Specialundervisningen skal reduceres, er KLs ambition. Folkeskolen skal rumme flere af de børn, som i dag udskilles til specialundervisning. Denne ambition kan være fornuftig, men de løsninger, jeg endnu har set, er ikke fornuftige.

Børn med behov for særlig undervisning, fordi de har svært ved at lære skolefagene, får ikke bedre muligheder af en kronisk eftersidning, som Tørnæs tiltænker dem. Børn med generelle eller gennemgribende indlæringsvanskeligheder kan slet ikke opfylde centrale faglige mål, såfremt deres lærere ikke kender til indlæringsvanskelighederne og specialdidaktik, og dermed kan lærerne ikke lægge denne viden til grund for deres planlægning af undervisningen.

Jeg savner en troværdig faglig analyse af, hvilke kompetencer lærerne skal tilføres for at kunne opfylde de krav, der stilles som en forudsætning for en fremtidig reduktion af specialundervisningsbehovet. Rummer almenfolkeskolen denne specialfaglige kompetence? Jeg savner desuden analyser af, om kommunalforvaltningerne rummer børnenes behov for differentieret planlægning af de lokale skolevæsener med særlig vægt på specialundervisningens inkludering i normalklasserne.

Og jeg savner en vurdering af paradigmeskiftet om sigtet fra ligeværdighed til det mere ultimative og væsentligt mere ambitiøse værdighedsprincip i tilgangen til den enkelte elev. Ligeværdighed har udgangspunkt i en fællesnævner, hvorimod værdighed har sit udgangspunkt i selvet.

Jeg vil gerne have nogle politiske svar fra såvel KL som regeringen samt de faglige miljøer, der danner det porøse grundlag for påstandene, som vi har mødt fra regeringens og KLs side i debatten om specialområdets fremtidige placering i kommunerne, også i lyset af Egelunds seneste kapitulation.

Denne kabale er vist for stor for beslutningstagerne.