»Et ulykkeligt menneske«. »En ulykkelig sag«. Allerede her sker der et alvorligt skred. Når et menneske, en elev eller en lærer, bliver »en sag«, signalerer det næsten per automatik problemer, uenighed og konflikt. Tabere og vindere.

En sådan sag beskriver vi inde i bladet. Den har løbet i flere år, har kostet mange møder, masser af A4-papir, en skoleflytning og er nu havnet hos Folketingets Ombudsmand. Men bag papirbunkerne gemmer angsten, frustrationerne og vreden sig. Og mere end ét ulykkeligt menneske. For noget er gået helt galt mellem skolen og hjemmet. Man kan ikke engang enes om, hvad der er, der er problemet. Eleven og hendes forældre siger, at hun er blevet mobbet. Men lærerne, skolelederen og skolechefen siger, at det ikke handler om mobning.

Så langt burde en sag aldrig kunne udvikle sig - med en folkeskolelov, hvor de første ord i paragraf 1 lyder: »Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne .«.

Ansvaret er altså altid både skolens og forældrenes.

Men forholdet er ikke lige. Uanset hvor besværlig, kværulerende eller irriterende en elev eller forældrene kan virke, så er skolen den professionelle part. Når en elev fortæller, at han føler sig mobbet, skal det altid tages alvorligt. For uanset hvor dygtig og empatisk læreren er, og uanset hvor god kontakt der er mellem lærer og elever, kan læreren ikke se, hvad der sker i frikvarteret og i skolegården - for slet ikke at tale om vejen til og fra skole eller mobiltelefonen og internettet. Og ingen kan se, hvordan en hændelse, et ordvalg eller et blik opleves af en anden.

Når en elev, forældrene eller måske elevens kammerater fortæller, at et barn føler sig mobbet, så skal der sættes ind. Det må være en del af lærerens professionelle reaktionsmønster og skolens kultur.

Men dermed være ikke sagt, at det er nemt. Det er det ikke. Eleven møder i skolen som et helt menneske - ikke kun som en elev, der skal lære noget. Derfor er eleven sårbar. Og det samme er læreren, for også han sætter sin personlighed i spil i hver eneste time.

Men læreren skal samtidig kunne lægge professionel distance til det samspil, som han selv investerer sin personlighed i. Uanset hvor umulig eller urimelig en elev opleves, og uanset hvor fremmed nogle forældres sprog og kultur måtte opleves, skal skolens lærere og ledere handle professionelt. Også når det gælder mobning, påstået mobning og oplevet mobning.

Og endnu mere generelt: Skole-hjem-samarbejdet burde have den høje prioritet, som formålsparagraffen har foreskrevet i mere end 30 år.

-th