Elevens stjernestund

Læsekompetence forebygger problemer på senere klassetrin, er filosofien bag Hjortespring Skoles succes med at lære eleverne at læse. Skolen er netop blevet udvalgt som den første Månedens Skole

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den diagnostiske læseprøve i maj 2006 viste, at 88,6 procent af eleverne på 1. klassetrin på Hjortespring Skole i Herlev Kommune ved København læste »sikkert og hurtigt«.

Hele skolen måbede. Og så jublede den. Skolens normale læsestandpunkt var jo blevet forbedret med 100 procent.

Året før var det kun 43,6 procent af eleverne, der læste »sikkert og hurtigt«. Og i 2001 for eksempel var det bare 46,1 procent.

Og ikke nok med det, skolen var med ét slag gået igennem Herlev-normen på 60,6 procent og landsnormen på 56 procent.

Og nu jubler skolen igen. Den er blevet udnævnt til Månedens Skole.

Skal man forklare tigerspringet med ét ord, må det blive: Stjernestunden. Stjernestunden er den metode, der har løftet skolens begynderlæsere op i superligaen.

Konceptet går grundlæggende ud på, at eleverne på 1. klassetrin sidder og læser sammen to og to en lektion om dagen.

Der er ingen støj i stjernestunden. Der er ingen, der løfter stemmen. Der er knap nok nogen, der løfter blikket, når fotografen og journalisten træder ind i klasselokalet. Der læses, og der tales dæmpet.

»De underviser hinanden. De er hinandens lærere, og det betyder, at de alle sammen er aktive i 45 minutter. Det giver enormt«, siger Lena Kjær, der er koordinator af specialundervisningen og initiativtager til indførelsen af stjernestunden.

Sammenfald mellem mål og metode

Hun hørte om konceptet, som bruges på skoler rundt om i landet i forskellige varianter, under sin uddannelse til læsevejleder, som hun just har afsluttet.

Ud over at eleverne underviser hinanden, er der - foruden dansklæreren selvfølgelig - også støttelærere i stjernestunden, som hjælper de elever, der har det sværest.

Tiden er skaffet ved at omprioritere skolens specialundervisningsresurser, så de i højere grad kommer begynderlæsningen til gode. Filosofien er, at god læsekompetence forebygger problemer på senere klassetrin.

Eleverne bliver ikke kun bedre til at læse rent teknisk. De får også en bedre læseforståelse og større læselyst. Det er også meningen.

Der er sammenfald mellem mål og metode, forklarer Lena Kjær. Læseforståelse og læselyst hjælper eleverne med den sproglige afkodning, som er fokuspunktet i begynderlæsningsundervisningen.

Det varierer, hvem af eleverne der arbejder sammen, fortæller Marianne Haarup, der er dansklærer i 1.b. Det kan være en dygtig læser, der er makker med en mindre dygtig, men det kan også være to dygtige, der går sammen, fordi de så kan læse en mere spændende bog.

En far spurgte sin søn: Hvilke fag kan du bedst lide? Idræt og stjernestund, svarede sønnen.

»Eleverne opfatter stjernestunden som et fag«, siger viceskoleinspektør Hanne Jensen.

Der er i alt 683 elever på Hjortespring Skole. De fleste kommer fra et socialt boligbyggeri, resten fra et villakvarter. 25-30 procent er tosprogede.