf/a's bestyrelsesmøde næste morgen. Stokken bliver svunget effektivt, da Stig Andersen et stykke inde i mødet får besked om, at han en time senere skal være mødeleder på det to dage lange hovedstyrelsesmøde, fordi Anni Herfort er syg.

At mødet overhovedet kunne komme i stand med så kort varsel, skyldes, at både Stig Andersen og Karsten Holst ud over de almindelige lommekalendere fører elektroniske kalendere. Mens Karsten Holst sad til møde i Vordingborg, kunne de tre andre lynhurtigt se, at de kunne fange ham på dette tidspunkt.

Elektronikken er ikke bare forudsætningen for mødet - den præger også mødets indhold. A-kassen har taget det første skridt mod udsendelse af elektroniske svarskemaer til medlemmerne. Man er samtidig ved at bygge om for at få plads til scannere, fordi næsten al arkivering i fremtiden bliver elektronisk. Alle i huset kan om kort tid via deres skærm få alt at vide om alle sager på et splitsekund.

I a-kassen betyder det en fuldstændig omlægning af alt arbejde, men som mødeforberedelse giver projekterne ikke store overvejelser. Derfor når både Stig Andersen og Karsten Holst videre til hovedstyrelsens mødelokale i god tid før mødet.

'Du har fået det pæne tøj på i dag', bemærker et af de andre sjællandske hovedstyrelsesmedlemmer til Karsten Holst, før mødet går i gang.

'Hvis du lægger mærke til det, så har jeg altid pænt tøj på. Det er Jan Trojaborg og jeg enige om: Som lærer og som hovedstyrelsesmedlem skal man være opmærksom på sin fremtoning. Det er noget af det, man kan få allermest klø for, når man er ude at snakke med lærere. Begynder man at drøfte påklædning og de signaler, tøj sender, kan nogle blive virkelig vrede - men får vi den vendt grundigt, kan de fleste jo godt se, hvad det er, jeg siger', siger Karsten Holst, som konsekvent klæder sig afslappet, men i stilrent, diskret kvalitetstøj.

Stig Andersen byder velkommen. Snak bliver til mumlen for endelig helt at forstumme. 27 politikere minus formanden omkring det store, ovale bord flankeret af de berørte chefer og referenter er parate til at tage hul på det to dage lange møde. Jan Trojaborg rejser sig, finder sin guitar og spiller for til den omdelte sang, 'Noget om billigrejser', hvor Halfdan Rasmussen tilbage i 1972 viser, hvordan man kan fortælle en stor historie om en kompliceret sammenhæng som globalisering ved at bruge små, nære ord som briller, potter, papillotter og violin.

Som i enhver anden politisk forsamling bliver nærheden mindre og abstraktionsniveauet højere, efterhånden som dagsordenen overtager sproget. I begyndelsen lytter alle, men efterhånden begynder folk at sive ind og ud for at give beskeder, strække ben eller hente kaffe.

Karsten Holst er en af de politikere, der er mest i ilden i løbet af formiddagen. Hovedstyrelsens første punkt på dagsordenen er 'indstillinger fra udvalg', og her er der en stribe punkter fra Karsten Holsts organisationsudvalg.

'Synes man, hovedstyrelsesmøderne er en sur pligt, skal man finde et andet arbejde. Jeg kan godt være påvirket af, at jeg har nogle punkter fra mit område, som jeg skal sikre får en god behandling på mødet. Når man samler 27 lærere og politikere, som alle kan lide at tage stilling til ting, som er kritiske, og gerne vil give udtryk for sine synspunkter, så er det altafgørende, hvordan jeg får tingene lagt frem. Gør jeg det ikke rigtigt, risikerer jeg, at tingene kører ud ad en eller anden tangent, så vi havner et helt forkert sted', siger Karsten Holst.

Den største debat kommer ved fastsættelsen af strejkestøttens størrelse. Generelt synes der at være opbakning til Karsten Holsts ord om at lade tingene fortsætte uændret her og nu, men i 'fredstid' efter Overenskomst 2002 at finde en langtidsholdbar løsning, hvor konfliktstøtten eventuelt nedsættes.

I hovedstyrelsen er der ingen, der plæderer for en 'rigtig' fagforening, hvor det gør ondt at strejke. Ingen kræver, at konfliktstøtten skal sættes ned her og nu. Den eneste gang, der antydningsvis krydses klinger, er mellem Anders Bondo på den ene side og mødeleder Stig Andersen og Karsten Holst på den anden.

Anders Bondo stiller spørgsmål ved den måde, man agter at udbetale løntabet ved strejke på - nemlig ved at udbetale et gennemsnit af de tre seneste måneders løn. Den ordlyd kan tolkes, som de strejkende også skal have udbetalt de små ti procent, der ellers går til blandt andet arbejdsmarkedsbidrag - med andre ord: At foreningen betaler de strejkende små ti procent mere i løn, end når de arbejder.

'Jeg vil gerne have en formulering, så der står, at vi sikres mod indtægtstab. Med sådan en formulering har vi signaleret, at vi er solidariske med dem, men den konkrete konstruktion kigger vi nærmere på', siger Anders Bondo blandt andet.

'Når vi har valgt modellen med et gennemsnit af de seneste tre måneder, er det, fordi tidligere tiders opgørelser blev opfattet som meget bureaukratiske for kredsene. Derfor satte vi to og tre lige og tager gennemsnittet af de seneste tre måneder', svarer Karsten Holst og kommer så ikke nærmere ind på Anders Bondos forslag.

Mødeleder Stig Andersen går ind og konkluderer på diskussionen.

'Jeg mener, at vi bør tiltræde organisationsudvalgets indstilling. Er der grund til at gå mere præcist ind i problemstillingen med arbejdsmarkedsbidraget, kan organisationsudvalget gøre det, men det ændrer ikke ved det principielle i indstillingen', siger han, kigger rundt et øjeblik, 'og det gør vi så', siger han så.

Men Anders Bondo er ikke tilfreds.

'Jeg synes indimellem, at vi er lidt lemfældige med vores beslutninger. Hvis det er 'svarende til gennemsnittet af de sidste tre måneders lønninger', jamen så er det de tre sidste lønninger. Hvis vi ikke skriver 'nettoværdien' eller 'værdien af de tre sidste lønninger', er der ikke noget forbehold i forhold til arbejdsmarkedsbidraget', siger Bondo med appel.

'Her er brugt samme udtryk som sidste gang - og der sker dermed ingen ændringer i konfliktunderstøttelsen. Hvis organisationsudvalget vurderer, at det giver en 'overdækning', må de vende tilbage til hovedstyrelsen', siger Stig Andersen.

Anders Bondo kigger oprørt på Stig Andersen og derefter meget appellerende på Karsten Holst for at få ham til at melde ud. Men Karsten tier, og det lykkes ikke Anders Bondo at få øjenkontakt med ham, hvilket til sidst får Bondo til irriteret at falde tilbage i stolen og resignere.

Det ser mødeleder Stig Andersen:

'Okay, der bliver ikke stillet forslag om ændringer. Så godkender vi indstillingen - organisationsudvalget må så vurdere, om det finder det nødvendigt med en yderligere præcisering', siger han.

For Karsten Holst er en episode som denne en så ofte tilbagevendende begivenhed, at han knap nok registrerer den.

'Sådan er det jo. Der er megen fornuft i Anders Bondos argumentation, men i situationen har jeg ingen anelse om, hvad det vil betyde administrativt at gøre, som han foreslår. Derfor forholder jeg mig ikke mere konkret til det', siger Karsten Holst.

Hvis Danmarks Lærerforenings politiske niveau som ofte hævdet er ved at blive slidt op af kampe forskellige fløje imellem, er det ikke noget, der sætter mærkbare spor ved hovedstyrelsens frokost. Stemningen og lydniveauet er nærmest som til et forældremøde, hvor en engageret og godt sammentømret forældreflok endelig er sluppet for klasselærerens strikse styring og nu til fulde udnytter, at ordet er frit.

Der bliver grinet, og det er lige før, Karsten synes, det er morsomt, da der kommer en hen til ham og hentyder til hans lille opgør med Bondo: 'Nu har jeg fundet sloganet til Overenskomst 2002 - sig ja og få fem procent mere i løn - eller sig nej og få ti procent mere'.

En anden ved Karstens bord fortæller om en kvindelig lærer, som har fået en tjenstlig advarsel for at holde en elev fast, uden at inspektøren overhovedet ville høre på, hvorfor det var sket.

Det får Jørgen Stampe, formanden for pædagogisk udvalg, til at bryde ind. Han kan ikke dy sig og hæver med et stort grin sin stemme:

'Det er så her, jeg kommer i tanke om en af min ungdomsoplevelser som gangvagt. Der var en dreng, som skulle sendes ud, og han syntes, det var sjovt at løbe rundt om et bord, hver gang jeg nærmede mig. Jeg var ung, så jeg sprang tværs over bordet og fik fat i ham og holdt ham fast. 'Så er det ud!', sagde jeg. Men han gik ikke ud - han bed mig i maven, og som ren refleks stak jeg ham en på siden af hovedet. Jeg skyndte mig op til inspektøren og sagde: 'Jeg har stukket ham Brian en lussing''.

'Og så gik du i øvrigt ind i fagpolitik', bryder Karsten ind.

'Ja - nå, men jeg syntes jo, det var alvorligt, men inspektøren sagde: 'Tænk ikke over det. Inden Brian når hjem, har han haft syv andre konflikter af samme slags, så det er glemt, før dagen er omme' - og jeg hørte aldrig mere til det', fortæller Jørgen Stampe.

Karsten tager over - men med lidt mere alvor i stemmen end Stampe.

'Jeg har én gang stukket én en på kassen. Jeg stod for skolens observationsklinik, hvor jeg havde alle de skæve drenge. Der var tre, jeg gik sammen med på et værksted. På et tidspunkt fandt de ud af, at det kunne være spændende at skubbe mig ind i et rum uden vinduer, som de kunne låse udefra. Jeg blev så forskrækket, at den forreste af de drenge, der skubbede mig, fik sådan en på siden af hovedet. Jeg syntes, det var selvforsvar, men han røg et skridt tilbage, og så sagde han: 'Hold kæft, han slog mig. Det må han ikke'. 'Jo', sagde den anden, 'det må han gerne, for du var selv ude om det'. Jeg valgte så at gå til inspektøren og sige, at hvis der var en, der ringede og påstod, at jeg havde stukket ham en på siden af hovedet, så var det rigtigt nok. Jeg hørte aldrig en lyd for det, men jeg glemmer aldrig, lige da jeg havde gjort det. Jeg stod helt paralyseret og tænkte: 'Nej, nej, hvad er det, du har gjort?''.

Kontorchefen summerer op med en finger presset hårdt ned i teksten foran sig.

'Altså, vi er stadig nede i samme paragraf - og vi er oppe på tre muligheder nu. Skal der stå: Ledernes organisatoriske placering i DLF, Skoleledernes organisatoriske placering i DLF eller Lederforeningens placering i DLF?'

Til sidst skærer Karsten Holst igennem:

'Vi siger Lederforeningen'.

Det er mandag morgen på tredje sal på Vandkunsten 12 i København på kontorchef Laurits Lynges kontor. Ud over ham er to medarbejdere og Karsten Holst i færd med at forberede organisationsudvalgets største punkt på næste mødedagsorden: Lederforeningens organisatoriske placering i DLF. Som led i dette skal vedtægterne gås igennem.

'Så gør vi det. Næste sted, jeg har noget, er nede i næstsidste afsnit - ved sætningen 'Samarbejdsaftalen beskriver også. . .'. Jeg vil hellere have 'I samarbejdsaftalen beskrives. . .'', siger Laurits Lynge.

Karsten nikker og samtykker, og i de samfulde 90 minutter, de fire mænd sidder og retter og filer i vedtægterne, er han opmærksom og engageret.

'Før jeg kom i hovedstyrelsen, var jeg kredsformand. Jeg var vant til at være både politiker og sagsbehandler, og jeg er meget glad for at have hænderne nede i selve sagen, som jeg har det nu med skolelederne. Ellers møder jeg jo bare op, og så ligger der en færdig sagsfremstilling. Der er samlet argumenter, der er bilag, og der ligger et forslag til en beslutning. Det kan godt føles frustrerende, og indimellem kan man få en fornemmelse af, at det går for stærkt. Jeg har ofte følt mig som et stempel, man satte på sagerne, så man kunne sige, nu var de politisk behandlede - i alt fald i en periode, indtil jeg vænnede mig til den arbejdsform, jeg har i dag. Nu kender jeg spillet og ved, hvor jeg har mulighed for at få indflydelse', siger Karsten Holst.

Efter som altid at have taget trapperne i let løb byder mødekalenderen ham klokken ti at krydse gaden for at gå til hovedbestyrelsesmøde i dlf/a - a-kassen.

Som formødet viser selve bestyrelsesmødet at være uden de store politiske knaster, selv om Karsten Holst og Anders Bondo i fællesskab en enkelt gang er oppe at markere, at det er vigtigt, at medlemmerne trods strukturændringer stadig kan møde konsulenter på en række kredskontorer ude i landet.

Mødet slutter før ventet, og deltagerne har god tid til gåturen om til Grøften i Tivoli, hvor frokosten venter. Anders Bondo slår følge med Karsten, og mens de krydser Rådhuspladsen og når frem til den gamle forlystelseshave, bliver det fagpolitiske lagt til side til fordel for de nærtstående fodboldlandskampe, Karstens store forventninger til en kommende Sting-koncert i Tivoli og de en smule trætte ben, der sidder på Anders Bondo efter et maratonløb dagen før.

Dagen efter ankommer endnu et sæt godt brugte ben, da hovedstyrelsesmedlem Ernst Øxner sætter sig ind på Karsten Holsts kontor. Skyldig er det samme maratonløb, men hvor Anders Bondo havde et godt løb, er Ernst Øxner nået helt hen til andendagen efter løbet, før han fortryder sit 'det gør jeg aldrig mere', da han kom i mål.

Ernst Øxner er næstformand i organisationsudvalget, og formålet med hans besøg er at tale dagsordenen til næste møde igennem med Karsten. Mest tid bruger de på personsager, hvor lærere på den ene eller anden måde er kommet i klemme.

Karsten kalder en af kontorets medarbejdere ind for at gennemgå den første sag:

'En lærer sprænger på kursus sine akillessener på minitrampolin. Sagen bliver afvist hele vejen rundt i Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen, fordi de siger, at det ikke er nogen ulykke. Men vi har besluttet at udtage stævning, og Retslægerådet er så blevet inddraget. Det konkluderer, at en helt rask akillessene nok ikke vil kunne sprænge på den måde, og vores advokat vurderer derfor, at det er en meget vanskelig sag. Derfor stopper vi op, lægger sagen over til jer og siger: Hvad nu - skal vi stadig køre videre', forklarer sagsbehandler Jørgen Bruun Christensen.

Karsten virker ikke, som om han overhovedet er i tvivl:

'Umiddelbart synes jeg, at vi skal køre den videre, for det er en funktion i relation til arbejde, der udløser skaden. Hvis jeg nu har en svag skulder, og et barn er ved at falde ned, skal jeg så lade være med at gribe ud efter det barn, fordi jeg ved, at det ikke vil blive set som en arbejdsskade? Det kan man da ikke. Vi skal køre sagen videre, for det kan ikke være rigtigt, at vores medlemmer skal ind i de overvejelser. Selv om det kunne være sket andre steder, så er det sket, mens læreren gør sit arbejde, og det føler jeg, vi skal holde fast i', siger han.

Ernst Øxner er enig, men gør opmærksom på, at sagen har nogle tidsfrister, som er overskredet - derfor skal der handles hurtigt, hvis det ikke skal få alvorlige følger for den skadede lærer.

'Kører vi den i organisationsudvalget, er vi nødt til at køre den i hovedstyrelsen også - og så går der endnu længere tid', siger Karsten.

'Så er spørgsmålet, om ikke...', begynder Ernst Øxner.

Han og Karsten fuldender sætningen i kor: '... at vi to bare skal sige, at vi kører videre. Det lægger vi op til Anni med vores anbefaling'.

Resten af formiddagen går med at trænge ned i skrivebordets bunker, og over middag behøver Karsten Holst bare at gå ned ad trappen og skrå over gaden, så er han midt i KTO (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte) - paraplyorganisationen for lønmodtagere ansat i kommuner og amter. Med sygeplejerskernes formand ved bordenden er der indkaldt til møde i KTO's personalepolitiske udvalg. Fagforeningslederne ved det lange bord diskuterer eksempelvis 'Samspillet mellem KTO's personalepolitiske udvalg, uddannelsesudvalget og forhandlingsudvalget i forbindelse med Overenskomst 2002', som det hedder i dagsordenens punkt 6.

Føler man sig som toppolitiker i en fagforening indimellem langt fra den virkelighed, ens medlemmer lever deres arbejdsliv i, er man det ikke mindre, når man sidder i en hel forsamling af fagforeningsledere og diskuterer overordnede strategier. Men Karsten Holst insisterer på, at han hverken keder sig eller har svært ved at se målet med arbejdet.

'Jeg keder mig ikke, og jeg er overbevist om, at man kun bliver siddende, så længe man synes det er spændende - og så længe nogen i ens bagland værdsætter, at man gør det. Det sidste er vigtigere, end mange måske tror. Men fordi jeg synes, det er spændende, lærer jeg mange ting. Jeg læser meget, jeg kommer på mange kurser og konferencer og får mange gode ideer til, hvordan vi kan forbedre arbejdsforholdene på vores arbejdspladser'.

Karsten er tilbage på sit kontor, og han tøver længe, før han fortsætter, hvilket er en sjældenhed, når han taler.

'Men okay, når man sidder til møde sammen med 15 andre organisationer kan man indimellem få den tanke: 'Tænk - tænk hvis det var mig, der bestemte alene'. Så ville det gå lidt hurtigere i den retning, jeg mener tingene skal bevæge sig. Organisationsarbejde - og samarbejde - kan være utrolig tungt og utrolig stift. Der går lang tid, før de tanker, man har haft, begynder at dukke op igen, så man siger: nu kan vi begynde at snakke om det. Og så går der igen tid, før man kan gennemføre noget af det. Det er langsommeligt og frustrerende, men det opvejes i nogen grad af, at vi er tæt på beslutningerne. Vi har indflydelse - vi kan ændre tingene, fordi vi har indflydelse helt oppe på topniveau', siger han.

I samme nu begynder rådhusklokkerne på Københavns Rådhus at slå - klokken er 15. Læreren fra Vordingborg sidder midt i Danmarks magtcentrum - der, hvor rådhusklokkerne ikke er noget, man hører i middagsradioavisen, men en lyd, der trænger gennem vinduerne en gang i timen, hvad enten man vil det eller ej.

Karsten foretager de sidste hurtige telefonopkald, klarer et hurtigt møde med sin kontorchef, svarer på et par mail, før han skynder sig ud ad døren for at mødes med sin kortklub - sin kone og et andet par. Han har taget fri i morgen, fordi de indspillede beløb skal brændes af for første gang, og det sker hverken på en bowlingbane eller på en restaurant.

'Vi har købt en billig busrejse, så vi rejser til Prag på et forlænget weekendophold i aften - vi skal i statsoperaen og se Verdis 'Aïda', og det glæder jeg mig meget til. Jeg har et liv ved siden af DLF, der også skal hænge sammen', siger Karsten Holst.

Det er afgørende vigtigt for mig, at jeg har den tætte kontakt til mit politiske bagland

Som lærer og som hovedstyrelsesmedlem skal man være opmærksom på sin fremtoningSynes man, hovedstyrelsesmøderne er en sur pligt, skal man finde et andet arbejde

Jeg keder mig ikke, og jeg er overbevist om, at man kun bliver siddende, så længe man synes det er spændende