Mobbesager begynder ofte med, at nogle anser en person for at være irriterende, fortæller Helle Rabøl Hansen, der er cand. jur. og antimobbekonsulent i Amok - en gruppe, der arbejder for at komme mobning til livs i skoler og institutioner.

»Desværre ser jeg nogle gange et ulykkeligt billede, hvor det bliver det enkelte barns egen kamp. Hvis en lærer føler sig provokeret, er det sværere for læreren at se barnet som et mobbeoffer, så mener læreren, at barnet selv har skylden. Det beror ofte på, at man ikke kender mobbeofrets reaktion. For et mobbeoffer kan som overlevelsesstrategi selv have mobbekasketten på«.

Hun kalder sådan et barn for et »moffer«. Dette barn bliver ofte mødt med, at det er hendes egen skyld.

Og derved kommer barnet i en endnu mere presset situation, fordi de voksne legitimerer, at barnet er offer. I sådan en situation er den voksne blevet en del af mønstret.

»I stedet for at reagere professionelt og bryde mønstret. I stedet for at sige, at nu skal dette barn have hjælp og støtte. Her kan man få hjælp af pædagoger, fordi de ofte er gode til at fremhæve det positive hos et barn. Det kunne man lade sig inspirere af i et skolemiljø. Det er en beslutning, lærerkorpset kan tage - i stedet for selv at blive irriteret på barnet«, siger Helle Rabøl Hansen.

»Når alle omkring et barn skændes, så er det barnet selv, der definerer, at det bliver mobbet. Sådan et barn skal man lytte til. Man må ikke protestere imod barnets egen opfattelse og gøre det til barnets egen kamp. Al erfaring i antimobning viser, at barnet aldrig selv kan vinde den sag. Hvis en elev i 4.a mobbes, har 4.a et problem. Det er klassens problem og ikke det enkelte barns«.

Helle Rabøl Hansen understreger, at det ikke umiddelbart er en løsning at fjerne den mobbede eller mobberen fra klassen. For det vil være et nederlag for hele klassen, at man ikke magter at få et barn til at fungere i klassen. Så øverst på ambitionslisten står, at barnet skal blive.

»Men omvendt er der grænser for, hvor længe man kan indlægge et barn til et fællesskab, der ikke fungerer. Så jeg vil ikke afvise, at det kan være en sidste udvej, for at barnet skal overleve. Men det skal være den sidste«.

Hun siger, at antimobbekonsulenterne i Amok jævnligt møder lærerudtalelser, der gør det enkelte barn til problemet.

»Vi ser ofte en tendens til, at man personliggør mobningen. Hvis man udelukkende går efter individerne - siger 'du må væk' - så har man gjort det enkelte barn til problemet. Du ser jo hele persongalleriet - alle typer - i en klasse. Men personernes personlighed forklarer ikke mobningen. Man skal se på, hvorfor lige denne klasse rammes af mobning. Hvad samles klassen om af positive ting? Hvordan er åbenheden? Hvad mødes forældrene om?«

»Hvis du ser folkeskolens formålsparagraf, skal skolen være rummelig. Der er masser af børn, der siger læreren imod og er meget verbale, men man må jo se på, hvad det kan skyldes. Man skal se på, hvorfor et barn giver modstand«, siger Helle Rabøl Hansen.

Læs mere på www.amoktrix.dk

Mobning er en gruppes systematiske forfølgelse eller udelukkelse af en enkeltperson i en social, formel sammenhæng.

Med formel sammenhæng menes en gruppe, hvor en person befinder sig, fordi vedkommende skal være dér - for eksempel i en klasse. I modsætning til en uformel sammenhæng, der kunne være en venskabskreds. Gruppen har en rolle. Enten ved at reagere eller ved ikke at reagere. Der er tale om et mønster - flere handlinger, der sammen giver et mønster.

Kilde: Helle Rabøl Hansen, cand.jur. og antimobbekonsulent