AKT-vejledning i praksis

Hvem eller hvad skal vi lytte til, når det drejer sig om at få styr på det, man, måske i mangel af bedre, kalder problemadfærd i skolen? For det første kan man i stort set alle kapitler i bogen "AKT-vejledning i praksis – en del af skolens udvikling" finde et forsvar for den systemiske teori og retning. Bogens forfattere vil have AKT-vejlederen (og i øvrigt også alle lærere) til at arbejde ud fra en forståelse af eleverne i skolen som værende i kontekster. Det er i disse kontekster, der skal arbejdes med AKT-relaterede problematikker. Dernæst skal det relationelle arbejde dyrkes og styrkes. Begge dele med den hensigt at sikre et endeligt farvel til eleven som problemet og AKT uden for klassen. Man må se problemerne som kontekstuelle størrelser og dermed frigøre eleven fra det entydige ansvar, når der i dennes skolegang er problemer vedrørende adfærd, kontakt eller trivsel. Så langt så godt.

Ved læsning af bogen får man fornemmelsen af, at forfatterne næsten alle har en praksis i tilknytning til området. Fornemmelse, fordi en mangel ved bogen er, at der ikke er en oversigt over forfatterne og deres faglige position. At mange af forfatterne selv nævner dette, giver ikke læseren det samme overblik. Det ændrer dog ikke på, at der er tale om engagerede og levende beskrivelser. Mulighederne er der, udfordringerne ligeså. I bogen inddeles AKT-området i emner og kategorier, der kan hjælpe til at skabe overblik for den, der står og skal opfinde, udvikle eller opkvalificere sit arbejde i forhold til AKT. Alle med de bedste intentioner og tydeligvis stor kærlighed til området og ikke mindst de børn, det handler om.

Men et spørgsmål trænger sig på. Hvordan kan det være, at tydeligvis dygtige mennesker, der med teoretisk forankring og indsigt, og som i beskrivelsen af egen praksis demonstrerer selvstændig problemløsning og faglig refleksion, kun med få undtagelser nævner opskriftlignende modeller som metodemæssig løsning på de udfordringer, der er på AKT-området? Hvordan kan man arbejde kontekstuelt og relationelt, hvis løsningsmuligheden(erne) allerede står skrevet i prædefinerede modeller og metoder? Dette er måske det vigtigste spørgsmål at stille, hvis AKT skal fremtidssikres. Debatten herom kommer aldrig rigtig frem i bogen. Én af undtagelserne er det kapitel, der handler om Otto Scharmers U-teori. Der kommer forfatteren ind til kernen af det udviklingspotentiale, der ligger i AKT-området.

Samlet set en bog, der giver et godt indtryk af den aktuelle status på AKT.