Skoleleder er fratrådt efter samarbejdsvanskeligheder med lærerne
Lederen af Skolen på Islands Brygge har bedt om at få en anden arbejdsplads. Det sker efter, at skolens lærere for nylig holdt fagligt møde i arbejdstiden som kulmination på et helt års samarbejdsvanskeligheder med lederen.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Samarbejdet mellem skolens leder og lærergruppen er præget af mistillid, og vi tror ikke længere på, at skolens leder kan skabe ro, tryghed og arbejdsglæde på skolen", lød forklaringen på fra lærergruppens talsmand Lars Bechager på, at lærerne holdt fagligt møde i arbejdstiden.
Skolens leder Nick Stær Andersen har været ansat i et år, og ifølge Lars Bechager har der været samarbejdsvanskeligheder gennem hele perioden.
"Vi så forskelligt på mange ting, og det har ikke været en god situation for nogen. Der har været en dårlig stemning på lærerværelset ind i mellem", siger han.
Nick Stær Andersen efterfulgte en skoleleder, som havde været ansat på skolen i 30 år. Han mener, at vanskelighederne bunder i, at lærergruppen og han har forskelligt syn på, hvilken kultur der skal være på skolen.
"Det er en meget klassisk problemstilling. Det går ikke på pædagogiske uoverensstemmelser eller lærernes måde at passe deres arbejde på, den har været vældig god. Det handler om, hvordan man organiserer samarbejdet og hvordan dialogen skal føres".
Lederen fratræder
Lærerne holdt møde med folk på skoleforvaltningen, som har taget sig af sagen.
"Vi fremlagde vores synspunkter, og de lyttede. Vi lagde vægt på, at de nu havde bolden", siger Lars Bechager.
Souschefen konstitueret
Forvaltningen har holdt møde med skolelederen og i tirsdags blev det så meddelt, at han har bedt om at blive fritaget fra jobbet som leder af Skolen på Islands Brygge. Skolens souschef bliver i stedet konstitueret leder.
"Forvaltningen har givet udtryk for, at jeg har passet mit arbejde. Men det har været et rigtig stort arbejdspres. Og jeg har et ønske om at være skoleleder et sted, hvor man kan lægge sit primære engagement i noget, der handler om pædagogik, undervisning og børn. Jeg har ikke lyst til, at der skal være magtkampe, det er for belastende", siger han til folkeskolen.dk.
Nick Stær Andersen har arbejdet i folkeskolen i 28 år som lærer, afdelingsleder, souschef og inden denne ansættelse som leder på en anden skole i to år.
For Lars Bechager er det godt, at der er kommet en afslutning på forløbet.
"Vi er glade for at kunne se fremad og gå i gang med fagfordelingen".