Usund mad gør søens folk overvægtige

Der er for meget fedt og for få fibre i den mad, der bliver serveret for søens folk. Studerende på Suhr's Seminarium Bente Madsen har i sin praktik været med på et containerskib, hvor næsten en tredjedel af skibets besætning havde en BMI på over 30.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Overvægt er mere udbredt blandt sømænd end blandt den øvrige befolkning. Det har en undersøgelse fra Søfartens Arbejdsmiljøråd tidligere vist, og det har professionsbachelorstuderende i ernærings og sundhed, Bente Madsen, erfaret. I sin sidste praktik på ernæring og sundhedsuddannelsen opholdt hun sig to måneder på et af Mærsks containerskibe, hvor hun undersøgte besætnings sundhed og livsstil. Hun havde især fokus på kostvanerne på skibet.

Ud af en besætning på 21 mand var ni overvægtige og fire var svært overvægtige. Det betyder, at 62 procent af besætningen var overvægtig, da Bente Madsen sejlede med i december 2007 til januar 2008.

"Min undersøgelse bekræfter, at overvægt er udbredt blandt søens folk. Den viser også, at tidligere tiders problemer med alkohol ikke eksisterer længere. Nu er der fuldstændig tørlagt på skibene", fortæller Bente Madsen til ernaeringogsundhed.dk

Sammenhæng mellem kulturelle forskelle og overvægt

Besætningen bestod af fem danskere, 13 filippinere, to ukrainere og en polak. De fleste af de overvægtige fandtes blandt filippinerne, og Bente Madsen forklarer overrepræsentationen med kulturelle forskelle.

"Filippinerne er et fattigt land, og det betyder, at der er en anden indstilling til mad", siger hun og nævner den filippinske kok som eksempel.

Bente Madsen bemærkede, at han ikke kunne finde på at skære fedtet af kødet og smide det ud. Han lod store mængder fedt sidde på det kød, han anvendte i madlavningen, og det betød, at de fleste retter, der blev serveret om bord, havde en meget høj fedtprocent. Selv om kokken var lydhør overfor Bente Madsens råd om at eksperimentere med salater og putte flere fibre i brødet, så oplevede hun, at han ikke havde den ernæringsmæssige forståelse, fordi han ikke var uddannet til det.

Sundhedsbølgen har ikke ramt søens folk

"Samtidig er det som om, udviklingen ude på havet er gået i stå, mens der på land er sket store ændringer i forhold til fokus på kost og sundhed", siger Bente Madsen.

Denne forskel bliver understreget ved, at besætningen typisk svarer, at de synes, de lever sundere derhjemme end på havet.

Bente Madsen er uddannet skibskok i 1981, og har selv lavet mad til søens folk.

"Dengang lavede jeg rigtig mormor-mad med kartofler og sovs, og det overraskede mig meget, at der er sket så lidt siden jeg stoppede med at sejle. Den eneste forskel er, at der nu står frisk frugt fremme hele dagen", siger hun.

Livsstilsændring kræver vilje

Mulighederne for en sundere livsstil på havet er til stede, mener Bente Hansen. Adgangen til at proviantere med sundefødevarer og muligheden for opbevaring på skibene er i top.

"Men de skal ville det. Det er en frivillig proces at lave en livsstilsændring. Løftede pegefingre fungerer ikke", siger hun.

Den proces kan for eksempel sættes i gang ved kun at lade skibskokkene bestille sunde fødevarer.

"Men det skal være uden fanatisme. Der skal stadig være plads til stegt flæsk eller flæskesteg", mener Bente Madsen.

En anden mulighed er at kokken inddrager besætningen, når menuen skal planlægges.

To af besætningsmedlemmerne på skibet var officerselever, som på deres uddannelse fulgte et kursus i sundhed og livsstil. Det er et godt tiltag, som Bente Madsen anbefaler, at man fortsætter med. Det vil medvirke til, at næste generation har en god forståelse for ernæring og sundhed med i bagagen, mener hun.

Sundhed er også et frynsegode på havet

Ligesom andre virksomheder er også handelsflåden interesseret i at tiltrække og fastholde medarbejdere, og her kan tilbud om ernæringsrigtig kost og mulighed for sund livsstil være et frynsegode, mener Bente Madsen.

Men hun erkender, at det kan være svært at sætte gang i en livsstilsændring blandt søens folk, fordi netop maden betyder meget for dem.

"På et skib er maden næsten det eneste, der ændrer sig fra dag til dag. Derfor er der mange, der siger 'rør ikke vores mad'", mener hun.

Opholdet på containerskibet fungerede som Bente Madsens sidste praktik på uddannelsen som professionsbachelor i ernæring og sundhed med speciale i human ernæring. Hun satser på, at hun i sin bacheloropgave også får mulighed for at arbejde videre med undersøgelser af sundheden blandt søens folk.