Kommunerne melder, at der skal spares på skoleområdet - igen. Vi skal holde skole for færre penge. Det betyder nedlagte lærerstillinger, i de færreste kommuner er der nemlig andet end lønkontoen tilbage at spare på.

Regeringen efterlyser bedre resultater, og statsministeren er i gang med et 360-graders-eftersyn af folkeskolen. Det bliver »spændende« at høre, hvilke ændringer vi nu skal forholde os til .

Vi skal have udvikling og bedre kvalitet i folkeskolen. Positive intentioner, som vel ingen kan være imod. Desværre er situationen den, at det er klart demotiverende at skulle tænke nyt og udvikle skolen, når kollegaen står med en fyreseddel i hånden.

Nu bliver vi færre til at løfte den samme undervisningsopgave. Det siger sig selv, at med flere elever i klasserne, færre undervisningstimer, færre vikartimer - eller hvad man ellers kan finde på at spare på - så vil det blive vanskeligere for den enkelte lærer nøje at følge hver enkelt elevs udvikling og give hvert enkelt barn de udfordringer, der passer til det. Vi slider i det for at opfylde de fine målsætninger, men mål og midler hænger ikke længere sammen.

Der er en masse engagerede lærere i folkeskolen, som klarer undervisningsopgaven på trods af stadig ringere betingelser. Vi elsker ungerne. Vi er vilde med at undervise. Og vi glæder os, når vi opnår et velfungerende forældresamarbejde. Vi vil så gerne levere den allerbedste kvalitet, men vores arbejde er et produkt af vores vilkår og den anerkendelse, vores omgivelser og arbejdsgivere viser os. Anerkendelse eller mangel på samme kan komme til udtryk på mange måder. I min ordbog er konstante ændringer hen over hovedet på lærerne og økonomiske nedskæringer ikke synonyme med anerkendelse.

Enhver god leder ved, at et godt og positivt arbejdsmiljø er afgørende for resultaterne. Folkeskolen har brug for et skud positivitet. Lærerne har brug for støtte og anerkendelse i deres arbejde. Skolelederne har brug for budgetter, der med rimelighed kan hænge sammen.

Vi kan sikkert godt modernisere skolen og måske derigennem opnå bedre pædagogiske resultater, men vi opnår ikke bedre resultater ved at effektivisere børnenes skolegang. Lille Pers kontakt med læreren og flere timer til god undervisning er det, der er grundlaget for bedre pædagogiske resultater.

Så kære politikere! Find nu ud af, hvad I vil med folkeskolen, og giv lærere og ledelser mulighed for at udføre opgaven til egen og andres tilfredshed. I må gøre op med jer selv, hvilken skole I vil have. Eller I må gøre op med jer selv, hvilken skole I har råd til - og om I overhovedet ønsker at bevare en fælles folkeskole. Det er jo en politisk prioritering, men lad os dog få ærlig snak. Der må og skal være sammenhæng mellem statslig og kommunal retorik, forventninger og økonomi.

Kvalitet koster penge. Det bliver så meget tydeligere, når både de fysiske rammer og personalet er slidt.