For et halvt år siden skrev jeg på denne plads om elevplaner under overskriften »Den Store Vægring«. Overskriften refererede til den antagelse, at alle ville skyde ansvaret for den konkrete udformning af elevplanerne fra sig, hvorefter aben ville ende hos den enkelte skoles ledelse. Og så kunne det jo tænkes, at lidt for emsige skoleledere ville stille nogle overbudskrav til elevplanerne, der kunne afstedkomme en kollektiv vægring. Men nej - sådan gik det ikke. Tilsyneladende har de fleste skoleledere fået et vink fra deres forvaltninger om netop ikke at stille præcise formkrav. Så aben er nu hos lærerne. Det er i det mindste tilfældet i Københavns Kommune. Nedenstående citat fra den netop indgåede københavnske rammeaftale taler et utvetydigt sprog om forvaltningens frygt for at komme med noget, der kan medføre modkrav fra lærerne: »Det er forudsat, at de enkelte skoler finder deres egen model for udarbejdelsen af elevplaner ... Det er læreren, der med afsæt i formålet for elevplansarbejdet og på baggrund af samarbejde med elever og forældre konkret afgør, hvad der har betydning at notere i elevplanen ... I henhold til arbejdstidsaftalens bestemmelser vil det være således, at såfremt der af skolens ledelse stilles meget konkrete krav til udformningen af elevplanerne, vil der skulle ydes arbejdstid. Bestemte formkrav til, hvorledes elevplanerne skal udarbejdes - herunder særlige skemaer, der skal udfyldes - ville ud fra en konkret vurdering kunne medføre krav om, at der afsættes ekstra tid til opgavens løsning. Parterne anbefaler derfor følgende forslag til procedure på skolerne: - At pædagogisk råd drøfter spørgsmålet - At skolebestyrelsen efterfølgende fastsætter principper - At skolelederen herefter fastsætter retningslinjer - At skolelederen drøfter disse retningslinjer med tillidsrepræsentanten, inden de meldes ud, således at det kan afklares, om kravene er så specifikke, at der i henhold til arbejdstidsaftalens bestemmelser skal ydes særskilt tid til opgavens løsning«. Skal man nu le eller græde? Det er fint nok, at dette gratisarbejde ikke får et urimeligt omfang. Men det er jo helt hul i hovedet, hvis der på samme skole eksisterer lige så mange udgaver af elevplanen, som der er lærere. Man kan også vende det hele på hovedet og sige, at sådan må det netop være. Det gjorde formanden for Københavns Lærerforening, Jan Trojaborg, ved et møde for tillidsrepræsentanterne i uge 10. Han fremhævede, at det netop kendetegner den professionelle lærers råderum, at ingen kan komme og diktere ham/hende bestemte undervisningsmetoder og altså heller ikke en bestemt elevplan. Og sådan kan man jo godt anskue det. Men vi lærere er jo normalt gode til at samarbejde, så mon ikke vi på de fleste skoler finder en fælles model - i det mindste for den enkelte afdeling (indskoling, mellemtrin og overbygning)? Nogle fælles procedurer og skabeloner, der uden at kræve det helt store arbejde kan føre til et nogenlunde brugbart redskab. Sørg i øvrigt for at bruge team- og afdelingsmøder til en del af arbejdet. Det er da betalt tid. Og så bør vi bagefter på den enkelte skole - og i en større sammenhæng - lave en fælles evaluering og fortælle ledere, skolebestyrelser, forvaltninger og ministerium, hvor megen tid vi brugte, og hvordan dette arbejde ideelt kan udføres - og hvilken pris i form af tid til arbejdet vi anser for rimelig i den forbindelse.

Steen Achton er lærer