"Nu falder DLF vel ikke deres medlemmer i ryggen?", spørger et DLF-medlem på folkeskolen.dk. Han er ikke udelt begejstret for kampagnen "Fremtiden starter i skolen".

DLF får ris og ros for ny kampagne

Forældre og skoleledere ser positivt på Danmarks Lærerforenings nye kampagne om lærernes rolle i skolen, ”Fremtiden starter i skolen”. Der lyder dog flere kritiske røster fra lærere i kommentarfeltet på folkeskolen.dk.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Formand for skolelederne, Claus Hjortdal, siger til Berlingske, at det er godt for skolen og for reformens succesmuligheder, at DLF melder sig på banen med en positiv kampagne.

"Vi er glade for, at Danmarks Lærerforening kommer med det budskab nu. Vi har brug for, at lærerne er medspillere på det, der skal ske nu. Det (reformen, red.) er vedtaget ved lov - og man kan ikke længere diskutere, om man har lyst eller ej", siger han.

Bondo: Folkeskolen skal og må videre

 Tilfredse forældre

Ifølge Berlingske er også forældrene glade for den kampagne, som DLF har indledt. Formanden for Skole og Forældre siger til avisen, at mange forældre er bekymret, for hvad der skal ske fra august. Mette With mener, der har været et misforhold mellem virkeligheden i klasseværelset, og den måde som skolen er blevet omtalt i den offentlige debat.

"Konflikten sidste forår sluttede, børnene kom i skole igen, og lærerne var glade for at se dem. Hvad angår det enkelte barn og os som forældre, har skolen fungeret, som den plejer at gøre. Men når vi har læst vores avis og fulgt med i debatten om reformen og folkeskolen, har vi fået et billede af, at alt var kaos, og at det hele var ved at falde fra hinanden," siger hun til Berlingske.

Utilfredse lærerrøster 

På folkeskolen.dk og på DLF's facebookside er der flere lærere, der beskylder DLF for at lægge sig fladt ned for regeringen og KL.

Selv om Anders Bondo Christensen understreger, at kampagnen ikke er en tilbagetrækning af reformkritikken, så anser flere DLF-medlemmer det tilsyneladende anderledes.

DLF-kampagne: "Fremtiden starter i skolen"

"Nu falder DLF vel ikke deres medlemmer i ryggen? Er man blevet bløde i knæene? Vi har mistet alt, så jeg håber ikke på, at vi komer til at fremstå som "dumfriske" og "nu er vi klar til smæk igen" eller "vi lader som om, vi retter ryggen mens åget tynger os i knæ", skriver Richard H. Sørensen i en kommentar til artiklen "DLF-kampagne: Fremtiden starter i skolen".

Hovedstyrelsesmedlem forsvarer kampagne

Selv om hovedstyrelsesmedlem Niels Christian Sauer, i sit svar til Richard H. Sørensens kommentar forklarer, at DLF-kampagnen er iværksat for at ændre på en folkestemning, hvor lærerne italesættes som "sure lærere, der ikke vil være med til den strålende fremtid, som regeringen og KL har lagt til rette for den opvoksende generation", så beskyldes DLF af en anden bruger på folkeskolen.dk for at være "faldet til patten" over for KL og regering.

Der er også flere, der bakker kampagnen op. Nogle tror - og nogle tør kun at håbe - på, at lærernes ry i den brede befolkning kan vendes.