Debat

Redaktørens forklaring

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I den fortsatte serie læserbreve om Folkeskolens anmeldelse af Karen Jespersens og Ralf Pittelkows nyeste bog kaldte Niels Skipper Petersen det i Folkeskolen nummer 8 »en søgt undskyldning«, at jeg ikke vil »bevilge« mig selv for meget spalteplads. »Som om nogen ville bebrejde chefredaktøren, at han forklarer sig ordentligt«.

Det er muligt, det er »søgt«, men det er også sandt. Medieansvarsloven slår fast, at det er den ansvarshavende redaktør, der suverænt afgør, hvad der må stå i en publikation - her Folkeskolen. Det ansvar og den magt har jeg i snart tyve år forsøgt at administrere med ydmyghed - blandt andet ved at svare meget kort, når jeg bevilger mig selv en »hale« til et læserbrev.

Jeg har erkendt, at det ikke var en særlig god anmeldelse, vi bragte. Men min vurdering handler ikke om anmelderens konklusioner om bogen, men om at læseren ikke fik »mellemregningerne« med, der manglede argumenterede begrundelser.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Men forklaringen er et skift mellem to medarbejdere - den ene holdt op, og den anden var netop blevet ansat. Derfor røg anmeldelsen ved en fejl uredigeret på. Det er både beklageligt og ærgerligt.

Jeg ærgrer mig også over, at jeg lod mig rive med og skrev, hvad jeg selv mener om bogen. Forfatterne kalder bogen »et anklageskift«, og det er, hvad det er. Der kunne jeg ikke drømme om at kritisere. Jeg har blot påpeget, at deres forslag til, hvad der kan gøres ved problemerne, kun fylder tre af bogens næsten 200 sider. Det anklager jeg. Men Skipper Petersen vrøvler, når han skriver, at bogen »stort set ikke handler om andet end en dokumenteret afdækning af forhindringer og muligheder for at få muslimer integreret i de vestlige samfund«, og der viser netop et af problemerne med bogen, at selv om forfatterne skiver, at den ikke handler om muslimer, men om islamister, så kan den nemt læses sådan. Det er den kulturforskrækkelse, jeg nævnte, og som Skipper Petersen nu demonstrerer. Jeg mener, at vi skal tage islamismen alvorligt - eller »Islamo-Leninismen«, som New York Times-journalisten Thomas L. Friedman kalder den i sin fremragende bog »The World is Flat«, men argumenterer for, hvorfor den kan bekæmpes, ved at vise alle mennesker respekt og anerkendelse, uanset hvilken religion og kultur de bærer rundt på. Jespersen og Pittelkow bliver ved anklagerne og mangler løsningerne.

Redaktionen betragter hermed denne debat for afsluttet