Drengen har haft en mindre konflikt i frikvarteret. Han græder og gemmer sig på toilettet. Da timen går i gang, sidder han udenfor på trappen. En lærer kommer forbi og synes jo ikke, han skal sidde der. Flere lærere kommer til, og da de tvinger ham til at gå med ind i klassen, ender han skrigende og sparkende på skolelederens kontor.

»Hvis den lærer bare havde sat sig ned og nurset ham fem minutter, så kunne han være faldet ned igen. I stedet ender det med, at han bliver bortvist. Alene fordi læreren ikke har grundlæggende forståelse af, hvordan man reagerer, når man er i krise. Når man ikke kan flygte, slår man. Det har ikke noget at gøre med at være adfærdsvanskelig«, siger Solveig Gaarsmand.

Det seneste år har hun taget Forældrerådgivningens telefon, og lige nu sidder hun på kontoret i København og forklarer mellem telefonopkaldene. Ud over mange år som næstformand i Skole og Samfund har Solveig Gaarsmand en fortid som underviser på gymnasialt niveau på Ingeniørhøjskolen i Odense. Hun er cand.mag. i engelsk og tysk og merkonom i international handel. Men måske er hendes vigtigste kvalifikation, at hun selv har seks børn.

Solveig Gaarsmand er ikke i tvivl om, at størstedelen af konflikterne mellem skole og hjem bunder i dårlig kommunikation og dårligt samarbejde.

»Jeg ville ønske, at skole-hjem-samarbejdet kunne få højere prioritet blandt ledere og medarbejdere på skolerne. Jeg taler med så mange forældre, som føler, at systemet har rottet sig sammen mod dem«, fortæller hun.

Stigende behov for hjælp

Forældrerådgivningen startede for et år siden som en treårig forsøgsordning under Undervisningsministeriet. Det er Skole og Samfund, der har taget initiativ til rådgivningen, fordi man oplevede et stigende behov for hjælp blandt forældre.

»I min tid som næstformand har jeg fået utrolig mange henvendelser. Samtidig er der tilfælde, hvor det er en god idé, at jeg står helt neutralt og ikke er repræsentant for Skole og Samfund - for eksempel som bisidder i en forældres klage mod en skole«.

Telefonen ringer, og Solveig Gaarsmand må afbryde interviewet. Hun griber papir og kuglepen og lytter. Længe siger hun bare »ja« og »nej« og »uha« med forståelse i stemmen. Så går hun over til opklarende spørgsmål og forsøger at guide videre med konkrete forslag og en afklaring af, hvilke rettigheder vedkommende har.

»Ved du, hvad du selv kan gøre? Vi har et hæfte om anerkendende pædagogik, som jeg kan sende dig, og der står også eksempler på flere bøger. Så kan du prøve at tale med læreren igen og forsøge at få ham til at forstå, hvad det er, du mener, dit barn har brug for. Men husk, at det måske ikke bliver taget så positivt, så pas på ikke at blive belærende. Og ring endelig tilbage til mig«.

Hun giver sit mobilnummer og mail-adressen, så vedkommende kan nå hende uden for åbningstiderne.

»Der er nogle praktiske ting, jeg skal have på plads. Jeg skal have et navn eller telefonnummer og den kommune, de kommer fra. Men hvis jeg spørger om det med det samme, kan de gå i baglås, så vi tager det lidt hen ad vejen. Det kræver en del fingerspitzgefühl, det her«.

Skoler vil ikke give aktindsigt

Ofte hjælper Solveig Gaarsmand forældrene med, hvordan de skal komme videre med konflikter, der er kørt fast. I nogle tilfælde sparrer hun med dem om, hvad de skal sige, og hun kan også læse deres eventuelle klager igennem og for eksempel tjekke, at de ikke er injurierende. I nogle tilfælde råder hun forældre til at søge aktindsigt, hvilket ikke altid er let, da en del skoler ikke umiddelbart vil give forældrene indsigt i børnenes sagsmapper.

Telefonen ringer igen, og nu er der tale om en meget alvorlig sag. Solveig Gaarsmand er tydeligt selv rystet, efterhånden som fakta kommer på bordet. Som det ofte er tilfældet, er det en bedsteforælder, der har ringet op, fordi moren til barnet ikke selv har overskud. Solveig Gaarsmand har trøst og forståelse i stemmen, mens hun forklarer, hvordan personen i den anden ende kan kommer videre.

»Det er meget, meget sjældent, at det er krævende, ambitiøse forældre, der ringer for at klage over slappe lærere. Og hvis det er, får jeg dem hurtigt verfet af. Langt de fleste er forældre, som er bekymrede og står med reelle problemer. Nogle gange er forældrene så nedkørte, at jeg må råde dem til også selv at få noget hjælp«.

Børnene føler sig forfulgt

Den hyppigste årsag til, at folk ringer, er, at deres barn oplever sig forfulgt af en lærer. Børnene føler, at de bliver gjort til syndebukke. Rådgivningen har også mange henvendelser om specialundervisning og mangel på kvalitet i undervisningen. Antallet af henvendelser har været støt stigende i det år, rådgivningen har eksisteret, og der er tre til fire gange så mange henvendelser om drenge som om piger.

»Rigtig mange konflikter handler om manglende forståelse. Jeg har dyb respekt for lærernes arbejde og situation. Alle mine seks børn har gået i folkeskolen. Men jeg ville ønske, at man ville give lærere og ledere nogle kurser i kommunikation og grundlæggende psykologi. For det er dem, der som de professionelle skal have overskud til at møde forældrene, hvor de er, og forsøge at forstå dem«.

Lærere kan også ringe til Forældrerådgivningen, og det håber Solveig Gaarsmand, at de vil begynde på. Hun understreger, at hun har 100 procents tavshedspligt, og hun mener bestemt, at hun vil kunne hjælpe, selv om hun ikke ville kunne fungere som bisidder på skolens side over for forældre.

Hun tager også ud og holder foredrag om trivsel i skolen for skolebestyrelser og lærere, og hun håber, at langt flere skoler vil arbejde på at skabe bedre trivsel, for i hendes øjne er der seriøse problemer at tage fat på.

»Jeg har dyb respekt for lærernes arbejde og situation. Alle mine seks børn har gået i folkeskolen. Men jeg ville ønske, at man ville give lærere og ledere nogle kurser i kommunikation og grundlæggende psykologi. For det er dem, der som de professionelle skal have overskud til at møde forældrene, hvor de er, og forsøge at forstå dem« Solveig Gaarsmand