Et hold af teenagedrenge i 8.x har slået sig ned i en grå sofa på Valhøj Skole i Rødovre, hvor de samarbejder om at definere det svære begreb terror. Deres klassekammerater sidder med hørebøffer på ved et sammenklappeligt bord-bænke-sæt i den anden ende af lokalet. De ser dokumentar om angrebet på Krudttønden.

Imellem dem står et hold af elever og tegner på et whiteboard, som også udgør væggen til et fordybelsesrum.

Der lyder en lavmælt summen i 8.x. Kun afbrudt af sjældne små udbrud og pjatterier. Det kan ligne et harmonisk frikvarter, men eleverne er faktisk i fuld gang med undervisningen i en helt nyopfunden type klasseværelse, som iværksætterne bag kalder “Læringsrum 2.0”.

Her skal læreren tale så lidt som muligt, og målet er læring gennem gruppearbejde og fremlæggelser. I samfundsfag i dag taler 8.x’s lærer Carsten Mølbeck kun i få minutter, og derudover står den på zoneopdelt opgaveløsning, hvor eleverne selv kan vælge. De arbejder for anden dag i træk selvstændigt med det selvvalgte emne terror – med opmærksom vejledning fra Carsten Mølbeck, der har tid til at gå rundt til alle elever. 

Noget, der i den grad passer 15-årige Hannan, erkender han fra den bløde sofa. 

“Når man bare sidder og kigger og lytter, så er det kedeligt. Her kan man vælge, hvor man vil være, og man skal tit rykke rundt. Det er sjovere og mere afslappet”, siger han. 

Pædagogik

Sådan har de skabt de nye læringsrum

Udfordrende i starten 

Det var Carsten Mølbeck selv, der tog initiativ for seks år siden til at udvikle en ny type klasseværelse. Idéen var, at rummet skulle lægge op til kreativ læring i forskellige zoner og være sjovt at være i. Møblerne skulle være fleksible, støjreducerende og flytbare. Rummet skulle gøre op med idéen om stillesiddende undervisning, hvor opmærksomheden er rettet mod en lærer og et smartboard.

Siden fik Carsten Mølbeck følgeskab af inklusionsvejleder Jeppe Almskou, og deres fælles hjertebarn, “Læringsrum 2.0”, er nu på vej ud på alle Rødovres skoler.

På nogle skoler er der flere læringsrum, og rummene hører til faste klasser. Lærerne skal selv have lyst til at prøve at undervise i et læringsrum, og i samarbejde med konsulenterne får de indrettet rum med den specifikke klasse i tankerne. 

En af de lærere, der underviser i et læringsrum, er indskolingslærer Philip Nielsen. For ham er det bedste ved læringsrummet, at han får rusket op i sine faste måder at gøre tingene på: 

“Jeg kan udfordre mig selv ved at finde nye måder at bruge de forskellige stationer på kreativt, så det passer til børnenes behov. Det er meget mere tilfredsstillende end at gennemgå undervisningen ved tavlen, og til gengæld har jeg meget mere børnetid”.

Han lægger ikke skjul på, at det er en markant anderledes måde at undervise på, som kræver en del energi og ikke mindst forberedelse i starten. 

“Og med så små børn kan det også blive noget værre rod. Men børnene skal bare vænne sig til nogle nye strukturer og rammer, og så snart man har en fælles forståelse og kendskab til, hvad rummet kan, så er det ikke mere tidskrævende at forberede til en lektion i læringsrummet end ellers”. 

Philip Nielsen har også en klasse, som han underviser i et almindeligt klasselokale, og han er glad for, at han kan begge dele.

“Jeg vil klart anbefale sådan et rum til andre. Jeg bruger også mange af principperne i min anden klasse, hvor jeg prøver at udfordre de gængse strukturer. Hvis nogle for eksempel vil ligge ned på gulvet og løse opgaver, så får de lov til det”.

Elever bliver gladere 

Det er ikke kun Philip Nielsen og Hannan fra 8.x, der synes, det hele er lidt sjovere i et Læringsrum 2.0. De klasser, som har deres daglige gang i læringsrummene, skal hver morgen og middag tjekke ind og vurdere deres eget humør. I indskolingen indikeres det med smileyer og i udskolingen på en skala fra et til ti. 

Dén viden er ikke kun med til at give læreren en fornemmelse af elevernes dagsform. Data bliver også noteret og samlet. 

Derfor ved Carsten Mølbeck og Jeppe Almskou, at trivslen stiger for klasser, der bor i rummene. En måling fra en 3.-klasse viser, at andelen af elever i mistrivsel er faldet fra 21 procent i den første uge i læringsrummet til otte procent fire uger efter.

Der er altid overskud af pladser i et læringsrum, så eleverne kan rykke et andet sted hen uden at skulle bytte med nogen. Undervisningen i læringsrummet foregår typisk med mindst én pause, hvor man kan lave noget andet. Derfor bevæger eleverne sig ofte af sig selv, bemærker Carsten Mølbeck og fortsætter:

“Det gode er, at når jeg som lærer taler så lidt, så har jeg tid til at tale mere med eleverne og hjælpe dem”, siger Carsten Mølbeck og fortæller, at reglen i et læringsrum er, at kun cirka 15 minutter ud af en dobbeltlektion på 90 minutter må gå med “lærersnak”. 

“Så hvis nogle af eleverne mangler ekstra opmærksomhed, eller en gruppe ikke fungerer, så har jeg tid til at vejlede”.

Selv om mange elever taler på samme tid i læringsrummene, er lydniveauet generelt lavere end i et almindeligt klasselokale. Det har Jeppe Almskou og Carsten Mølbeck både erfaret og målt ved hjælp af decibelmålere.

Carsten Mølbeck og Jeppe Almskou understreger, at læringsrummet ikke bare handler om fri leg, og at alle gør, hvad de har lyst til. Rummet sætter krav til lærerens evne til klasserumsledelse og relationsarbejde, fordi man skal facilitere mange forskellige processer på én gang.

Bygger selvtillid 

I samfundsfag har Najib på 14 år taget teten ved whiteboardet på at definere, hvad terror er. Han står med tuschen og er den eneste, der skriver. Han ligner en, der aldrig har bestilt andet end at lede gruppearbejde, og går fokuseret til opgaven, også selvom de andre lige pjatter færdigt ovre i sofaen.

Efter et besøg fra Carsten Mølbeck bliver gruppen enige om, at det er fint, at Najib har tuschen, men at de andre skal være bedre til at byde ind med idéer og formuleringer.

“For et år siden havde Najib ikke stået på den måde og taget ansvaret. Før havde han virkelig svært ved at koncentrere sig. Så det er rigtig dejligt at se, hvor langt han er kommet. Det er også ham, der foreslog emnet terror, så det betyder noget for ham at lave noget godt”, siger Carsten Mølbeck. 

En stor del af forklaringen er, ifølge Carsten Mølbeck, at læringsrummets didaktik indebærer, at alle elever får prøvet sig selv af i forskellige roller. Det er ikke ualmindeligt, at hver eneste lektion har et element af fremlæggelse i de små grupper. Ofte bare små “matrixpræsentationer”, hvor en elev fra hver gruppe skal opsummere for den næste.

“Så elever, der har fået rollen som en, der ikke kan sige noget foran andre eller skrive pænt, de kommer ud af de bokse, når de er i læringsrummet. For her er det overskueligt at skulle ud af sin comfortzone, når der kun står tre-fire andre og kigger på”.

Det er Amalie, Rosa og Caya, som er i gruppe sammen lige nu, enige i. 

“Det er virkelig rart, at man skal fremlægge med kun få andre, der hører det. Så kan man øve sig lidt, og i 9. klasse til eksamen er det jo også sådan, det foregår. Der skal man jo ikke præsentere noget for en hel klasse”, siger Caya.

Kræver klasseledelse 

Carsten Mølbeck er ikke bange for, at eleverne ikke lærer noget, eller at han mister kontrollen.

“Jeg har jo heller ikke kontrol over, hvad de lærer, når de sidder på deres pladser og kigger op på tavlen. Her har jeg tid til hver enkelt elev, og jeg kan jo se, at de har det sjovere og er mere engagerede, når de selv har indflydelse på opgaven. Ved kun at tale i 15 minutter har jeg over 80 procent af undervisningstiden til at vejlede, sparre med og hjælpe eleverne”, siger Carsten Mølbeck, der ikke har haft undervisning i et almindeligt lokale i fem år. 

Den første klasse, Carsten Mølbeck underviste i de nye læringsrum, er alle i dag videre på en ungdomsuddannelse, og han fortæller, at karaktererne blev bedre, efter at de begyndte i læringsrummet. Han er slet ikke i tvivl om, at Læringsrum 2.0 er løsningen på mange udfordringer – både faglige og trivselsmæssige.

“Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg skulle tilbage til det gamle. Det ville jeg ikke overleve”, siger han.